Windows har tabt kampen om mobilmarkedet. Det er nok vigtigt at få slået fast fra starten. Med en markedsandel på under 2 procent af det samlede antal smartphones i verden (Gartner, november 2015) er det tæt på, at vi kan skrive nekrologen over Windows som mobilt operativsystem.
Det har Microsoft også erkendt, tyder det på. Ikke officielt, naturligvis, men de tre smartphones – Lumia 950, 950 XL og den aktuelle testmodel Lumia 650 – som Microsoft har lanceret, siden Windows 10 kom på markedet, og som derfor er “født” med Microsofts nyeste platform, er alle målrettet mod virksomheder.
Ethvert forsøg på at tiltrække helt almindelige forbrugere med frisk design og farvestrålende covers – noget, der har været kendetegnende for Lumia-modellerne helt frem til de roste budgetmodeller Lumia 630 og Lumia 640 – er opgivet, og i stedet er de nye modeller holdt i neutrale farver (sort eller hvid), og designet er så konservativt, at man skal have lagt mærke til Windows-logoet på bagsiden for overhovedet at kunne regne ud, at der er tale om en Microsoft-mobil.
Ikke desto mindre vil Lumia 650 selvfølgelig være til salg til private både fra Microsofts egen webbutik og hos diverse forhandlere. Og da de to forgængere i samme serie, Lumia 630 og 640, begge var glimrende budgetmobiler, bliver vi naturligvis nødt til at finde ud af, om det seneste skud på stammen kan gøre dem kunsten efter. Stay tuned – den endelige konklusion finder du sidst i artiklen.
Udseende og design
Som nævnt er designet meget neutralt. Bagsiden er af plastic og kan tages af, men glade neonfarver kan man godt glemme alt om. Der kan vælges imellem sort og hvidt bagcover, og længere er listen ikke.
En metalramme sørger for at bryde det ellers meget plasticagtige design, og dermed virker telefonen holdbar og robust, selv om den også føles ekstremt let i hånden.
Skærm
De to forgængere kom med IPS-skærm, mens Lumia 650 er udstyret med en AMOLED-skærm på knap 5 tommer. Almindelig HD-opløsning lyder måske ikke af så meget, men her er det alt rigeligt. Der er masser er plads på skærmen, og vi oplever ikke skærmbilledet som uskarpt.
Som på alle OLED-skærme er sortniveauet helt perfekt, men til gengæld fremstår lyse farver og hvid med temmelig meget gulstik, og generelt mangler skærmen lysstyrke, hvilket især gør sig bemærket udendørs, når solen skinner.
Kamera
Farvestik er også et problem, som kameraet lider under. Billeder taget under åben himmel ser i hvert fald ud, som om de har fået lagt et gult filter på. Indendørs i kunstigt lys er det ikke et problem, men til gengæld bliver billederne meget flade og kedelige. De mangler ikke fokus, men til gengæld både dynamik og kontrast.
Desuden skal mobilen bruge mere end tre sekunder på at gemme et billede, hvilket er overraskende lang tid. Og det betyder selvfølgelig, at man må væbne sig med tålmodighed, når man har taget et billede. For før de tre sekunder er gået, kan man ikke skyde det næste.
Lyd
Derimod er lyden ganske god, og det gælder både samtalekvaliteten og lyden i hovedtelefonerne, når man hører musik eller ser film.
Lydkvaliteten ved afspilning af musik har vi testet med et sæt Bose QuietComfort 25 hovedtelefoner og streaming-tjenesten Tidal, som kan streame musik i lossless kvalitet, og vores oplevelse var mere end hæderlig. Der er godt med volumen, og kvaliteten i mellemtoneområdet fejler bestemt ikke noget. I de højeste tonelag svigter Lumia 650 en smule, og selv om der er god dybde i lyden, kunne man godt have ønsket sig mere plads til bassen.
I brug
Som nævnt er Lumia 650 den tredje mobil, der er født med Windows 10. Hvis man har prøvet en af de tidligere modeller med Windows Phone 8 eller 8.1, vil man straks føle sig hjemme, selv om der er en del små forskelle.
En af de vigtige er den nye File Explorer, som giver dig adgang til filerne på din mobil på præcis samme måde som med tidligere tiders Windows Stifinder på pc’en. Og så er Skype blevet en integreret del af operativsystemet på samme måde, som iMessage er det i iOS – så man f.eks. sender tekstbeskeder til andre Windows 10-brugere via Skype i stedet for via SMS.
Men to af de vigtigste features ved Windows 10 til mobiltelefoner må man undvære med Lumia 650, og det er i den grad en streg i regningen.
Det første afsavn har Lumia 650 tilfælles med alle andre Lumia-telefoner, der nogensinde er blevet solgt i Skandinavien. Microsofts stemmestyrede assistent Cortana findes nemlig ikke på dansk, og det er vi kede af, for den skulle sparke r*v på både Apples Siri og Google Now. Givetvis kommer Cortana til vores breddegrader før eller siden, men indtil da lades vi tilbage med en amputeret platform. Øv!
Så er der den nye Windows 10-funktion kaldet Continuum. Kort og godt lader den dig bruge din mobiltelefon som en vaskeægte Windows pc, der via en såkaldt Display Dock kobles til både skærm, mus og tastatur. Continuum får man med i købet med Lumia 950 og 950 XL, men ikke med Lumia 650, for konfigurationen har simpelthen ikke muskler nok. Dobbelt øv!
Ydelse
Det med manglende muskelkraft lægger man mærke til, efterhånden som man bruger Lumia 650 i det daglige. Helt almindelige apps er bare lidt længere om at starte, end vi er vant til fra andre smartphones, også andre mobiler i samme prisklasse.
I AnTuTu benchmark-testen klarer Lumia 650 sig med en score på 32.133 point ellers en hel del bedre end forgængeren Lumia 640, men i praksis virker det, som om Windows 10 er for stor en mundfuld for processor og hukommelse.
Browser-hastigheden har vi ikke kunnet måle, idet den nye Microsoft Edge-browser blev ved med at gå ned, da vi prøvede at afvikle Browsermark 2.1 – som ellers er standardtesten over dem alle, der virker på alle platforme og alle typer enheder – men vores oplevelse ved daglig brug var heller ikke overvældende.
Et meget stort fortrin ved Windows Phone 8 og 8.1 var, at disse operativsystemer evnede at få meget mere ud af forholdsvis beskedne konfigurationer, end f.eks. Android er i stand til, men den egenskab lader Windows 10 ikke til at have arvet. Tredobbelt øv!
Konklusion
Vi lovede indledningsvis at svare på, om Lumia 650 kan gøre sine budgetforgængere kunsten efter som knaldgod til prisen. Og svaret er desværre nej, det kan den ikke. For det første er den dyrere, end de forrige modeller var, da de kom på markedet, og for det andet er der tale om en jævnt kedelig og anonym mobiltelefon, der på en række områder – skærm, kamera, funktioner og ydelse – underpræsterer i forhold til selv vores beskedne forventninger.
Vi spår, at Lumia 650 flopper hos forbrugerne, og vi vil anbefale virksomheder, som planlægger at investere i Windows 10-telefoner, der kan passe ind i deres øvrige IT-infrastruktur, at anskaffe sig topmodellerne Lumia 950 eller 950 XL i stedet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer