Finske Nokias mobilforretning blev i 2016 solgt til finske HMD Global, som genoplivede det gamle mobil-brand og introducerede verden til Android-baserede Nokia-smartphones. Det blev aldrig en bragende succes, nok mest på grund af et trængt mobilmarked domineret af producenter som Apple, Samsung, Huawei og OnePlus, hvorfor de sidste år meldte ud, at det nu skulle være slut med Nokia-smartphones fra deres hånd. I stedet ville HMD nu producere Android-telefoner i eget navn, hvor vi her lige har haft den første til test.
Navnet er HMD Pulse Pro, og på overfladen ligner den meget de tidligere Nokia-telefoner, og den lader da også til at appellere til nogenlunde samme målgruppe. Her er tale om en smartphone, der er god til prisen og på papiret kan sætte hak ved de vigtigste funktioner. Men kan en telefon blive for billig? Og er du måske bedre tjent med at ofre lidt ekstra og investere i en dyrere mobil? Lad os tage et kig på den.
Nydeligt design
På overfladen ser det hele pænt og velkendt ud. Den slanke mobil måler 163 x 75 x 8,6 mm og vejer 196 gram. Forsiden prydes af en 6,56 tommer stor IPS LCD-skærm med en lidt skuffende opløsning på 1.612 x 720 pixel, en opdateringshastighed på 90 Hz og en lysstyrke på maksimalt 600 nit.
På bagsiden finder vi mobiltelefonens to kameraer. Hovedkameraet på 50 megapixel og et dybdekamera på 2 megapixel. På forsiden sidder et selfiekamera på 50 megapixel. Producenten af linserne er ukendt.
Den finske smartphone fås i tre moderigtige farver, grøn (som vores testeksemplar), lilla og sort. Bagsiden er af glas, og telefonen hævdes at være støv- og stænksikker – der nævnes dog ikke noget om certificeringer.
Den indbyggede lagerplads er på ikke så prangende 128 gigabyte, men dette kan udvides med yderligere 256 gigabyte via den indbyggede micro-SD-port. Fingeraftrykslæseren er placeret i on/off-knappen i højre side, og i bunden finder vi noget, som er forvist fra konkurrenternes langt dyrere modeller – en gammeldaws hovedtelefonudgang .
Middelmådig og langsom
Som nævnt i indledningen sætter jeg spørgsmålstegn ved, hvor meget smartphone man kan få for 1.500 kroner. Svaret er knap så ligetil. For på papiret ser det hele ret godt ud, men realiteten er en anden, og jeg er ikke synderligt imponeret over HMD Pulse Pro. Ydelsen er ikke prangende, hvilket nok primært skyldes Unisoc T606-processoren parret med 6 gigabyte RAM. Telefonen føles gennemgående langsom, og man fornemmer konstant millisekunders forsinkelse, hvad enten man bladrer i menuerne eller browser internettet. Især skift mellem kameraets optagetilstande kan sætte grå hår i hovedet. Hastighedsproblematikken går igen i de trådløse forbindelser, hvor vi må nøjes med 4G og altså ikke har adgang til det noget hurtigere 5G-netværk.
Også kameraerne lader til at være påvirket af det gennemsnitlige chipsæt, selv om det også blot kunne være et udtryk for kvaliteten af de indbyggede linser. HMD praler ganske vist af 50 megapixel i både hoved- og selfiekamera, men det er ikke noget, der imponerer synderligt i praksis. Farverne er til den overstyrede eller matte side, og billederne fremstår grynede med manglende skarphed – et godt bevis på, at opløsning ikke er alt. Dertil er mobilen alt for langsom til at fokusere, hvilket ofte resulterer i slørede og ubrugelige billeder. Vi får reelt kun ét kamera på bagsiden, og prisen taget i betragtning er det egentlig o.k. Desværre er den ekstra dybdesensor heller ikke noget at skrive hjem om. Jovist, med en nogenlunde rolig hånd kan den under optimale forhold give et brugbart resultat, men hold op, hvor skal man ruste sig med megen tålmodighed.
Også skærmen fortjener en opsang. Som tidligere nævnt er her tale om en IPS LCD-skærm. I denne prisklasse kan man godt argumentere for, at det er alt rigeligt og rimeligt, men jeg er alligevel lidt skuffet. Ser man ikke på den direkte forfra, bliver den grundet dårlige betragtningsvinkler mørk og utydelig, og det eneste positive jeg kan sige om den lave opløsning er, at det betyder et lavt strømforbrug, så mobilen med det store batteri på 5.000 mAh kan holde sig kørende i op til tre dage – det er faktisk lidt imponerende.
Konklusion
HMD Global fik ikke den store succes med Nokia-smartphones på licens, og skal jeg vurdere ud fra deres første udspil i eget navn, bliver det nok også lidt op ad bakke. På papiret ser det ellers ret godt ud. En stor skærm, stort batteri og 50 megapixel-kamera.
Desværre føles mobilen ret langsom, skærmen skuffer, og kameraet tager middelmådige billeder. Men hvis dit budget max’er ud på 1.500 kroner, er det måske alligevel o.k. Der er grænser for, hvad man kan få, og er du på udkig efter en billig mobil til sønnen/datteren eller bare en ekstra til bilen i tilfælde af en nødsituation, så går det nok an, at det ikke er den hurtigste og skarpeste kameramobil på markedet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer