Samsung har fået megen opmærksomhed for sine foldbare mobiler – senest med Samsung Galaxy Z Fold 4 og Galaxy Z Flip 4 – men faktisk er det Motorola, der er den oprindelige konge af klapmobilerne.
Således havde Motorola i midten af 00’erne stor succes med klapmobilen Motorola Razr, hvoraf der igennem en årrække blev solgt i alt 120 millioner eksemplarer på verdensplan.
Nu er der selvfølgelig stor forskel på datidens klapmobiler og vore dages foldbare smartphones. I særdeleshed er det en udfordring at fremstille en brugbar touchskærm, der kan foldes.
Motorola gjorde sit første forsøg tilbage i 2019 med en helt ny Motorola Razr med foldbar skærm til betragtelige 13.000 kroner! Klapmobilen blev desværre fremstillet i så få eksemplarer, at vi aldrig fik mulighed for at teste den. Dog blev den lanceret flere måneder før Samsungs første klapmobil, Galaxy Z Flip, som til gengæld landede på testbænken og i talrige eksemplarer ude i butikkerne.
Sidste år gjorde Motorola et nyt forsøg med Motorola Razr 5G, der viste sig at være en vaskeægte skuffelse. Prisen var stadig et godt stykke over 10.000 kroner, og udover selve den foldbare skærm bød klapmobilen ikke på nævneværdige funktioner, som udnyttede det foldbare design. Og i modsætning til både den første og alle senere udgaver af Samsungs klapmobil kunne Motorola Razr 5G ikke holde sig åben ved egen kraft.
Enten var mobilen helt åben, eller også klappede den sammen, hvilket betød, at Razr 5G ikke kunne placeres på et hvilket som helst underlag og anvendes som sit eget kamerastativ.
Men tredje gang er jo lykkens gang, som man siger. Med Motorola Razr 2022 gør den Lenovo-ejede mobilproducent endnu et forsøg på at fravriste Samsung førertrøjen på markedet for klapmobiler, og denne gang leverer Motorola varen.
Ikke blot er prisen faldet med 20 procent, stort set alle forgængernes fejl og mangler er blevet rettet. Resultatet er en klapmobil, der med rette fortjener at dele navn med klassikeren fra 2004.
I dag ejes mobilproducenten af kinesiske Lenovo, men sådan har det ikke altid været. Oprindeligt var Motorola amerikansk, grundlagt i 1928 som producent af radioudstyr. Allerede i 1983 præsenterede Motorola sin første mobiltelefon, og i 1998 kom to tredjedele af firmaets omsætning fra salg af mobiltelefoner. Motorola var blandt de største mobilproducenter, som helt tilbage i 90’erne konkurrerede med Ericsson og Nokia om markedsandele på det allerede dengang værdifulde mobilmarked.
I midten af 00’erne havde Motorola stor succes med klapmobilen Motorola Razr, der blev solgt i 120 millioner eksemplarer på verdensplan. Men efter at Apple lancerede den første iPhone i 2007, og smartphones i de kommende år kom til at dominere mobilmarkedet, gik det ned ad bakke for Motorola, der i 2011 blev opkøbt af Google.
I de efterfølgende tre år lancerede Motorola under Googles ejerskab flere smartphones under eget navn – f.eks. Motorola Moto X – men også en forløber til de aktuelle Google Pixel-smartphones, nemlig Google Nexus 6, blev produceret af Motorola.
I 2014 blev det imidlertid offentliggjort, at Google ville sælge Motorola til Lenovo. Købet blev endeligt i efteråret 2014, og i årene siden har Motorola lanceret en lang række smartphones, primært i budget- og mellemklassen.
I skrivende stund har Motorola en markedsandel på cirka 2,4 procent af det samlede mobilmarked på verdensplan. Til sammenligning var virksomheden skiftevis den anden- og tredjestørste mobilproducent i verden, dengang den var på amerikanske hænder.
Udseende og konstruktion
Man kan købe Motorola Razr 2022 i en hvilken som helst farve, man måtte ønske sig. Så længe det er sort. Her er nemlig ikke så mange dikkedarer. Klapmobilen er omkranset af aluminium og beskyttes af Gorilla Glass 5 både for og bag (når den er klappet sammen). Forsiden domineres af den 2,7″ store frontskærm, mens bagsiden er holdt i mat sort, så mobilen ikke samler på unødige fingeraftryk.
Det hængsel, der gør det ud for mobilens foldemekanisme, virker robust og er lidt stramt, så man faktisk skal have et godt vrid i håndleddet for at kunne åbne mobilen i én bevægelse. Til gengæld behøver man næppe at være bange for, at den falder fra hinanden. Og ligesom Samsung Galaxy Z Flip-modellerne kan Motorola Razr 2022 nu langt om længe holde sig åben i stort set alle vinkler, når den er foldet ud. Alligevel er den både stænk- og støvsikker (IP52-certificering), ligesom den faktisk leveres med et specialdesignet cover for ekstra beskyttelse.
Klappet sammen passer klapmobilen i de fleste bukselommer, mens den i udfoldet tilstand har cirka samme størrelse som iPhone 14 Pro Max. Ikke mindst i bredden.
Skærm
Ligesom sin forgænger har Motorola Razr 2022 en frontskærm på 2,7″ og en opløsning på 800 x 573 pixel. Den tilsvarende frontskærm på Samsung Galaxy Z Flip 4 måler blot 1,9″, og Motorola Razrs såkaldt eksterne skærm har da også flere funktioner, så man f.eks. kan bruge kameraet samt apps som meddelelser, lommeregner og YouTube uden at åbne mobilen.
Som noget nyt understøtter nogle apps, f.eks. førnævnte YouTube, sågar app-kontinuitet, så man går direkte til den relevante app, hvis man åbner mobilen efter at have klikket på den via frontskærmen.
Den foldbare hovedskærm på 6,7″ har FHD+ opløsning og en lynhurtig opdateringsfrekvens på 144 Hz. Og som vi ved, betyder det, at brugeroplevelsen bliver hurtigere og mere blød. AMOLED-skærmen byder på kraftige farver og god kontrast, og så er skærmen særdeles lysstærk (op til 1000 nit), så den også kan bruges udendørs i solskin uden besvær.
Når skærmen på Motorola Razr 2022 er foldet ud, kan man næsten ikke se med det blotte øje, at der er tale om en fleksibel mobilskærm. Og stryger man langs kanten med fingeren, skal man mærke godt efter for overhovedet at bemærke den meget diskrete fold. Her har Motorola virkelig taget et kvantespring i forhold til ikke blot tidligere modeller i Razr-serien, men også i forhold til Samsungs Galaxy Z Flip-serie, der stadig må leve med en tydelig fold på tværs af skærmen, når den er foldet ud.
Kamera
Man køber ikke en klapmobil for kameraets skyld alene. Det gælder også for Motorola Razr 2022, men når det er sagt, må vi indrømme, at vi alligevel fik os en positiv overraskelse, da vi testede mobilen.
Her er der tale om et kamera med to linser på henholdsvis 50 Mp, 1/1.5″ sensor, 2,0 μm pixel samt optisk billedstabilisering og 13 Mp 120° ultravidvinkel. Selfiekameraet på indersiden af den udfoldede mobil er på 32 Mp.
Selv om vi altså har at gøre med en relativt simpel kameraopsætning til prisen, og kameraet i øvrigt må undvære optisk zoom, blev vores testbilleder overraskende gode. Der er smæk både på farver og kontrast, og gode makrobilleder kan Razr 2022 også levere.
Det smarteste er mobilens formfaktor i sig selv. Især frontskærmen, der kan fungere som kamera-display, så man kan se, hvad man fotograferer eller filmer. Dermed er det så let som ingenting at tage virkelig gode billeder af sig selv med mobilens primære kamera.
Motorola har også implementeret andre nyttige detaljer, f.eks. små ændringer i kamera-app’en, der udnytter klapmobilens formfaktor. Ligesom på Samsungs Galaxy Z Flip-modeller kan man f.eks. flytte ikoner i kamera-app’en fra toppen af skærmen og ned på den nederste del, når man lader klapmobilen være halvåben for at tage selfies. Så befinder billedsøgeren sig på den øverste halvdel af skærmen, mens al betjeningen foregår på nederste halvdel.
Ydelse og funktioner
Den væsentligste opgradering af Motorola Razr 2022 er, at klapmobilen er blevet udstyret med Qualcomms nyeste og hurtigste Snapdragon 8+ Gen 1-processor. Dertil kommer 8 gigabyte hukommelse samt 256 gigabyte indbygget lagerplads, der ikke kan udvides.
Snapdragon 8+ Gen 1 er i skrivende stund Qualcomms hurtigste mobilprocessor, som vi også finder i flagskibsmodeller som Motorolas egen Edge 30 Ultra samt Samsung Galaxy Z Fold 4 og Xiaomi 12T Pro.
Motorola Razr 2022 er lige så hurtig som konkurrenterne, både når det gælder benchmark-test og daglig brug, og mobilen yder også under spidsbelastning uden at brokke sig eller at blive for varm.
Med et batteri på blot 3500 mAh kunne man forvente, at batterilevetiden til gengæld ville være et problem – og Motorola Razr 2022 har altså hverken mulighed for trådløs opladning eller heftig hurtigopladning som sine fætre og kusiner i Edge 30-serien – men nej, batteritiden er overraskende god. Næsten seks timer opnår Motorola Razr 2022 i vores benchmark-test af batteriet, der vel at mærke udsætter mobilen for spidsbelastning med konstant tændt skærm. Ingen af Samsungs klapmobiler har klaret sig lige så godt.
Konklusion
Efter et par fusere er Motorola endelig tilbage med markedets bedste klapmobil. Motorola Razr 2022 er lynhurtig, og batteriet holder længere end forventet. Lige så vigtigt er det dog, at den foldbare skærm ikke blot er lysstærk, den fysiske fold, hvor skærmen klappes sammen, kan næsten hverken ses eller mærkes..
Frontskærmen er så stor, at den ikke blot er brugbar til at se små videoer, læse beskeder, etc., den kan også bruges effektivt som billedsøger, når man vil bruge det primære kamera til at tage selfies. Og så er det en velkommen forbedring i forhold til forgængerne, at Motorola Razr 2022 endelig kan holde sig åben i stort set alle vinkler, når den er foldet ud, ligesom klapmobilen nu understøtter app-kontinuitet mellem frontskærmen og den foldbare skærm.
Så er det til at leve med, at kameraet må undvære optisk zoom, ligesom Motorola Razr 2022 heller ikke har trådløs opladning. Især til prisen, der i skrivende stund gør Motorolas klapmobil til den billigste af slagsen på markedet.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer