Sidste år præsenterede Apple ikke bare én, men tre nye Apple Watch-modeller. I år må vi nøjes med, at Apple Watch 8 bliver til 9, og at Apple Watch Ultra får et 2-tal i navnet. Begge er forsigtige opgraderinger, hvor det meste af arbejdet er blevet gjort på indersiden. De har ikke fået en større skærm, bedre batterilevetid eller nye sensorer som en blodsukker– eller blodtryksmåler. I stedet handler det om, at de for første gang i lang tid har fået meget kraftigere processor, og hvad det fører med sig af nye muligheder. Og at det nu er muligt at gøre uret helt CO2-neutralt, hvis man vælger den nye Sport Loop som urrem.
Ydelse og funktioner
Hemmeligheden bag den øgede ydeevne er Apple S9 SiP (System in Package). Den indeholder en processor, der har 60 procent flere transistorer end forgængeren, og en grafikprocessor, der er op til 30 procent hurtigere. Den har også en Neural Engine med 4 kerner til maskinlæring.
Det lyder jo fint, men man kan undre sig over, hvad man skal bruge al den ydeevne til i et ur. En åbenlys forskel er, at uret nu er kraftigt nok til at køre Siri direkte på uret. Tidligere skulle det, du sagde, sendes op i skyen for at blive analyseret, og så kom svaret tilbage. Det var derfor, det nogle gange føltes lidt langsomt at få svar fra Siri, eller at det dårligt nok virkede, hvis man havde en dårlig forbindelse. Nu kan uret selv svare dig, så længe det ikke skal på nettet og lede efter svaret.
Urets skærm er også blevet opgraderet til en lysstyrke på op til 2.000 nit, hvilket gør det lettere at aflæse i sollys. Men den kan nu også gå ned til 1 nit i nattilstand for at spare på batteriet. Og det kan der være brug for, for selv om den øgede ydeevne ikke har gjort batterilevetiden dårligere, har den heller ikke gjort den bedre. Vi får ganske vist ofte mere end 24 timers batteritid, men vi ville aldrig tage på weekendtur uden opladeren.
Sensorer og funktioner
Uret indeholder en andengenerations Ultra Wideband-chip, præcis som den nye iPhone 15 og iPhone 15 Pro. Dermed får man præcisionssøgning, når man har mistet en af disse. Det vil sige, ikke bare et ringesignal som før, men et kompas, der viser dig, hvilken vej du skal kigge, og hvor langt væk telefonen er. Som hvis det havde været en Airtag.
Ultra Wideband bruges nu også sammen med Homepod-højttalerne. Når man er fire meter væk fra højttaleren, starter Afspil nu-skærmen på uret automatisk, så uret kan bruges som fjernbetjening. Det er faktisk meget praktisk for de af os, der ofte afspiller musik, men ikke altid har en iPhone i nærheden.
Nye funktioner vi ikke fik
Ved præsentationen af uret gjorde Apple et stort nummer ud af den nye Double Tap-bevægelse. Du trykker din pegefinger og tommelfinger sammen, som om du dobbeltklikker på en mus. Bevægelsen aktiverer simpelthen den mest oplagte knap på skærmen, som f.eks. at besvare et opkald, eller sætte en timer eller musikken på pause. Funktionen bliver dog først lanceret senere i år, så vi kan ikke sige noget om, hvordan den fungerer i praksis.
Vi synes også, at det lyder interessant at kunne bede Siri om sundhedsdata, f.eks. hvor længe man har sovet. Eller muligheden for at kunne logge sundhedsdata ved f.eks. at fortælle sin vægt i stedet for at skulle taste på mobilen. Men den mulighed kommer i en opdatering senere på året, og i første omgang kun på engelsk og mandarin. Gad vide, hvornår vi får den?
Vi kunne også godt lide muligheden for at dele virtuelle visitkort med andre enheder ved hjælp af Namedrop. Man skal bare føre dem sammen for at få spørgsmålet om, hvad man vil sende. Men også det kommer først i en opdatering senere på året.
Konklusion
Bare for at undgå misforståelser pga. af vores klagepunkter: Apple Watch er stadig det bedste smart-ur. Hvis du ikke har et, eller du har en gammel model, der er ved at være træt, er det helt sikkert dette, du skal købe. Men vores opgave er at bedømme, hvor meget bedre det er end sidste års model, og her får det os ikke ligefrem til at falde ned af stolen. Det er hurtigere, hvilket helt sikkert vil føre til, at den kan gøre nye ting, men det er noget, der kommer senere. Selvfølgelig er det dejligt med en mere lysstærk skærm og bedre Ultra Wideband, men det er ikke et must. Vi føler ikke en overvældende længsel efter at opgradere vores Series 8.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer