TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Test: Nokia 5.1 Plus

Billig Nokia ­overrasker en smule

Nokia 5.1 Plus er på flere punkter bedre, end man med rette kan forvente til prisen. Men man kommer ikke uden om et par kompromiser.

Af / 13/02/2019 - 09:30
Nokia 5.1 Plus

Home mener

  • Pænt design og god kvalitet til prisen. Lydkvaliteten er bedre end forventet, og med hensyn til ydelse præsterer mobilen med ren Android One bedre end flere modeller i den dyrere mellemklasse.
  • Ret lav skærmopløsning, og selve skærmbilledet er hverken lysstærkt eller skarpt. Temmelig dårligt kamera med langsom lukkertid og uskarpe billeder, især under dårligere lysforhold.

Man skal ikke bebrejde sig selv for meget, hvis Nokias genkomst på mobilmarkedet er gået upåagtet hen. Men verdens engang største mobilmærke er tilbage, denne gang med en række Android-mobiler, og vi har skam allerede testet et par af de nye modeller. Helt præcis Nokia 8 og Nokia 8 Sirocco.

Begge smartphones var i den relativt dyre ende, men ellers har HMD Global, som producerer Nokia-telefonerne på licens, primært forsøgt at sparke døren ind til markedet med relativt billige modeller. Og det nyeste skud på stammen i den kategori er Nokia 5.1 Plus, som fås til under 1.500 kroner. Dermed konkurrerer den primært med smartphones som Huawei P Smart og Samsung Galaxy J6.

Nokia 5 1 Plus BLACK 3Qtrs 50278
Med sin skærm på 5,8 tommer og sit afrundede design i glas fremstår Nokia 5.1 Plus som en mobil i mellemklassen, selv om den koster under 1.500 kroner.

Udseende og konstruktion

Når man holder Nokia 5.1 Plus i hånden, virker den ved første øjekast mere lækker, end den burde være til førnævnte ret lave pris. Både front og bagside er fremstillet i såkaldt 2,5D-glas, der er afrundet langs kanterne, så mobilen er nem og behagelig at holde i hånden. Den relativt store skærm til trods er Nokia 5.1 Plus også let at betjene med én hånd.

Selv om mobilen har rigeligt med tyngde – så man aldrig er bange for, at den lige pludselig skal smutte ud mellem fingrene på én – vejer den faktisk kun 160 gram. Resultatet er, at Nokia 5.1 Plus føles let og robust på samme tid.

Hvorvidt mobilen objektivt set lever op til den umiddelbare oplevelse af robusthed, er sværere at svare på. HMD Global oplyser ikke i specifikationerne, om 2,5D-glasset er hærdet på nogen måde, men i den lille uges tid, vi brugte på testen, kom der ingen ridser eller andre mærker i skærmen. Omvendt har vi heller ikke ligefrem smidt rundt med mobilen eller tabt den på gulvet, og skal man bruge Nokia 5.1 Plus i længere tid som sin daglige mobil, er det nok en god idé at købe et mobilcover og noget ekstra skærmbeskyttelse for en sikkerheds skyld.

Annonce

Skærm

Selv om skærmarealet er på ganske acceptable 5,8 tommer, byder Nokia 5.1 Plus kun på HD+ opløsning. Formatet er dog 19:9, så skærmen er ganske velegnet, hvis man vil se YouTube, Netflix osv. Langs siderne går skærmbilledet næsten til kanten af rammen.

Men ellers er skærmen en af de svage sider ved Nokia 5.1 Plus. Vi havde skam ikke forventet OLED-teknologi eller lignende i en mobil til knap 1.500 kroner, men lysstyrken i den ellers overskuelige skærm er ret lav, og farverne er matte, hvilket tilsammen gør brugeroplevelsen lidt anstrengende i længden.

Det hjælper heller ikke på indtrykket, at vi enkelte gange i løbet af testen oplevede, at skærmen simpelthen frøs og ikke reagerede på berøring.

Det kan man gøre bedre. Også til prisen.

Kamera

Der er både ris og ros til Nokia 5.1 Plus, når det gælder kameraerne. Alene den kendsgerning, at mobilen kommer med to kameraer som primært kamera (det mindste på 5 megapixel er en dybdesensor, der muliggør billeder med bokeh-effekt), fortjener et par rosende ord.

bokeh forgrund nokia5 1 plus 50281
Bokeh-effekt, hvor der er stillet skarpt på figuren i forgrunden. Figuren står skarpt, mens det er gået helt galt for den software-skabte slørede baggrund. (Foto: Peter Gotschalk)
bokeh baggrund nokia5 1 plus 50280
Hvis motivet i forgrunden derimod skal fremstå sløret, bliver billedet ganske fornuftigt. (Foto: Peter Gotschalk)

Omvendt fungerer selvsamme bokeh-effekt mindre godt i praksis, og kameradelen i Nokia 5.1 Plus er stort set kun velegnet til helt almindelige billeder i dagslys. Forsøger man sig med billeder i dårlig belysning, bliver resultatet både grynet og uskarpt. Ikke blot langs kanterne, hvilket for så vidt er normalt for objektiver af ringere kvalitet, men faktisk på hele billedet fremstår motivet sløret, så snart solen er gået ned.

aften nokia5 1 plus 50279
Ikke blot langs kanterne, men også i midten af motivet bliver billeder uskarpe og slørede om aftenen. (Foto: Peter Gotschalk)

I betragtning af det begrænsede antal kamerafunktioner finder vi også kamera-app’en en smule uoverskuelig. Og softwaren kommer virkelig på arbejde, selv hvis man blot tager et helt almindeligt snapshot ved højlys dag. Det er den urimelig lange lukkertid et klart vidnesbyrd om.

japanese curry nokia5 1 plus 50282
Det var en ret lækker japansk karryret, men de hvide ris er nogle steder for stor en opgave for kameraet. (Foto: Peter Gotschalk)

Lyd

Som musikafspiller er Nokia 5.1 Plus bedre end forventet. Der sidder blot en enkelt monohøjttaler i bunden af mobilen, men den spiller højt og klart nok til, at teenagerens musiksmag ikke lider overlast, hvis det er sådan, man foretrækker at lytte. Vi andre, der måske ejer et par fornuftige hovedtelefoner, kan glæde os over muligheden for at tilslutte via kabel og 3,5 mm minijack-stik.

Desuden er lyden i hovedtelefonerne også ganske fornuftig, selv om vi på det kraftigste opfordrer til, at man holder sig langt væk fra den software-styrede equalizer. Resultatet bliver i bedste fald mudret, og volumen for lav. Standardlyden er til gengæld helt hæderlig, så længe man ikke stiller for store krav.

Ydelse og funktioner

F.eks. når man spiller spil på mobilen, er det rart, at lyden ikke er alt for ringe, og det kan man roligt gøre på Nokia 5.1 Plus, for selv ret store spil som Asphalt 9 kører uden problemer på telefonen. Det samme gælder video-streaming, internet-browser og de fleste andre almindelige apps.

I benchmark-tests klarer Nokia 5.1 Plus sig bedre end forventet, og selvom den selvfølgelig ikke kan hamle op med dyrere modeller klarer den sig f.eks. bedre end lidt dyrere modeller i mellemklassen såsom Motorola One. Faktisk yder Nokia 5.1 Plus på nogle punkter på niveau med eller sågar bedre end den væsentligt dyrere mellemklassemodel Samsung Galaxy A9. Det skyldes måske til dels, at HMD med Android One vælger at levere en næsten “ren” Android-oplevelse helt uden egne apps og andre tilføjelser.

Af funktioner kan vi fremhæve fingeraftrykslæseren, som sidder placeret på bagsiden, men alligevel er nem at finde. Den reagerer hurtigt, og vi oplever ingen problemer med, at den ikke kan tyde fingeraftrykket, selv om man måske sveder eller holder fingeren lidt kluntet på læseren. Til gengæld byder mobilen hverken på hurtigopladning eller trådløs opladning, og hverken i daglig brug eller i benchmark-testen er batterilevetiden den bedste, vi har set.

Konklusion

Nokia 5.1 Plus er god, men ikke fremragende til prisen. Der er gjort noget ud af design og byggekvalitet, og mobilen fremstår robust og brugervenlig. Skærm og kamera er til gengæld set bedre på tilsvarende modeller, mens mobilen omvendt byder på hæderlig lyd og især en glimrende ydelse, der modsvarer, hvad man til tider skal give væsentlig flere penge for at opnå.

Karakter
Nokia 5.1 Plus
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke

For godt til at være sandt?