Hver gang en computer opdateres, handler det stort set kun om én ting: En lidt hurtigere processor. Sådan er det tilsyneladende også med den nye 2022-model af iPad Pro, og ser man på specifikationerne, er det ikke nemt at se andre forbedringer.
Men de findes, og det er ikke kun på detaljeniveau.
Den mest åbenlyse forbedring er processoren: Apples seneste 5 nm M2-processor, stadig med 8-core CPU, men nu med 10-core GPU og op til 35 procent bedre grafikydelse.
Forbedret ydeevne i processorens Media Engine og flere grafikkerner betyder også, at iPad Pro nu kan bruges til langt mere krævende billed- og videoredigering, såsom 4K-indhold, også i Apple ProRes med Dolby Atmos-lyd. For Pro-modeller med minimum 256 GB, vel at mærke.
Der er kun én hage ved det, Apple ProRes ser ikke ud til at være understøttet i iPad’ens kamera-app. Man skal i hvert fald foreløbig bruge en tredjeparts-app, såsom den meget anvendelige Filmic Pro, for at udnytte iPad’ens mulighed for at redigere Apple ProRes-optagelser.
BlackMagic Designs DaVinci Resolve er en anden app – som snart vil kunne fås til iPad – som også understøtter ProRes.
Flyvende Apple Pencil
Så indtil da er det ydelsen, som er i fokus. For stort set alt andet er som 2021-modellen. iPad Pro fås stadig i to størrelser, 11 og 12,9 tommer. Med mini LED-skærm, der understøtter ProMotion, variabel opdateringshastighed fra 24 til 120 Hz og udvidet P3-farverum.
Skærmen er meget skarp med over 10.000 mini-LED’er, fordelt på 2.596 zoner på skærmens overflade, og en maksimal lysstyrke på 1600 nit.
Det eneste nye her er en smart løsning til Apple Pencil 2, som jeg troede var en gimmick. I stedet viste det sig at være meget mere brugbart, end jeg havde forestillet mig.
På 2022-modellen af iPad Pro behøver du kun at føre pennen hen til skærmen. Inden for 12 mm fra skærmen registrerer iPad’en, at en Apple Pencil er i nærheden, og så reagerer de fleste apps med en forhåndsvisning af indstillingen, når pennespidsen kommer tæt på. Fanerne kan åbnes, når pennespidsen er tæt på, og lukkes, når pennen trækkes væk, og så videre.
iPad med iPadOS 16 har også understøttelse af Stage Manager, hvilket gør multitasking lidt nemmere. Nu kan man endelig have flere apps åbne på samme tid, og se dem i en række faner på siden af den aktive app. Du kan også skifte mellem apps ved at sætte den aktive øverst og den inaktive i baggrunden. iPadOS 16 på iPad Pro understøtter desuden en ekstern 6K-skærm, tilsluttet iPad via USB-C.
Ydelsestest
I de fleste apps bemærker man knap nok, at M2-processoren er hurtigere end sin forgænger med M1-processor. I så fald skal du bruge nogle af de mere krævende apps, såsom Capture One, Adobe Photoshop, Affinity eller Pixelmator. Altså apps til kreative brugere, der bl.a. beskæftiger sig med billed- og videoredigering.
Hvis du vil have en iPad til surfing, film og tv-serier, er en iPad Air et bedre valg. Men så får du ikke ydeevne i laptopklassen.
I vores test med Geekbench 5 viser det sig, at 2022-modellen er lidt hurtigere. I single-core-testen er forskellen ikke stor i forhold til 2021-modellen, men i multi-core-testen scorer den nye Pro-model 8.482 point og 33.231 i Compute-testen. Det er i hvert fald en forbedring på papiret, men hvordan ser det ud i praksis?
Start af apps som Capture One og Photoshop går ikke hurtigere end før, men opgaver som tilføjelse af filtre og lagring opleves som hurtigere. At sætte 4K-optagelser sammen går lige så let som før, men tilføjelser og lagring af ændringer er mere problemfri, og iPad’en afspiller 4K-optagelserne bagefter uden nogen synlige artefakter eller lag.
Hvad med kameraerne?
De har ikke ændret sig – det er de samme 12 megapixel-kameraer på bagsiden og fronten. Det ene bagkamera er et vidvinkelkamera med 2x zoom, og det andet et ultravidvinkelkamera. Ved siden af det en blitz og Apples Lidar-scanner, der kan bruges til at vise objekter i AR – augmented reality – på skærmen. Det kan for eksempel være en fremvisning af et møbel i AR, som viser, hvordan det vil se ud i stuen.
iPad Pro eller MacBook Pro?
Står du over for valget mellem en ny iPad Pro eller en MacBook Pro, er der nogle helt åbenlyse forskelle, som betyder meget for, hvad du kan bruge dem til. iPad’ens touchskærm og pencil giver muligheder, der ikke er tilgængelige på en laptop som MacBook Pro.
Tablet’en kan udvides med tilbehør som et almindeligt tastatur eller et med pegefelt. Et såkaldt Magic Keyboard. Så ligner iPad’en næsten en MacBook, kun med færre forbindelser. Nemlig kun én: USB-C med Thunderbolt 4. Hvilket er mere end hurtigt nok, men det betyder, at man ikke kan lade op, når de 9-10 timers batterilevetid er ved at være slut, medmindre man afbryder andre enheder.
iPad’en mangler også den kortlæser og HDMI-udgang, som findes på en nyere MacBook Pro.
Men man skal ikke glemme, at med den samme M2-processor og integreret hukommelse med 50 procent hurtigere hukommelseshastighed (op til 16 GB på en iPad Pro med mere end 512 GB), vil forskellen i ydeevne i praksis ikke være stor.
En bonus ved iPad Pro er kombinationen af Wi-Fi 6 og 5G. Dermed kombinerer du hurtigt Wi-Fi-adgang med adgang til 5G-netværket, og så kan du være tilsluttet hvor som helst.
Konklusion
Det største minus med 2022-modellerne af iPad Pro er den voldsomme prisstigning. Det har gjort en fuldt udstyret iPad Pro 12.9 med 2 TB lagerplads og 5G dyrere end en MacBook Pro med 14-tommer retinaskærm og 2 TB lagerplads. Og det er før, du har købt tastatur til iPad’en. Alligevel kan det ikke benægtes, at 2022-udgaven af iPad Pro på 12,9 tommer er et formidabelt værktøj for kreative fagfolk, der har brug for et kraftcenter i et praktisk format.
Apple iPad Pro 12,9″ (2021)
En vild tablet til den helt store tegnebog
Apples M1-processor har gjort monsteret iPad Pro endnu mere monstrøst.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer