TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Google Pixel 7 Pro

Googles egen målestok

Pixel 7 Pro er Googles referencetelefon, der viser, hvordan Android 13 skal bruges. Og nu er den i Danmark.

Af / 12/10/2022 - 19:00
Google Pixel 7 Pro

Home mener

  • Stor og lækker premium-telefon med high end-ambitioner. Fantastisk skærm og rigtig gode kameraer.
  • Man kan finde hurtigere telefoner til prisen. De mest innovative AI-features er enten ikke aktiveret endnu, eller er kun tilgængelige på engelsk. Ingen medfølgende oplader.

Google Pixel 7 Pro er en af de telefoner, som vi har været mest ivrige efter at lægge hånd på. Dels fordi det er firmaets topmodel og en officiel referencetelefon for Android 13. Og dels fordi vi i årevis har måttet nøjes med at betragte Googles Pixel-telefoner på afstand. De har nemlig ikke været officielt til salg i Skandinavien. Og det har kun gjort begæret og nysgerrigheden større!

Men nu er ventetiden slut. Ved en global lancering forleden, der blev livetransmitteret til lokale events i en lang række hovedstæder, blev den nyeste generation af Pixel-telefoner præsenteret. Og nu også på det danske marked.

Google Pixel 7 kommer i to udgaver: En standardudgave og en Pro-version. Vi tester her Pixel 7 Pro, der er en velvoksen 6,7-tommers mobil i 20:9-format. Altså ret præcis samme størrelse som konkurrenternes flagskibsmodeller. De fleste specifikationer ligger også på flagskibsniveau, mens prisen er lagt i premiumklassen.

Pixel 7 Pro hand
Pixel 7 Pro har tre bagsidekameraer til henholdsvis normalbilleder, vidvinkel og telefoto. (Foto: Google)

Sort monolit

At designe en moderne smartphone, der skiller sig ud, er stort set umuligt. Medmindre man laver en ren stiløvelse som Nothing Phone (1). Den vej er Google ikke gået med Pixel 7 Pro. Fronten er derfor en stor sort glasmonolit med væg-til-væg-skærm. Ligesom alle andre telefoner i samme klasse. Skærmen holdes fast i en ramme af aluminium (som Google understreger er 100 procent genbrug). Frontkameraet sidder i en cirkelrund udstansning i OLED-skærmen. Vi havde forud for lanceringen hørt rygter om, at kameraet måske ville være placeret bag skærmen. Men det blev altså et normalt kamerahul.

Bagsiden er faktisk rigtig elegant. Det meste af den er dækket af glas, men brydes af en vandret aluminiumsstribe, hvori kameraerne er monteret. På Pro-modellen er der tre: Et 50 Mp vidvinkelkamera, et 12 Mp supervidvinkel og en 48 Mp teleoptik med 5x optisk zoom. Da teleoptikken har en betragtelig længde, er den vinklet 90 grader og placeret i et lille ‘periskop’ inde i kabinettet. En teknik, som vi også har mødt på Huawei P30 Pro. Glasset på begge sider er naturligvis Gorilla Glass Victus, der er det stærkeste skærmglas lige nu.

Annonce
b_Pixel 7 Pro - Back w_Pixel 7 Pro - Back Flat g_Pixel 7 Pro - Back w_Pixel 7 Pro - Front Flat b_Pixel 7 Pro - FrontTitl
<
>
Pixel Pro 7 fås i farverne Obsidian, Snow og Hazel. (Foto: Google)

Tæt, tættere, tættest – allertættest

Noget, der adskiller mange high end-mobiler fra deres små premium-søskende, er teleoptikken. I den pæne mellemklasse må man oftest nøjes med et standardkamera og en digital zoom. Men ikke i Pixel 7 Pro, der har en dedikeret teleoptik med ægte 5x optisk forstørrelse. Det giver mulighed for at zoome virkelig langt ind på motivet, uden at billedet bliver pixeleret, fordi man mister opløsning. Og da billedsensoren bag telezoomen ydermere har 48 Mp opløsning, kan man udvide rækkevidden voldsomt. Pixel 7 Pro giver mulighed for 30x kombineret optisk og digital zoom ved en opløsning, der svarer til 8 Mp. Førnævnte Huawei P30 Pro klarer 50x zoom, men så reduceres opløsningen til 0,8 Mp.

aarhus ø 1 aarhus ø 2 aarhus ø 3 aarhus ø 4
<
>
Pixel 7 Pro har en supervidvinkel, en normaloptik og en tele med 5x optisk zoom. Plus digital zoom oven i. Selv på 30x bliver billederne brugbare. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Pixel 7 Pro har desuden en funktion, som Google kalder Super Res Zoom, der bruger kunstig intelligens til at opskalere billedet ved store forstørrelser.

I den modsatte ende af skalaen kan Pixel 7 Pro i makrotilstand fokusere på objekter ned til tre centimeters afstand. Det giver mulighed for rigtig gode makrofotos. Skiftet mellem normalfokus og makro sker automatisk. Det samme gør valg af natoptagelser, kaldet Mørkelinse.

nat selfie makro1 makro3
<
>
Natfoto-tilstanden giver skarpe billeder, hvor der stadig er detaljer i de mørke områder. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Levende, farverige billeder

Og jeg må sige, at Pixel 7 Pro er en rigtig god kameratelefon. Det gælder både makroskud og lange zoomskud, der er glimrende. Men det gælder navnlig på normaldistancen og ved brede vidvinkelskud, hvor man får skarpe billeder med virkelig levende, dybe farver. Billedstabiliseringen ved mørkeskud er ikke helt så ekstremt skarp som med Asus Zenfone 9, der koster det samme. Men det er tæt på. Og arsenalet af linser og skudmuligheder er så meget større hos Pixel 7 Pro.

Pixel 7 Pro er baseret på Googles egen nyudviklede G2-processor, som skulle være optimeret til kunstig intelligens. Og telefonen er proppet med automatiske funktioner – hvoraf nogle er rigtig smarte.

På fotosiden har man funktioner som Fjern sløring og Magisk viskelæder. Førstnævnte kan bringe uskarpe motiver i fokus, og har du et næsten-godt billede, hvor ansigtet ikke er helt skarpt, kan resultatet blive rigtig flot.

Magisk viskelæder svarer næsten til sit navn. Når man vælger funktionen, udpeger den kunstige intelligens forslag til objekter, der kan fjernes. Og det er vel at mærke relevante forslag. Hvis ikke AI’en gætter rigtigt, kan man med fingeren indramme de dele, man selv ønsker at slippe for at se på.

Viskelæderet virker rigtig godt, men er trods alt ikke magisk. Elledninger på en baggrund af blå himmel forsvinder sporløst, men større objekter foran en mere kompliceret baggrund efterlader sig udtværede spor, der er lige så forstyrrende som det, der blev fjernet. Præcis ligesom dengang, man første gang prøvede at bruge stempelfunktionen i Photoshop.

magi1 magi2
<
>
Det magiske viskelæder er næsten magisk. Men når baggrunden er mønstret, må AI'en give op. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

AI-billedredigeringen virker ikke kun på billeder, der er taget med Pixel 7 Pro. Gamle billeder, der er lagret på Google Images, kan også friskes op.

Solid hardware

Google har valgt at udvikle sin egen mobilprocessor, og den er nu nået til anden generation, kaldet Tensor G2 – ikke at forveksle med M2-processoren, der sidder i Apple MacBook Air. Det er en ARM-processor med otte kerner og særligt fokus på kunstig intelligens. Ved at bruge deres egen processor har Google dog også gjort det svært umiddelbart at sammenligne specifikationerne med konkurrenterne.

Google fremhæver selv i sine præsentationer, at Pixel 7 Pro er den hurtigste Pixel-telefon til dato. Et løfte, som er indlysende nemt at holde. Det ser dog ud til, at regnekraften i praksis svarer nogenlunde til Snapdragon 8 Gen 1 – altså den næsthurtigste Snapdragon-processor i skrivende stund.

Pixel 7 Pro er udstyret med 12 GB RAM og enten 128 GB eller 256 GB lager. Det placerer den på lige fod med de fleste flagskibsmobiler anno 2022.

lys1 lys2 lys4 lys3
<
>
Der er smæk på farverne og god kontast mellem lys og skygge. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Skærmen på 6,7 tommer har en opløsning på QHD+ (3120 x 1440 pixels) og en variabel opdateringsfrekvens på op til 120 Hz. Den leverer op til 1000 nit lysstyrke ved HDR (og 1500 nit i spidserne), så den burde være læselig selv på en klar sommerdag. Det her er sandsynligvis en af de bedste mobilskærme lige nu, og det er en fornøjelse at se og redigere fotos på den.

Batteriet er specificeret til mindst 4.926 mAh – og typisk 5.000 mAh. Den kan lynoplades med 30 W. Men man kigger forgæves efter en oplader i æsken. Der medfølger kun et USB-kabel. Det er i vores optik lidt nærigt. Men man kan på den anden side opleve samme nærighed hos Apple og Samsung – til en langt højere pris. Til gengæld er det et plus, at man også kan oplade Pixel 7 Pro trådløst.

Benchmarks

Benchmark-afsnittet er noget kortere end vanligt. Det skyldes, at de fleste af vores måleprogrammer endnu ikke er kommet i en udgave, der understøtter Android 13.

Af den generelle ydelsestest Passmark Performance fremgår det dog, at Tensor M2-processoren er hurtig, men ikke helt så hurtig som Snapdragon 8+ Gen 1, der sidder i sensommerens Android-topmobiler. Passmark-testen opnår et resultat på 15.614 (Zenfone 9 opnår til sammenligning 18.688).

Den samme tendens viser den grafiktunge test AnTuTu 9. Her opnår Pixel 7 Pro et resultat på 751.937, hvilket placerer den i den bedste ende af dagens telefoner. Foran for eksempel OnePlus 10 Pro, men efter Asus Zenfone 9.

På grund af mangel på benchmark-apps kunne vi heller ikke udføre en standardiseret batteritest. Men det virker umiddelbart sandsynligt, at de af Google lovede ’24 timers batteritid’ vil kunne oversættes til en ydelse, der matcher de fleste telefoner i samme (top)klasse.

Pixel 7 Pro restaurant
(Foto: Google)

Konklusion

Google Pixel 7 Pro er den første Pixel-telefon, vi har haft lejlighed til at lægge hånd på. Men det har været ventetiden værd. Takket være en temmelig aggressiv prissætning af en rigtig fremragende telefon burde der være basis for, at Google kan tilkæmpe sig en del af den skandinaviske mobilkage. Især skærmen og de tre gode kameraer skiller Pixel 7 Pro ud fra de fleste konkurrenter til prisen. Faktisk er OnePlus 10 Pro den eneste konkurrent, der er tæt på at kunne konkurrere på ydelse til prisen. Og en lidt bedre teleoptik og en stribe (kunstigt) begavede AI-funktioner tipper vægtskålen i Pixels favør. Google har med de nyeste Pixel-enheder lagt sig i Apples kølvand, men det er næppe sandsynligt, at Apple-fans af den grund vil vælge Pixel 7 Pro i stedet for iPhone 14 Pro Max. Hvilket er en skam, da man får en sammenlignelig kvalitet – men til den halve pris.

Karakter
Google Pixel 7 Pro
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

4 kommentarer til “Google Pixel 7 Pro”

  1. Ikke meget der står om de indbyggede højtalere og opladning tiden.. sjovt der skal altid bruges en masse skriver om kameraet men ikke sådan noget som lyden i højttalerne 🙁

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke