Når der kommer en ny generation af mobilprocessorer, plejer Asus plejer at være blandt de første til at komme ud med smartphones, der udnytter dem. Gamingmobilen Asus ROG Phone 9 er således den første smartphone med Qualcomm Snapdragon 8 Elite, der er landet på redaktionens bord. Og den kommer mindre end et år efter sin forgænger, ROG Phone 8, som vi testede i januar.
Asus ROG Phone 9 fortsætter designlinjen fra ROG Phone 8. Det vil sige, at den har et forholdsvist upåfaldende udseende, der ikke skriger ”gaming!” på samme måde som de ældre modeller i serien. Mobilen er flad og diskret (i hvert fald i den sorte udgave) og med en næsten kvadratisk kamerasektion på bagsiden, der lige så godt kunne have siddet på en flagskibsmobil fra Samsung eller Xiaomi.
Skjult retroskærm
Lidt skæg og ballade har ROG Phone 9 proi Edition stadig gemt bag det noble ydre. Et display bestående af 648 små lysdioder, kaldet AniMe, kan vise animationer eller bruges til at spille retro-arkadespil på bagsiden af telefonen. Når AniMe-displayet ikke bruges, er det fuldkommen usynligt.
Ligeledes usynlige er de såkaldte Air Triggers, der er sensorer, som opfatter fingerbevægelser ved mobilens hjørner. Triggerne fungerer præcis, og på den måde kan du bruge mobilen til konsolspil uden at fumle med at trykke på skærmen.
Hvis du foretrækker fysiske fyrknapper og joysticks, sælger Asus et gaming-håndtag, kaldet ROG Tessen, som kan klikkes fast på mobilen. Håndtaget forvandler ROG Phone 9 til en håndholdt konsol.
Skærmen på ROG Phone 9 er en nydelig AMOLED-skærm på 6,8 tommer. Det er præcis samme størrelse og opløsning som på ROG Phone 8. Lysstyrken er også uændret på 1.600 nit. Det er fint og fuldt tilstrækkeligt, men wow-effekten udebliver, da Asus på nær nogle få pixels til eller fra har brugt samme skærmopløsning siden ROG Phone 2. Opdateringshastigheden er dog hævet fra 165 Hz til 185 Hz.
Næsten uændret kamerasektion
Heller ikke på kamerafronten er der sket de store revolutioner. Forgængeren var den første ROG Phone til at have en dedikeret teleoptik. Det har ROG Phone 9 Pro Edition også, og konfigurationen er også denne gang et 50 megapixel hovedkamera, en 13 megapixel vidvinkel og det nævnte 32 megapixel telefotokamera med 3x optisk zoom.
Hovedkameraet har dog fået en lidt nyere Sony Lytia 700-sensor. Og kameraet er udstyret med Asus’ specielle mikro-gimbal, der giver seks-aksers billedstabilisering. Kombinationen af mekanisk gimbal og digital stabilisering kan korrigere for bevægelser på op til fem grader i hver retning. Det er to grader mere end på forgængeren, der havde en lidt mindre gimbal.
Frontkameraet på 32 megapixel er fuldkommen som før. Det er alt sammen fint, men ikke nyskabende.
Køling!
På et punkt adskiller Asus ROG Phone 9 sig fra normale smartphones: Køling. En kraftig mobilprocessor som Snapdragon 8 Elite producerer en masse spildvarme. I en PC er løsningen at indbygge blæsere, men det lader sig ikke gøre i en slank smartphone. I hvert fald ikke indeni.
Asus har valgt at give mulighed for en ekstern blæser. Blæseren er ekstraudstyr på Pro-udgaven af ROG Phone 9. Mens den medfølger i kassen på luksusudgaven, kaldet ROG Phone 9 Pro Edition.
Køleren kan drives af telefonens batterier, men hvis der games hårdt, skal USB-laderen tilsluttes. Ud over køling giver den også telefonen fysiske trigger-knapper til spil.
Batteri
Batteriet på 5.800 mAh er stort set uændret i forhold til ROG Phone 8, der havde 5.500 mAh. Der kan oplades med op til 65 watt via kabel. Trådløs opladning sker med 15 watt. Begge dele svarer til forgængeren. I disse laderløse tider skal Asus have en særlig ros for at man får en oplader med i kassen!
Benchmarks
Det ville være forkert at sige, at vi er imponerende over kamerasektionen og skærmen på Asus ROG Phone 9. Alt er, som det skal være, men det er småt med forbedringer i forhold til forgængeren. Eller modellen før den, når det kommer til stykket.
Men regnekraften og 3D-grafikken kan der ikke sættes en finger på. ROG Phone 8 tørrede gulv med konkurrenterne i januar, men ROG Phone 9 er endnu mere overbevisende.
Hurtigere end alle andre
I processortesten Geekbench 6 opnår ROG Phone 9 et resultat på 3.110 i single-core-testen. Den splinternye iPhone 16 Pro Max, kan lige akkurat overgå dette, og løber dermed med rekorden. Men på multicore i samme test er ROG Phone 9 hurtigere end alt, vi har testet.
Til gaming handler det dog mere om 3D-grafikydelse end rå, matematisk beregning, og her rydder Asus konkurrenterne af bordet – for derpå at tørre gulv med dem!
I samtlige grafiktests er Asus ROG Phone 9 mellem en femtedel hurtigere og dobbelt så hurtig som alt, vi har testet i 2024. for eksempel også i 3D-testen AnTuTu 10, der ender med en score på 2,9 millioner. De eneste andre mobiler, der kommer bare i nærheden af dette, er Asus ROG Phone 8 (2,1 millioner), Asus Zenfone 11 Ultra (2,1 millioner) og Xiaomi 14T Pro (1,9 millioner).
En enkelt, men markant undtagelse: AI. Kunstig intelligens har været det største teknologiske modeord i 2024, og ROG Phone 9 skulle da også være forsynet med AI-funktioner til forbedring af både lyd og fotos.
Det kommer dog ikke til udtryk i vores AI-tests. Geekbench AI ender med et resultat på 3.012, der er særdeles gennemsnitligt.
Med stor styrke følger stort batteriforbrug. Og batteritesten ender derfor med et mere ydmygt resultat på lige over seks timer. Testen gennemføres med intens kontorsimulation og fuldt blus på skærmen. Så i praksis rækker batteriet til mere end en fuld dags brug.
Konklusion
Hvis hastighed i det hele taget, og særligt hastighed til gaming, er afgørende for dig, så er ROG Phone 9 Pro Edition den mobil, du skal have. På stort set alle felter er den hurtigere end samtlige mobiler på markedet. Og på nogle af områderne er forskellen ret betydelig.
Set i det lys er det rimeligt nok, at ROG Phone 9 Pro Edition også er en af de mest kostbare mobiler på markedet. Den er næsten lige så dyr som Apples topmodeller. Eller sagt på en anden måde: Du kan købe både en ret udmærket PC og en helt fornuftig smartphone for de samme penge!
Nøglen til den flotte ydelse er Snapdragon 8 Elite-processoren, og der vil helt sikkert i løbet af de kommende måneder komme andre mobiler med samme processor, og dermed en lignende ydelse. Og en lignende pris.
Hvad der adskiller ROG Phone 9 Pro Edition fra andre flagskibstelefoner, er gaming-funktionerne i form af air triggers og massiv køling. Tilbehør som den eksterne køler og konsolhåndtaget ROG Tessen udvider også mulighederne.
Har du allerede en ROG Phone 8, vil en opgradering være dyrt betalt. Forgængeren er mindre end et år gammel, og på alle andre områder end ren regnehastighed er det svært at få øje på forskellen mellem de to.