Med sidste års lancering af iPhone X tog Apple det første skridt i retning af et nyt design, hvor skærmen dækker hele fronten. Da vi ikke fik nogen iPhone 9 i år, men i stedet iPhone XS og XR, stod det klart, at det er fremtiden for alle modeller. En lille luksusmodel, en mellemstor, billigere model og den kolossale luksusmodel iPhone XS Max.
For vi taler om luksus her. Med maksimal hukommelse koster den 13.000 kroner! Det er mere end en topspecificeret iPad Pro og lige så meget som en veludstyret MacBook Pro.
Udseende og konstruktion
iPhone XS Max er nærmest magen til iPhone X, som det sig hør og bør, bortset fra størrelsen. Hvis man synes, den er for stor, skal man dog lige huske, at den faktisk er en anelse mindre end den gamle iPhone 8 Plus!
Finishen er som sædvanlig enestående, og man kan virkelig mærke kvaliteten. Resistensen er skruet op til IP68, hvilket betyder, at den er støvtæt og kan tåle dybere vand. I dette tilfælde to meter i 30 minutter. Apple, som ellers plejer at være forsigtig med, hvad de lover, siger den også kan tåle andre væsker som øl. Desuden skulle glasset være det mest hårdføre nogensinde.
Skærm
Det første, der slår én, er den massive størrelse, nu hvor de tidligere Plus-modellers skærmkanter er droppet. Skærmen er større end på både Galaxy Note og den tidligere rekordindehaver Lenovo Phab 2 Pro. Den er stor nok til, at apps som Beskeder, Noter og Mail i vandret tilstand opfører sig som på en iPad og viser overskrifter i en venstre kolonne og indhold i en højre kolonne.
Med Apples finjusterede OLED-panel, True Tone og hvidbalance, der justeres efter omgivelserne, er billedkvaliteten strålende. Med denne skærmstørrelse og understøttelse af både HDR10 og Dolby Vision er det en fornøjelse at se film på iPhone XS Max.
Kameraer
Hvis man kun ser på specifikationerne, er det let at tro at der ikke er sket så meget med kameraet, da det har samme opløsning og blændetal. Men under overfladen har det faktisk fået en større billedsensor med bedre adskillelse af billedpunkterne.
Det er også hurtigere, hvilket betyder, at det hurtigt kan brænde flere eksponeringer af. Billedprocessoren og den superhurtige Neural Engine kan så udføre deres magi og interpolere dem for at skabe imponerende effekter. Såsom forbedret HDR-tilstand, kunstige lyseffekter eller baggrundsuskarphed – “bokeh” – som nu kan justeres efterfølgende.
Disse effekter havde tidligere problemer med at finde kanterne på hovedmotivet og adskille det fra baggrunden. Nu fungerer det, som det skal, og giver imponerende resultater.
Man mærker mest til den hurtigere autofokus under gode lysforhold. Men lidt i smug anvendes Smart HDR næsten hele tiden, hvilket faktisk giver alle billeder et løft. Og i tilfælde, hvor det er nødvendigt, er telefonen dramatisk meget bedre end før. At sensoren er større, ses tydeligt på vores testbilleder i svagt lys.
Med XS Max får vi mindre billedstøj, bedre skarphed og mere naturlige farver end med både iPhone 8 Plus og iPhone X.
I brug
Det skal siges, at XS Max er en tohåndstelefon, selv om der findes tricks til at få kontrollerne tættere på underkanten. Hvis din operatør understøtter eSIM, kan du bruge det ud over dit almindelige SIM-kort. F.eks. til at have både arbejds- og privatnummer i samme mobil. Eller et udenlandsk SIM-kort på ferie.
Siden introduktionen af Face ID er vi blevet så vant til det, at andres løsninger til at låse mobilen op virker klodsede. Og nu er det endnu hurtigere og mere præcist.
Ydelse
Den nye A12 Bionic-processor er ikke uventet 15 procent hurtigere end den foregående generation og skulle have 50 procent hurtigere grafik. Det første kan vi kan skrive under på, men vores målinger af grafikken var “kun” 25 procent hurtigere. Hvis man sætter det ind i en sammenhæng, er det dog 30 procent hurtigere end Samsung Galaxy S9.
Ved mere blandet brug er den 30 procent hurtigere i AnTuTu, og browser-ydelsen er steget med hele 47 procent! Det er næsten dobbelt så hurtigt som den nærmeste Android-mobil! Batteriet er stadig ikke blandt de bedste, men holder mærkbart længere end det i iPhone X.
Konklusion
Apple iPhone XS Max har den største og flotteste skærm, vi har set. Alligevel er selve telefonen ikke større end iPhone 8 Plus eller Galaxy Note. Kameraet tager bedre billeder end nogensinde og er nu på niveau med de bedste. Desuden er den så hurtig, at den kører i cirkler om det meste andet.
Så er det vel bare at købe den, eller hvad? Ja, hvis du har en bundløs tegnebog eller en rigtig god deal med din operatør. Alle andre må nok lige overveje, om en smartphone virkelig skal koste mere end den bedste tablet på markedet. Der er nok mere fornuft i at købe den almindelige XS med en mindre skærm og lidt dårligere batteri. Eller vente på iPhone XR, hvis man vil gå endnu mere på kompromis.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer