Mobilproducenten Kazam blev grundlagt sidste år af et par tidligere HTC-medarbejdere. Firmaet satser på billige smartphones og god kundeservice, hvilket bl.a. giver sig udslag i en 12 måneders skærmgaranti, så man kan få udskiftet telefonens glasfront gratis én gang i løbet af det første år, hvis man skulle komme til at smadre den. Derudover kommer alle Kazams telefoner med den såkaldte Rescue-app, som tillader fjernsupport via chat.
Begge dele er en glimrende idé, og hvis man betragter den forbedrede skærmgaranti og den hurtige supportmulighed som vigtige kriterier ved mobilkøb, kan vi ikke se nogen grund til, at man ikke skulle købe Kazam Thunder 2 4.5L, hvis man er på udkig efter en 4G-smartphone til små penge.
Men når Kazam påstår, at deres produkter er billigere end konkurrenternes, så er det en sandhed med modifikationer. Selvfølgelig må man undvære Kazams ekstra skærmgaranti og kundesupport, hvis man køber et konkurrerende produkt til en tilsvarende pris, såsom LG G2 mini eller HTC Desire 610, der også begge kommer med 4G/LTE, men til gengæld er konkurrenternes smartphones i samme prisklasse mere end en smule bedre end Thunder 2 4.5L.
Med andre ord får man mere service med Kazams mobil end hos konkurrenterne, men til gengæld er der sparet på hardwaren. Så lad være med at tro, at Kazam driver velgørende virksomhed!
Hvis vi starter med skærmen, har Thunder 2 4.5L f.eks. en ret dårlig en af slagsen med en opløsning på blot 854 x 480 pixel. Hertil kommer, at skærmbilledet er mat i farverne og en smule uskarpt. Det er den samme opløsning og skærmoplevelse, som vi får med Huawei Ascend Y530, der kun koster det halve af Thunder 2 4.5L. Samtidig er lydkvaliteten simpelthen elendig med alt for svag lydstyrke og et meget mudret lydbillede. Selv om Kazam påstår det modsatte, er Thunder 2 4.5L absolut ingen multimedietelefon.
Hvad angår ydelse og specifikationer, kan man godt sammenligne Thunder 2 4.5L med mobiler i samme prisklasse som førnævnte LG G2 mini og HTC Desire 610. I Geekbench 3 scorer Thunder 2 4.5L henholdsvis 340 (single-core) og 1.111 point (multi-core), hvilket er helt på niveau med konkurrenterne. Disse telefoner har bare begge en bedre skærm (opløsning på 960 x 540 pixel), og især HTC Desire 610 klarer sig en del bedre end Thunder 2 4.5L, både hvad angår lyd og billede.
Med hensyn til design og byggekvalitet kan vi ikke klage. Jo, den er rimelig ordinær og kedelig, men virker hverken plasticagtig eller skrøbelig. Til gengæld er vi trætte af, at mobilen blot kommer med 4 gigabyte indbygget lager, som tilmed kun kan udvides med yderligere 32 gigabyte.
Konklusion
Kazam Thunder 2 4.5L er ikke helt så god som konkurrenterne i samme prisklasse, når det gælder skærm og lydkvalitet, men til gengæld kommer den med en skærmgaranti på 12 måneder og gratis fjernsupport via en indbygget app. Det er med andre ord lidt som med gyngerne og karrusellerne. Man får lidt mere service for sine penge, men må give køb på noget kvalitet.
Ergo er Thunder 2 4.5L måske mest en smartphone for dem, der ikke stiller de store krav til telefonen, men til gengæld ved, at de er lidt mere klodsede eller har brug for lidt mere hjælp end de fleste.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer