TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Honor 200 Pro

Bedre end andre mobiler i samme prisklasse

Honor 200 Pro kan blive en vigtig brik i den kinesiske producents comeback til det skandinaviske marked.

Af / 12/08/2024 - 08:29
Honor 200 Pro

Home mener

  • Kameraets lækre Harcourt-portrætfunktion samt 50 megapixel selfie-kamera. Skærmbilledet er skarpt og ekstremt lysstærkt. God ydelse og kæmpe indbygget lager til prisen, og stort 5.200 mAh batteri understøtter både 100 W lynopladning og 66 W trådløs opladning.
  • Ingen Gorilla Glass-beskyttelse og “kun” IP65-certificeret. Kurvet skærm med tendens til blåstik vil ikke falde i alles smag, og kameraet har ikke den bedste digitale zoomfunktion. MagicOS-brugerfladen er fyldt med så mange Honor-apps, at det minder om bloatware.

Kinesiske Honor er på vej tilbage på det skandinaviske marked. I Danmark og Sverige sælges firmaets smartphones pt. af mindre parallelimportører, men Honor er i fuld gang med at åbne et officielt kontor i Norge, hvor Power-kæden er blevet den første officielle distributionspartner. Og i løbet af andet halvår 2024 skulle den nødvendige organisation og infrastruktur – bl.a. kundeservice – også være på plads i Danmark og Sverige.

Brandet ”Honor” blev lanceret af Huawei for godt ti år siden, og i 2019 solgte Huawei næsten 70 millioner Honor-mobiler på verdensplan. Da den amerikanske boykot ramte Huawei som en bredside samme år, blev Honor udskilt i et selvstændigt firma og solgt til et konsortium af kinesiske virksomheder. Fra november 2020 har Honor været et uafhængigt firma med en stor international tilstedeværelse. Også i Europa, hvor Honor bl.a. har en stærk markedsposition i lande som Finland og Tyskland.

Honor 200 Pro, som er den tredje mobil efter Honor Magic6 Pro og Magic6 Lite, vi tester i år, blev lanceret i midten af juni i Paris. I modsætning til de to foregående modeller, der begge blev lanceret i vinter, er der altså tale om en aktuel model. Den befinder sig i samme prisklasse som Motorola Edge 50 Pro og OnePlus 12R, så der er tale om en smartphone i den øvre mellemklasse, mens man for blot 1.000 kroner mere kan købe en topmodel som Samsung Galaxy S24.

Med andre ord er der tale om en prisklasse, hvor Honor ikke har kunnet undgå at indgå et kompromis eller to, selvom Honor 200 Pro helt klart skal appellere til dem, der gerne vil have en flagskibsoplevelse uden at betale spidsen af en jetjager. Heldigvis har Honor truffet nogle fornuftige beslutninger, da det skulle afgøres, hvor man skulle spare for at holde prisen nede.

Honor 200 Pro
Bagsiden er fremstillet i hård plast uden at være beskyttet af Gorilla Glass eller andre former for glaslegeringer. (Foto: Peter Gotschalk)

Udseende og konstruktion

Mobilen fås i tre farver; blågrøn, hvid og sort, hvoraf vi heldigvis har fået udleveret den hvide model, som er virkelig elegant med en mat finish på bagsiden.

Annonce

Bagsiden er fremstillet af hård plast uden at være beskyttet af Gorilla Glass eller andre former for glaslegeringer, og mobilen er da heller ikke vandtæt, men blot IP65-certificeret, hvilket betyder, at den er beskyttet mod vandstænk, men ikke kan tåle at blive tabt i toilettet.

Honor 200 Pro
Hvor mange andre smartphone-producenter efterhånden bevæger sig væk fra kurvede skærme holder Honor fast i konceptet. (Foto: Peter Gotschalk)

Dog virker Honor 200 Pro ikke billig eller skrøbelig. Mobilen er ret slank og føles med sine 199 gram også let, men selvom der altså er blevet sparet lidt på materialerne virker byggekvaliteten stadig solid.

Skærm og lyd

Hvor mange andre smartphone-producenter efterhånden bevæger sig væk fra kurvede skærme holder Honor fast i konceptet med 200 Pro. Det vil i praksis sige, at skærmen på den lange led har en lille krumning tættest på kanten. Det gør mobilen lidt mere behagelig at holde i hånden, men det gør også touch-betjeningen besværlig, hvis man skal ramme noget helt ude i kanten af skærmbilledet, og derudover reduceres det aktive skærmareal en smule. Vi er ikke fans, men det er nok smag og behag, hvad man foretrækker.

Skærmopløsningen er FHD+ (2.700 x 1.224 pixel), og derudover har den flotte OLED-skærm dynamisk opdateringshastighed (1-120 Hz) samt HDR og en maksimal lysstyrke på 4.000 nit.

Honor 200 Pro
Skærmopløsningen er FHD+ (2.700 x 1.224 pixel), og derudover har den flotte OLED-skærm dynamisk opdateringshastighed (1-120 Hz) samt HDR og en maksimal lysstyrke på 4.000 nit. (Foto: Peter Gotschalk)

Sammenligner man imidlertid Honor 200 Pro side om side med f.eks. iPhone 15 Pro lægger man hurtigt mærke til, at skærmbilledet på den kinesiske mobil har et blåligt skær. Der er ikke tale om decideret blåstik, og man kan da også manuelt justere både farvetilstand og farvetemperatur, men selv ved den “varmeste” indstilling virker skærmbilledet på Honor 200 Pro mere “køligt” end på iPhone. Det er et spørgsmål om smag og behag, om man foretrækker iPhones lidt mere naturlige farvegengivelse, men det er nok de færreste, der vil fravælge Honor 200 Pro alene af den grund.

Til gengæld byder den kinesiske mobil på ganske saftig og høj lyd fra de indbyggede små højttalere, uden at det går ud over kvaliteten. Lækkert, når man ser video eller spiller spil uden hovedtelefoner.

Honor 200 Pro
”Magic Capsule” er nærmest er en kopi af Apples ”Dynamic Island” fra iOS. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

Honor 200 Pro er udstyret med et tredobbelt kamera udstyret med et 50 megapixel hovedobjektiv (f/1.9), et 50 megapixel teleobjektiv, der giver 2,5x optisk zoom, samt et 12 megapixel ultravidvinkelobjektiv. På forsiden er der et 50-megapixelkamera parret med et 2D-dybdekamera i en central pilleformet udskæring øverst på skærmen.

Honor 200 Pro
Honor 200 Pro er udstyret med et tredobbelt kamera bestående af et 50 megapixel hovedobjektiv (f/1.9), et 50 megapixel teleobjektiv, der giver 2,5x optisk zoom, samt et 12 megapixel ultravidvinkelobjektiv. (Foto: Peter Gotschalk)

Honor markedsfører 200 Pro som en kameramobil, der skal være specielt god til portrætfotografi, hvilket selfie-kameraet på 50 megapixel da også er et udtryk for. Den kinesiske producent har desuden indgået et samarbejde med et fransk fotostudio ved navn Harcourt, som er særligt kendte for deres sort-hvide portrætfotos af kendte stjerner som Roger Federer og Dronning Rania af Jordan. Studio Harcourt har hjulpet Honor med at udvikle et sæt portrætfiltre, som hjælper brugeren med at efterligne den ikoniske Harcourt-stil, hvor fotografen kommer meget tæt på den portrætterede, som ofte nærmest omkranses af en glorie af lys.

Det har vi selvfølgelig afprøvet, og resultaterne er faktisk ikke så ringe endda. Der er reelt tale om filtre, der bruger AI til at give hvert billede det ønskede Harcourt-look, men hånd i hånd med den højtopløste telelinse og den gode optiske zoom skaber Harcourt-indstillingerne rigtig flotte portrætbilleder, uden man behøver at gøre andet end at vælge sit filter og trykke på udløserknappen.

Honor200pro_harcourt1 Honor200pro_harcourt2
<
>
Portrætbilleder taget med to Harcourt-filtre - hhv. Dynamisk og Klassisk. Billederne fremhæver motivets kontraster, især lys og skygge, og resultatet udstråler dybde og liv. (Foto: Peter Gotschalk)

I øvrigt er kameraet hæderligt uden at være fantastisk. Forsøger man at bruge digital zoom til at komme tættere på sit motiv end det er muligt med de 2,5x optisk zoom, bliver resultatet halvdårligt. Men kameraet håndterer vanskelige lysforhold uden alt for store problemer, og gode skarpe makrobilleder kan det også levere.

Honor har også udstyret kameraet med diverse AI-funktioner, herunder ”Tag billeder automatisk”, som ved hjælp af bevægelsesregistrering automatisk tager billeder, f.eks. når en person hopper eller bevæger sig. Den funktioner passer perfekt til sportskampe og lignende, og det virker glimrende.

Ydelse

Der sidder samme Snapdragon 8s Gen 3-processor i Honor 200 Pro, som vi kender fra den foldbare Motorola Razr 50 Ultra. Det er en nedskaleret udgave af Snapdragon 8 Gen 3, som ydelsesmæssigt ligger tættere på Snapdragon 8 Gen 2, selv om den tilhører nyeste generation og derfor også er bedre rustet til nutidens AI-opgaver.

Som nævnt indledningsvis ligger Honor 200 Pro prismæssigt tæt på OnePlus 12R og Motorola Edge 50 Pro, hvoraf førstnævnte er baseret på sidste års Snapdragon 8 Gen 2 og sidstnævnte på Snapdragon 7 Gen 3, og dermed har Honor stadig et forspring rent ydelsesmæssigt i forhold til konkurrenterne, selvom den altså må undvære den helt hurtige Snapdragon 8 Gen 3. Det viser vores benchmark-tests også. Her præsterer Honor 200 Pro lige så godt eller bedre end de førnævnte mobiler, og i daglig brug er der heller ingen slinger i valsen. Den leveres også med hele 512 gigabyte indbygget lagerplads, hvilket er i den absolut høje ende – og praktisk for dem, der tager mange billeder.

Kun batteritiden skuffer en smule, specielt taget i betragtning, at Honor 200 Pro leveres med imponerende 5.200 mAh. Heldigvis kan mobilen lades op med op til 100 W, ligesom den også understøtter trådløs opladning med op til 66 W.

honor200pro_1xzoom honor200pro_2_5xzoom honor200pro_5xzoom honor200pro_10xzoom
<
>
Motivet er fotograferet med henholdsvis vidvinkellinsen uden zoom samt med telelinsen med hhv. 2,5 optisk zoom, 5x digital zoom og 10x digital zoom. Det er tydeligt, at kameraet kæmper med skarphed og fokus, når det løber tør for optisk zoom. (Foto: Peter Gotschalk)

Præstationen er med andre ord godkendt. Det er Honors MagicOS-brugerflade og -features, der får 200 Pro til at adskille sig fra de fleste andre smartphones på markedet.

Funktioner

Det er lidt ligesom med den kurvede skærm. Smag og behag er forskellig fra person til person, og hvis du tidligere var glad for din Huawei-mobil og den daværende EMUI-brugerflade, vil du hurtigt føle dig hjemme i MagicOS.

For andre vil Honors brugerflade kræve lidt tilvænning, da den på væsentlige punkter adskiller sig fra Android-standarden. F.eks. findes alle apps på mobilens startskærm, hvor du på de fleste andre Android-mobiler i stedet skal swipe opad fra skærmens bund for at åbne den fuldstændige app-bibliotek.

MagicOS byder også på flere iPhone-lignende funktioner. Som f.eks. ”Magic Capsule”, der er lig med førnævnte pilleformede udskæring i skærmen og nærmest er en kopi af Apples ”Dynamic Island” fra iOS. Altså den lille sorte boble i toppen af iPhone-skærmen, som for et par år siden erstattede den såkaldte notch på iPhone Pro-modellerne og kollapser og ekspanderer for at vise notifikationer, aktiviteter og andet, som du ikke behøver at have fuldskærmsvisning for at følge. Sådan virker ”Magic Capsule” også – den kan bl.a. vise musikafspilning eller nedtælling – men app-understøttelsen og dermed anvendeligheden er endnu ret begrænset.

Honors brugerflade er også præget af mange af firmaets egne apps – onde tunger vil påstå, at der er så mange af dem, at det minder om bloatware – ligesom Honor også har sin egen app-butik installeret på mobilen som alternativ til Google Play.

Honor200pro selfie
Selvportræt taget uden filter. 50 megapixel-linsen og dybdemåleren viser nådesløse resultater. (Foto: Peter Gotschalk)

Omvendt byder MagicOS også på adskillige egne funktioner, der selvfølgelig allesammen hedder noget med ”Magic”, som f.eks. ”Magic Text”, der lader brugeren markere og udtrække tekst fra billeder (ikke specielt revolutionerende), eller ”Magic Portal”, der lader dig trække og slippe billeder fra f.eks. sociale medier til andre apps (f.eks. e-mail), hvilket er lidt mere revolutionerende.

Konklusion

Honor 200 Pro er en fremragende smartphone til prisen fra den kinesiske producent. Den er særdeles velegnet til et skandinavisk marked, hvor vi gerne betaler lidt ekstra for en god skærm og et godt kamera, og mange tidligere Huawei-brugere vil også føle sig godt tilpas med den kinesiske mobil.

Kameraet er alsidigt, og de særlige Harcourt-portrætfunktioner virker efter hensigten. Der er også plads til rigeligt med billeder på mobilen, der leveres med imponerende 512 gigabyte indbygget lagerplads. Skærmen er skarp og lysstærk, og ydelsen er godkendt til prisen.

Nuvel, mobilen kan føles lidt plasticagtig, og kameraets zoom-funktion er ikke den bedste på længere afstande. Og så skal man helst ikke tabe Honor 200 Pro i toilettet. Alt i alt har Honor dog truffet fornuftige beslutninger i forhold til, hvor der kunne spares for at holde prisen nede, og 200 Pro er helt sikkert et bedre køb end andre smartphones i samme prisklasse.

Karakter
Honor 200 Pro
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke