Smartphones er fantastiske, men de fleste er også sarte. Et fald på blot en halv meter kan koste flere tusind kroner i værkstedsregninger for udskiftning af skærm og bagside. Og et regnvejr eller en strandtur kan være endnu dyrere. Løsningen for såvel de meget fummelfingrede som dem med udendørs arbejde kan være de såkaldte toughphones – altså særlig robuste telefoner.
CAT er et velkendt navn, når det gælder toughphones. Et navn, der vækker trygge minder om gule industrimaskiner og robust arbejdstøj. Telefonerne laves dog på licens af britiske Bullitt Group.
CAT S61 er mærkets nyeste topmodel. Den ligner af ydre forgængeren, S60, men rummer så mange opdateringer, at den godt kunne have heddet S70.
Der er tale om en for toughphones ret diskret indpakning (det vil sige, at den ikke er i skriggul plastic). En smal aluminiumramme indrammer en 5,2 tommers Full HD-skærm af Gorilla Glass 5. Android-tasterne i bunden er fysiske, hvilket burde være det mest holdbare. En “antenne” i øverste højre hjørne dækker over en af telefonens specialiteter, det infrarøde kamera. Bagsiden er belagt med riflet gummi, som giver et sikkert greb om telefonen.
Hele telefonen er 1,3 cm tyk – eller omkring dobbelt så tyk som almindelige 5,2 tommers smartphones.
Måler luft, varme og afstand
CAT S61 tager prisen for flest usædvanlige sensorer i en mobil til dato. Ud over de ganske rimelige kameraer på 16 megapixel (hovedkamera) og 8 megapixel (selfie-kamera) er den udstyret med infrarødt kamera, lasertommestok og forureningsmåler!
Det infrarøde FLIR-kamera kan – ud over at være et fremragende partytrick – f.eks. bruges til at fange varmeudslip og kuldebroer i bygninger. Måleområdet er endda udvidet til at spænde fra -20 til +400 grader. Har du brug for et FLIR-kamera på jobbet, er kameraet alene tæt på at være telefonens pris værd.
Det infrarøde kamera blev introduceret på CAT S60, men laserafstandsmåleren er til gengæld helt ny og ikke set på nogen smartphone tidligere. Det er smart, men der er dog nogle begrænsninger.
For det første kan den kun måle med hæderlig præcision op til 80 centimeters afstand. For det andet er målingen hverken kvik eller stabil. Kameraet skal fokusere på den røde laserpointer for at måle afstanden, og det har det svært ved selv ved normal indendørs belysning. Hvem der har brug for at lave afstandsmålinger inden for en armslængde, står hen i det uvisse.
Sidst, men ikke mindst er CAT S61 udstyret med en luftkvalitetsmåler, der måler indholdet af flygtige organiske forbindelser (VOC) i rummet samt temperatur og luftfugtighed. VOC-sensoren kan reagere på mange forskellige stoffer, men malingdampe, tobaksrøg og udstødning fra biler er noget af det. Heldigvis viste målingen, at indeklimaet på kontoret var mellem fremragende og ganske godt. Værre så det ud i trafikken i centrum.
En sensor, der til gengæld mangler, er fingeraftrykslæseren. Det forekommer sært gammeldags, når man er vant til at klare de fleste logins på apps med sin tommelfinger, men da telefonen er beregnet til at kunne betjenes med våde, snavsede fingre, ville en fingeraftrykslæser nok komme til kort.
Den holder vand
Der er vandtæt, vandtæt – og så er der vandtæt! De fleste helt vandtætte telefoner har en IP67-certificering. Det betyder, at de kan tåle at ligge i en halv time på en meters dybde. CAT S61 skulle derudover overholde både IP68 og IP69, hvilket ifølge CAT indebærer, at mobilen kan overleve mindst en time på tre meters dybde – også saltvand. Telefonen er desuden opgivet til at kunne tåle et fald på 1,8 meter – mod betongulv.
Vi har forgæves forsøgt både at drukne og slå S61 i stykker, men uden held. Den virker fortsat, trods et par skrammer i aluminiumrammen.
Fornuftig hardware
Toughphones plejer desværre at halte noget bagefter deres letødelæggelige slægtninge, når det gælder tekniske data. De fleste, som jeg har haft i hænderne, har ærlig talt været teknologisk forældede ved lanceringen. Helt så slemt står det ikke til med CAT S61. Processoren er en ottekerners Snapdragon 630 på 2,2 GHz. Det er en CPU, som man finder i mellemklassetelefoner fra 2017 og første halvdel af 2018. Såsom Asus ZenFone 4 og Sony Xperia XA2.
Der er 4 gigabyte ram og 64 gigabyte lager om bord. Det er fuldt tilstrækkeligt til det meste. Skulle lagerpladsen ikke slå til, kan man udvide med op til 256 gigabyte på et microSD-kort. Dette koster dog den ene SIM-plads.
Skærmen er – omsider – blevet Full HD. Og en ganske hæderlig en af slagsen. Så man kan se sine fotos i ordentlig kvalitet, mens man bladrer på skærmen med mudrede fingre i øsregnvejr.
Benchmarks
Snapdragon 630-processoren er ikke ligefrem den nyeste teknologi, men den leverer en solid hverdagsydelse og er ovenikøbet forholdsvis batteriøkonomisk. I Geekbench klarer den en score på henholdsvis 882 i single-core og 4.216 i multi-core. Det er omkring det halve af ydelsen fra Samsung Galaxy S9+.
AnTuTu 3D-testen sætter ydelsen i perspektiv. 89.590 er henved dobbelt så højt som forgængeren, S60. Men mens den rå CPU-kraft ligger nogenlunde midt i feltet af de telefoner, der er testet med AnTuTu 7-app’en, er hele 85 procent af de testede telefoner hurtigere end CAT S61.
Et punkt, hvor toughphones stikker af fra normale smartphones, er på batterilevetiden. Cat S61 er ingen undtagelse. Batteriet på 4500 milliamperetimer kan holde telefonen i gang i dagevis, når først du er blevet færdig med at lege med FLIR-kamera og lasermåler. I PCMark-batteritesten holdt telefonen ud i over ti timer!
Konklusion
CAT S61 er det mest helstøbte eksempel på en solid, men samtidig brugbar arbejdstelefon, som denne tester har holdt i sine bløde kontorhænder.
Ydelsesmæssigt kan S61 køre alle relevante apps uden problemer. At den ikke giver baghjul til Samsung Galaxy S9+, behøver ikke at være noget problem, da CAT har andre prioriteter. Med sit arsenal af sensorer kan den blive et af de nyttigste stykker værktøj i sjakvognen. Og den robuste udførelse sikrer, at den bliver ved med at fungere. Men det koster!
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer