TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Motorola Moto G100

Lynhurtig mellemklasse

Motorola Moto G100 er næsten lige så god som væsentlig dyrere smartphones fra andre producenter. Og så gemmer den på en interessant overraskelse.

Af / 16/04/2021 - 13:41
Motorola Moto G100

Home mener

  • Ekstremt lang batterilevetid og høj ydelse. Kameraet er glimrende, og ekstrafunktionen “Ready For” er prikken over i’et.
  • Halvdårlig skærm og skuffende lydoplevelse. Mangler trådløs opladning og IP-certificering.

Selv om kinesisk-ejede Motorola er til stede i den absolut dyre ende af mobilmarkedet med flagskibsmodeller som Motorola Razr 5G og Motorola Edge+, står den tidligere amerikanske mobilproducent stærkest, når det gælder smartphones i mellemklassen. Især Moto G-serien – hvoraf vi har testet flere modeller, herunder Moto G 5G Plus, Moto G8 Plus og Moto G7 Plus – er Motorola sluppet godt fra med smartphones, der leverer forbavsende mange funktioner og høj ydelse til prisen.

For få uger siden lancerede Motorola så Moto G100, som er den hidtil vildeste model i Moto G-serien. Moto G100 er en (næsten) flagskibsmodel til (næsten) budgetpris, hvilket vil sige, at den rent prismæssigt ligger tæt på mobiler som Huawei Nova 5T, mens Moto G100, for så vidt angår specifikationer, er tæt på at kunne måle sig med noget dyrere mobiler som OnePlus 8T og Samsung Galaxy S20 FE.

Men altså kun lige ved og næsten, for enkelte kompromiser og afsavn må man trods alt finde sig i, hvis man vil have topydelse for under 4.000 kroner.

Vi har haft Motorola Moto G100 under luppen, og herunder kan du læse vores dom over mobilens (mange) stærke og (få) svage sider.

Motorola Moto G100
Motorola Moto G100 kommer i tre farver: Slate Grey, Iridescent Sky og Iridescent Ocean. (Foto: Motorola)

Udseende og konstruktion

Vores testeksemplar af Moto G100 kom i farven Iridescent Ocean, der byder på et charmerende farvespil mellem dyb blå og violet på bagsiden, når man vender og drejer mobilen.

Annonce

På mobilens højre side finder man knappen til justering af lydstyrken samt tænd/sluk-knappen med indbygget fingeraftrykslæser, mens en dedikeret knap til Google Assistant er placeret på den modsatte side.

Kameramodulet på bagsiden har fire store linser, men stikker alligevel så lidt ud fra kroppen, at telefonen ikke vipper, når den ligger på et bord. Det skyldes også, at telefonen er usædvanlig tyk, næsten 1 cm, da den bl.a. indeholder et ekstra stort batteri. Chassiset er lavet af plast, men med en virkelig høj kvalitetsfølelse, og takket være afrundede kanter er mobilen ganske behagelig at holde i hånden.

Motorola Moto G100
Desværre er skærmen på Moto G100 langtfra lige så levende og lysstærk, som det antydes her på billedet. (Foto: Motorola)

Skærm og lyd

Her kommer vi til mobilens nok største svaghed. Men noget skal der jo spares på for at holde prisen nede.

Skærmen er på 6,7 tommer og er ligesom på Motorola One Vision fra 2019 i det aflange 21:9-format, som vi kender fra biograferne. Det giver mere plads til dit feed i Facebook-app’en, og det samme gælder websider. Både YouTube og Netflix har også en del indhold tilgængeligt i 21:9-formatet. På Netflix gælder det f.eks. to tredjedele af de tilgængelige film. Desuden er der også en række spil, som tilpasser sig 21:9-skærmen.

Til gengæld må man leve med sorte bjælker til højre og venstre for billedet i forbindelse med indhold (både apps, spil og video), som ikke understøtter formatet.

Men 21:9-formatet er ikke problemet. Det er til gengæld den kendsgerning, at panelet er af typen LCD IPS. Kombineret med en opløsning på blot 2520 x 1080 pixel og en lysstyrke, der maksimalt kan svinge sig op på 500 nit, er resultatet en temmelig tynd kop te.

2021 moto g100 Advanced pack DESIGN back camera close 1280x1280 1
Motorola Moto G100 kommer med fire kameraer, herunder en hovedsensor med en opløsning på 64 megapixel og et 16 megapixel ultravidvinkelkamera. De to andre linser er henholdsvis en dybdesensor og en Time-of-Flight (ToF). (Foto: Motorola)

Skærmen er ubrugelig udendørs, hvis solen skinner, og selv en opdateringsfrekvens på 90 Hz kan ikke kompensere for den manglende lysstyrke, der er anstrengende for øjnene. Det hjælper heller ikke, at farvegengivelsen er ret upræcis. Dybest set kan man vælge imellem et par tilstande, som giver en overgearet og unaturligt dynamisk farvegengivelse, eller også må man tage til takke med en “naturlig” tilstand, hvor resultatet er fladt og kedeligt.

Det samme er lyden desværre. Motorola Moto G100 kommer ellers med 3,5 mm minijack-stik til hovedtelefoner, men den kablede forbindelse udnyttes ikke til at forbedre lydkvaliteten, og lydstyrken er også for svag. Og da mobilen kun har højttalere indbygget i bunden, får man heller ikke stereolyd ud af den kraftfulde mobil, uanset om man gamer, lytter til podcasts eller ser video uden et sæt hovedtelefoner i eller på ørerne.

bokeh
Reelt fotograferer man kun med to objektiver, mens de andre bruges til afstandsmåling og fokusering. Derfor tager Moto G100 glimrende billeder med bokeh-effekt. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

På papiret kommer Motorola Moto G100 med fire kameraer, herunder en hovedsensor med en opløsning på 64 megapixel og Quad Pixel-teknologi. Dertil kommer et 16 megapixel ultravidvinkelkamera. De to andre linser er henholdsvis en dybdesensor og en Time-of-Flight (ToF). Så reelt fotograferer man kun med to objektiver, mens de andre bruges til afstandsmåling og fokusering.

Derfor tager Moto G100 f.eks. glimrende billeder med bokeh-effekt, ligesom billeder taget i dagslys er skarpe og velafbalancerede med god dynamik.

Ultravidvinkelkameraet kommer i øvrigt med såkaldt indbygget ringlys, der angiveligt skal gøre det lettere at tage gode makrobilleder helt tæt på motivet. I virkelighedens verden bliver billedet bare overbelyst, så glem alt om lysende ringe, hvis du investerer i Moto G100.

dagslys
Billeder taget i dagslys er skarpe og velafbalancerede med god dynamik. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

Alt, hvad Motorola har sparet på skærm og lyd, er gået til at gøre Moto G100 til den mest kraftfulde mobil i G-serien nogensinde. Således er den blevet udstyret med en Snapdragon 870-processor fra Qualcomm, der nok er langsommere end dette års hurtigste Qualcomm-CPU, Snapdragon 888, men alligevel er på niveau med – og til dels faktisk hurtigere end – sidste års Snapdragon 865+. Og det kan mærkes. Her taler benchmark-tallene vist for sig selv.

En særlig hæderfuld omtale tilfalder det 5000 mAh store batteri, som giver Moto G100 en vanvittig høj batterilevetid på over 19 timer i vores benchmark-test. Denne mobil bare kører og kører og er ikke til at slide op. Fedt! Så kan man godt leve med, at telefonen må undvære trådløs opladning.

Som noget helt nyt har Motorola også lanceret den såkaldte Ready For-platform, som lader brugeren forbinde sin Motorola-mobil til TV’et, computerskærmen eller den bærbare – en teknologi, som i sit udgangspunkt minder en del om Samsung DeX.

Moto G100 er den eneste smartphone i G-serien, der understøtter teknologien, som er en slags desktop-software, der lader dig bruge de fleste apps og filer på din mobil i en Windows-lignende brugerflade via din almindelige computer eller på dit smart-TV eller en PC-skærm.

I modsætning til Samsung DeX kræver Ready For dog, at man forbinder sin mobil til skærmen via HDMI-kabel, men så kan man også bruge sin Moto G100 som en slags minicomputer eller spilkonsol, hvilket bestemt kun gør mobilen til et endnu bedre køb.

2020 Ready For Lifestyle Photography moto g100 Gaming
Med Ready For kan man slutte sin Motorola Moto G100 til sit smart-TV og bl.a. bruge mobilen som spilkonsol. (Foto: Motorola)

Konklusion

Motorola Moto G100 er beviset på, at man ikke altid kan få i både pose og sæk. En mobil til under 4.000 kroner med så høj en ydelse, som Moto G100 kan præstere – som nævnt stort set på niveau med langt dyrere smartphones som OnePlus 8T og Samsung Galaxy S20 FE – er et fund til prisen, men man må undvære den superskarpe og højopløste skærm og den glimrende lyd, der ellers kendetegner premiumklassen.

Men når det er sagt, så er det svært at komme i tanke om en anden smartphone, der giver dig lige så meget for så få penge som Motorola Moto G100. Kameraet er glimrende og tilstrækkeligt for langt de fleste brugere, og den imponerende batterilevetid har vi nærmest ikke set magen til siden 1990’erne. Det var dengang, vi allesammen rendte rundt med Nokia-mobiler i lommen, der kunne holde strøm i en uge. Så skidt med, at Moto G100 ikke har trådløs opladning.

Karakter
Motorola Moto G100
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke

For godt til at være sandt?

Massiv opgradering af Pixel Watch

Fremragende software i OK mobil