Udefra kan det se ud, som om iPhone 13 Pro ikke er den store opdatering i forhold til forgængeren 12 Pro. Men hvis man ser nøjere efter, åbenbarer der sig nogle tydelige forskelle. Til det bedre.
Som altid er ydelsen forbedret, når der kommer en ny generation af iPhone. Det er aldrig virkelig store eller revolutionerende forbedringer, selv om det kan virke sådan, når man læser om nye iPhone-telefoner visse steder. Men denne gang har Apple – endelig – fikset et par ting, vi har savnet, men også udeladt nogle ting, vi stadig savner.
Formfaktoren er ikke ændret. Det kantede design, som man enten elsker eller hader, er genbrugt. Udstansningen til selfie-kameraet øverst på skærmen er blevet lidt mindre, men vægten er øget, og 13 Pro er 1,5 mm tykkere end 12 Pro.
Knapperne på siderne samt SIM-kortpladsen er flyttet lidt længere ned, men den umiddelbart mest synlige forskel finder vi på bagsiden: Ligesom 12 Pro har også 13 Pro tre kameraer, men her er de mærkbart større.
Nye kameraer
Mens mange mobilkameraer i dag lanceres med 26 eller 40 megapixel opløsning, holder Apple stædigt fast i, at 12 megapixel er nok. Her er alle fire kameraer på 12 megapixel, men billedfladen på billedsensorerne er øget, og det samme er pixelstørrelsen.
Her er de 1,9 µm mod 1,4 µm på 12 Pro, og Apple hævder, at den nye 26 mm vidvinkel med marginalt bedre lysstyrke på f/1.5 fanger dobbelt så meget lys som før. 26 mm kameraet har også billedstabilisering, også på video.
Den endnu bredere ultravidvinkel på 13 mm er også mere lysstærk med blænde f/1.8 mod f/2.4, og teleobjektivet er skruet op fra 56 til 77 mm f/2.8, med 3x zoom og billedstabilisering oveni.
77 mm er en langt mere anvendelig brændvidde, når vi taler om tele. Bl.a. til portrætter, som det skulle vise sig, at 13 Pro faktisk er fantastisk god til.
I modsætning til 12 Pro og 12 Pro Max har 13 Pro og 13 Pro Max endelig fået identiske kameraer. Med andre ord er bedre kameraer ikke længere et argument for at vælge den større 13 Pro Max med 6,7 tommers skærm.
Photographic Styles
Frontkameraet, som Apple kalder True Depth-kamera, og som har Face ID-login og validering, er som nævnt også på 12 megapixel. Det understøtter 60 fps Dolby Vision, 4K video med HDR (High Dynamic Range, som udvider billeddynamikken) og den nye funktion Photographic Styles (fotostilarter).
Den finder man under den pilemærkede fane øverst på skærmen, når kameraet er tændt. Tryk på den, og scroll hen til det fjerde symbol i rækken. Her kan man ud over standardindstilling også vælge at øge kontrasten og farvemætning, ændre farvetemperaturen og justere toneomfanget og farvetemperaturen på alle indstillinger undtagen standard.
Hvis man scroller videre til højre, kan man vælge imellem otte forudindstillede filtereffekter, som minder om dem, der findes i Instagram-app’en, men som også er ret almindelige i nyere kameraer. Bl.a. fra Fujifilm og Olympus. De otte effekter kan vælges, enten før man tager billedet, eller når som helst bagefter.
ProRAW
Erfarne fotografer vil nikke anerkendende til muligheden for at fotografere i Apples 12 bit raw-format, ProRAW. Fotografer kan også vælge at gemme billederne i HEIF/HEVC-format. Det er en næsten tabsfri komprimering baseret på H.265, som bl.a. understøtter større farvedybde med op til 16 bit på jpeg-filer (mod 8).
Hvis man tager makrobilleder, vil man elske 13 Pro. Ultravidvinklen har endelig fået ordentlig makro med en nærgrænse på 2 cm, hvilket betyder, at man kan komme virkelig tæt på motivet.
Apple har også introduceret noget, de kalder Smart HDR 4. Her er ideen, at kameraprocessorens algoritmer justerer eksponering, kontrast og farver individuelt for flere personer i et gruppebillede samtidig.
Cinematic Mode og video
Lad os kalde det filmindstilling eller simpelthen bare fokusvalg. Cinematic Mode simulerer, at man har valgt en stor blændeåbning, og så prioriteres f.eks. personen i forgrunden, mens baggrunden bliver uskarp. Også kendt som bokeh. Men man kan når som helst under optagelse eller bagefter vælge, hvor i optagelsen der skal være skarpt.
Effekten er rimelig smart, fungerer problemfrit og er virkningsfuld. Optagelserne ser pludselig meget mere professionelle ud, men desværre fungerer det kun i 1080p. Det gælder til gengæld ikke ProRes video-optagelse, som også fungerer i 4K 30 fps, ud over 1080p.
Det er også muligt at optage slowmotion-film i 1080p HD med op til 240 fps.
LiDAR
13 Pro har også LiDAR-scanning, som vi kender fra 12 Pro. Den scanner motivets pixeldybde og hjælper bl.a. kameraet med at fokusere bedre i svagt lys, samt hjælper billedprocesseringen, så billederne bliver mere jævnt eksponeret.
LiDAR kan også bruges, hvis man vil scanne og måle et rum eller et objekt i Augmented Reality.
Hurtigere OLED
Størrelsen og opløsningen på OLED-skærmen er den samme. Den maksimale lysstyrke er hele 1000 nit – 1200 nit på billeder og video i HDR – og Super Retina XDR-skærmen på 6,1 tomme har endelig fået hurtigere opdateringsfrekvens.
Da vi testede iPhone 12, syntes vi, det var trist, at skærmen kun understøttede 60 Hz opdateringsfrekvens, især da alt andet ved den var fantastisk. Det er det stadig – magen til farvestrålende og naturtro billeder skal man lede længe efter – men nu understøtter skærmen langt om længe op til 120 Hz frekvens. ProMotion, som det hedder på Apple-sprog.
Det mærker man hurtigt. Noget så dagligdags som at scrolle ned ad en website er ikke længere forbundet med, at skærmen hakker. Indholdet flyder sømløst nedad, og gaming på mobilen er med ét blevet langt mere tilfredsstillende.
Men for at spare strøm er skærmfrekvensen dynamisk. Det betyder, at den kan være meget lavere, når man bare læser tekst eller skriver en besked, men så stiger, når man ser videoindhold, gamer eller scroller ned over websites.
Ligesom før er frontglasset på 13 Pro beskyttet mod skader med keramiske krystaller bagt ind i glasset – Ceramic Shield – og på bagsiden er glasset såkaldt dobbeltioniseret for at gøre det mere ridsesikkert.
Bedre batterilevetid
Batterikapaciteten er øget i forhold til iPhone 12 Pro. Til 28 timers videoafspilning eller 22 timers standby. Det var faktisk ret præcist min erfaring, men jeg oplevede til gengæld ikke, at ladehastigheden er øget i forhold til forgængeren. Ligesom før understøttes trådløs opladning og selvfølgelig Apples magnetiske MagSafe-oplader, der fæstnes på bagsiden af telefonen.
Det følger heller ikke nogen oplader med til 13 Pro. Man får kun et Lightning-til-USB-kabel med, og oplader skal købes separat.
Ydelse
Den nye A15-processor i 13 Pro er hurtigere end forgængeren i vores tests. Dog ikke meget hurtigere – det er mere målbart end mærkbart i praksis. Redigering, lagring og eksport af billeder eller video går lidt hurtigere, men man bliver ikke ligefrem blæst bagover af hastighedsforøgelsen.
De forrige udgaver – 12 Pro og Pro Max – var så hurtige, da de kom, at det også nærmest ville være unaturligt, hvis 13 Pro skulle blæse dem af banen på ydelse.
I de obligatoriske Geekbench-tests scorer 13 Pro kun lige akkurat så meget bedre, at Apple beholder det forspring, de havde med 12 Pro og 12 Pro Max, og det er kun i Compute-testen (bl.a. grafik), at 13 Pro rykker fra 12 Pro med dens A14-processor.
En multi-core-score på 4.709 er et stykke under resultatet med iPad Pro, som er den hurtigste hidtil, men langt foran Samsungs, Xiaomis og Asus’ hurtigste mobiler.
Billedkvalitet
Det tog noget tid, før jeg kunne se, hvad der var synligt bedre ved de nye kameraer på 13 Pro. I de fleste situationer får man nemlig lige så god billedkvalitet med iPhone 12 Pro; man får bare ikke lige så kraftig tele.
Men kameraerne, især 26 mm, er synligt bedre på natbilleder, hvor der er mindre støj, bedre skarphed og renere farvegengivelse. Jeg synes også, at billedprocesseringen er forbedret, for de altid svære hudtoner er mere jævne og mere korrekt gengivet. Men igen er forskellen ikke signifikant. Og strengt taget mest gældende for dem, der ikke efterbehandler raw-filer.
Der er, som altid med mobilkameraer, lidt malurt i bægeret. Trods en vanvittig god og smart billedbehandling formår kameraet ikke altid den kunst, det er at reducere billedstøj og samtidig bevare skarpheden. Dermed vil man kunne se nogle artefakter, hvis man zoomer ind, men for dem, der nærmest kun lægger billeder ud på sociale medier, spiller det selvfølgelig ikke nogen rolle.
Den filmiske funktion skal også nævnes. Det sker nemlig med iOS 15, at der opstår artefakter, f.eks. omkring fokus på ansigter eller valgte objekter i motivet. Det kommer til udtryk som lidt varierende uskarphed (bokeh), og nogle gange lagde jeg mærke til, at effekten hakkede lidt under panorering.
Men videokvaliteten i 4K tror jeg ikke, jeg har set bedre fra nogen mobiltelefon. Optagelser i 4K 60 fps med billedstabilisering ser simpelthen fantastiske ud. Det samme gælder casting til TV’et via Apple TV, og det er simpelthen en fest at dele videoer med andre på TV’et.
Konklusion
Den forrige Pro-model, iPhone 12 Pro, var en så stor forbedring, da den kom, at det nærmest ville være naturstridigt, hvis Apple lykkedes lige så godt med 13 Pro. Men det har de faktisk klaret langt hen ad vejen.
Det er ikke alting, der er voldsomt forbedret, og nogle ting er slet ikke forbedret, men et skridt tilbage. Såsom vægten. Vi forstår heller ikke, hvorfor Cinematic Mode ikke fungerer i 4K, og selv om vi byder muligheden for 1 terabyte lager velkommen, synes vi, at det er voldsomt dyrt.
Men de vigtigste ting er forbedret: Skærmen har fået 120 Hz opdateringsfrekvens, de nye kameraer er bedre på både stillbilleder og video, batterilevetiden har taget et spring opad, og brugeroplevelsen er simpelthen eksemplarisk.
1 kommentar til “iPhone 13 Pro”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Komplet skærm. Kan da se den stadig har kæmpe grim notch 🤢👎