Det allernyeste Apple Watch er det bedste smart-ur, vi har testet. Opgraderingerne på Series 7 er dog få og næppe vigtige nok til at skifte fra S6, men måske kan det nye Apple Watch S7 omvende nogle af dem, der har smart-ure fra andre producenter.
I bund og grund er S7 et S6 med en større skærm. Funktionaliteten er næsten magen til, og derfor synes jeg, at en opgradering til S7 kun giver mening, hvis man har et endnu ældre Apple Watch.
Smart-ure som dette dækker et bredt felt af opgaver. Samtidig med at de er en forlængelse af mobilen, er de også træningsur, fjernbetjening, pung og ikke mindst en sundhedsmonitor, der passer på dig.
Og det aktuelle, S7, kan man ligesom S6-versionen ringe op med, uanset hvor mobilen befinder sig. Hvis man vælger et Apple Watch med GPS og cellular (eSIM), vel at mærke. Så kan det nemlig kobles til mobilabonnementet.
Større skærm
Men den store nyhed på S7 er en ny og større skærm på 45 mm – 20 procent større – og med endnu bedre læsbarhed. Det mærkes især på tekst, og en del af de sekundære ikoner og symboler kan stadig virke meget små, især hvis man har valgt en meget kompliceret urskive.
Uanset hvad kan man vælge, hvor store tal og bogstaver skærmen skal vise, og på S7 har standby-skærmen 70 procent mere lys end skærmen på S6.
Formfaktoren er den samme, men endnu mere afrundet, og Apple har altså ikke adopteret stilen fra den nuværende generation af iPhone med et mere stramt og kantet design.
En anden fordel ved den store skærm er, at det nu endelig er muligt rent faktisk at skrive nogenlunde hurtigt med QWERTY-skærmtastaturet på S7 – hvis man skriver på engelsk, vel at mærke. Underligt nok understøtter tastaturet kun engelsk.
Apple har givet S7 endnu stærkere safirglas over touch-skærmen, og S7 fås også i nye farver. Heriblandt skovgrønt, som vores testeksemplar i aluminium var klædt i.
Hurtigere opladning samt puls og træning
Ellers er der faktisk ikke så meget nyt. Ikke at det var nødvendigt med så mange omfattende opgraderinger efter min mening. S6 er stadig et glimrende smart-ur, men med den store skærm i 45 mm udgave er S7 en tand bedre.
Det er ladehastigheden også. Apple siger, den er 33 procent hurtigere, og det gik mærkbart hurtigere at oplade vores testeksemplar på den magnetiske oplader, som man smækker på undersiden af uret. Men batteritiden (18 timer) er ikke øget, og hvis man bruger GPS’en aktivt, f.eks. under træning eller på tur, falder batterikapaciteten hurtigt.
Netop det havde vi håbet, at Apple havde gjort noget ved på S7.
Uret har de samme sensorer som S6, altså dem, der måler puls, hjerterytme og iltindhold i blodet. Sensorerne advarer om unormale afvigelser i hjerterytmen, og ligesom tidligere kan det selv ringe 113, hvis man falder om eller vælter på cyklen og ikke rejser sig igen.
Det har også Bluetooth og Wi-Fi indbygget. Højdemåleren er altid tændt, og der er en række træningsindstillinger, man kan bruge. Blandt nyhederne i watchOS 8 er pilates og tai chi. Breathe-app’en har skiftet navn til Mindfulness, men funktionaliteten er den samme, bortset fra at man her får flere tips til, hvordan man kan slappe af.
Man kan også downloade Nike Run Club, en app, der gemmer data fra ens løbeture – altså lidt ligesom Strava – men også har færdiglavede løbeture, som man kan gennemføre.
Da Apple lancerede Watch 6 sidste år, kom de også med en ny tjeneste kaldet Fitness+. Det er en abonnementstjeneste til træning, hvor brugerne får adgang til en omfattende videokanal om træning på iPhone, iPad eller Apple TV. Den understøttes også i watchOS 8, men vi ved ikke, hvornår Fitness+ bliver tilgængelig i Norden.
Familiedeling er tilgængeligt i Norge, men endnu ikke i Sverige eller Danmark. Her kan man bruge en iPhone til at sætte et eller flere Apple Watches op til familiemedlemmer, der ikke har en iPhone. Dermed kan andre i familien med et Apple Watch sende beskeder, ringe til forældrene, udvalgte venner eller søskende og bruge FaceTime til at kommunikere dem.
Sømløs brugeroplevelse
Hvis man har brugt et Apple Watch før, er der ingen overraskelser ved S7. Altså bortset fra at skærmen er større. Den fylder endnu mere, og kanterne – bezelen – er meget smallere her end på S7, for slet ikke at tale om S5 eller SE.
Det gør komplekse skærmbilleder fra apps som f.eks. den, der måler EKG, lettere at se. Ligesom før kan man gemme data fra EKG-målingen, og skulle der ske noget unormalt med hjerterytmen eller iltmætningen i blodet, får man en varsling.
Bemærk, at uret ikke kan registrere hjerteanfald eller slagtilfælde. Hvis man har det usædvanlig skidt, skal man ikke vente på en varsling fra uret, men selv ringe 113.
Otte minutters hurtigopladning af S7 giver otte timers strøm. Det er nok til, at man kan bruge det til at registrere sit søvnmønster, hvis man sover med uret på. App’en kan hjælpe dig med at få mere ud af din nattesøvn ved at vise dig, hvordan du sætter en søvnplan op. Nyttigt især for dem, der har svært ved at sove og måske ofte vågner om natten.
Den drejelige og trykfølsomme krone kan bruges til lynhurtig navigering i apps og indstillinger. Den store skærm – som har fået et par nye urskiver, der er eksklusive for S7 – er den bedste på noget Apple Watch. Man kan nemt diktere beskeder og dele billeder, og med større taster og skærmknapper er det også det mest brugervenlige Apple Watch hidtil.
Det har også en særlig svømmeindstilling og kan tåle ned til 50 meters dybde, men skærmtasterne fungerer ikke under vand. Her skal man bruge kronen på siden.
Konklusion
Apple Watch S7 er stadig det bedste smart-ur. Der er ikke mange forbedringer i forhold til Apple Watch S6. Det har også EKG- og iltmåling, og de samme træningsindstillinger er tilgængelige i watchOS 8.0, men for dem med et ældre Apple Watch vil S7 være en stor opgradering.
Den store skærm og den forbedrede navigation er store plusser, og med S7 viser Apple igen, at de er bedre til det med smart-ure end de fleste andre.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer