TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Nothing Phone (1)

Et friskt pust eller varm luft?

Kan en smartphone være modig, varm og sjælfuld?

Af / 29/07/2022 - 14:01
Nothing Phone (1)

Home mener

  • Lækkert design og høj byggekvalitet. Gennemsigtig bagside og Glyph Interface er et ærligt forsøg på nytænkning. Flot skærm med høj lysstyrke. Solidt kamera med god makrofunktion. Minimalistisk Android med unik brugerflade. God batterilevetid.
  • Glyph Interface mangler trods få undtagelser reel nytteværdi. Kameraet mangler optisk zoom. Leveres uden oplader. De to indbyggede stereohøjttalere spiller ikke lige højt.

Nothing Phone (1) er den mest hypede mobil i mands minde. Op til lanceringen tidligere på måneden summede det så meget af forventning blandt mobilnørder på sociale medier, at baggrundsstøjen kunne forveksles med lyden fra en bisværm på jagt efter nektar. Og det er især bemærkelsesværdigt, fordi Nothing, firmaet bag den nye smartphone, frem til nu blot havde ét produkt på samvittigheden. Nemlig de gennemsigtige hørepropper Nothing Ear (1).

Men der er naturligvis en grund til, at en endnu ikke lanceret mobil fra et nyt og relativt ukendt tech-firma fik så meget opmærksomhed, og den grund hedder Carl Pei.

Svensk-kinesiske Carl Pei var i sin tid nemlig medstifter af OnePlus, som siden den spæde begyndelse i slutningen af 2013 er blevet et af danskerne mest foretrukne mobilmærker. Pei forlod imidlertid OnePlus i 2020, i forbindelse med at firmaet begyndte et tættere samarbejde med Oppo, en anden kinesisk mobilproducent, der er blandt verdens største.

I stedet stiftede Carl Pei teknologivirksomheden Nothing med det erklærede mål at udfordre markedet og genskabe entusiasmen for teknologiprodukter. I et marked, der vitterligt er blevet en smule kedeligt, er det en nobel hensigt, som vi selvfølgelig hilser velkommen.

Nothing Phone (1)
Nothing Phone (1) er flad som en pandekage. Alligevel er skærmen fremstillet af et fleksibelt OLED-panel. Ifølge producenten er det for at kunne gøre skærm og ramme fuldstændig symmetriske. (Foto: Peter Gotschalk)

Men en vis portion skepsis er altid på sin plads, når marketingkanonerne skyder så meget med skarpt, som tilfældet har været op til lanceringen af Nothing Phone (1). Vi er blevet lovet intet mindre end en modig, varm og sjælfuld smartphone, og selvom det kan være svært at vurdere på andres vegne, om de føler sig modige, varme og sjælfulde med en Nothing Phone (1) i hånden, så kan vi i det mindste give vores bud på, om årets mest hypede mobil leverer den håbede nytænkning. Og om den i øvrigt dur til noget som mobiltelefon, bare sådan rent lavpraktisk …

Annonce
Nothing Phone (1)
Designet af Nothing Phone (1) (til højre) er … inspireret af iPhone 13 Pro Max (til venstre). (Foto: Peter Gotschalk)

Udseende og konstruktion

Set forfra ligner Nothing Phone (1) en iPhone 13 Pro Max så meget, at der lige nu må være et helt hold advokater hos Apples hovedkvarter i Cupertino, som er ved at gå ud af deres gode skind i iver over at skrive sagsanlæg om krænkelse af ophavsret, varemærkebeskyttelse, patentrettigheder, og hvad de nu ellers kan finde på at anklage Nothing for.

Formgivningen med de afrundede hjørner samt metalrammen, der omkranser hele telefonen, er i hvert fald … øh, inspireret af iPhones ikoniske design. Det samme gælder knappernes udformning og placering på mobilen.

Nuvel, når man nu skal kopiere et design, så er Apples ikke det værste, man kan låne, og Nothing Phone (1) fremstår virkelig lækker og overbevisende. Med dén byggekvalitet er det næsten ikke til at tro, at den kun koster knap 4.000 kroner. Nothing Phone (1) er endda en del lettere end sit forbillede, og rammen er i øvrigt fremstillet af genbrugt aluminium. For selvfølgelig er den det! Vi er vel klimabevidste?

Det er først, når man vender Nothing Phone (1) og tager et kig på bagsiden, at det står klart, at vi ikke er i Cupertino længere. Den Gorilla Glass 5-beklædte bagside er nemlig gennemsigtig, og bag glasset gemmer der sig 900 små LED-lamper, som kan lyse op i et utal af kombinationer og mønstre. Den lysende bagside betegnes af Nothing som Glyph Interface, og dét er den helt store nyskabelse ved Nothing Phone (1), lover producenten. Vi vender tilbage til Glyph Interface lige straks, for et så specielt designvalg kræver selvfølgelig noget ekstra opmærksomhed.

Nothing Phone (1)
Rammen er fremstillet af genbrugt aluminium. (Foto: Peter Gotschalk)

Først skylder vi at sige, at selvom bagsiden er af glas, så er den ikke slem til at samle på fingeraftryk. Desuden er mobilen helt flad – det gælder både for- og bagside – og blot et diskret kameramodul med to linser stikker en lille smule ud øverst til venstre på bagsiden. Nothing Phone (1) er IP53-certificeret, så den er godt beskyttet mod støv, der helst ikke skal kunne komme ind til LED-lamperne under glasset på bagsiden, og også kan tåle nogle regnstænk. Man skal dog ikke regne med at kunne bruge den igen, hvis man taber mobilen i toilettet.

Skærm og lyd

Selvom Nothing Phone (1) er flad som en pandekage, er skærmen fremstillet af et fleksibelt OLED-panel, som beskyttes af Gorilla Glass 5. Ifølge producenten er det for at kunne gøre skærm og ramme fuldstændig symmetriske, så der er lige stor afstand til kanten af mobilen hele vejen rundt om skærmen. Det er et ret lækkert og konsekvent designvalg, vi kun kan tage hatten af for.

Skærmen måler 6,55″ og kommer med en opdateringsfrekvens på 120 Hz og FHD+ opløsning (2400 x 1080 pixels). Den understøtter desuden HDR10+ og har en maksimal lysstyrke på hele 1200 nit. Med andre ord er den lysstærk, ligesom farvegengivelse og kontrast er i top, når man f.eks. ser video.

Nothing Phone (1)
I stedet for at udstyre telefonen med tre eller fire middelmådige kameralinser har Nothing valgt at satse på to solide sensorer, hhv. en 50 Mp IMX766 vidvinkel fra Sony og en 50 Mp 114° JN1 ultravidvinkel fra Samsung. (Foto: Peter Gotschalk)

Nothing Phone (1) kommer med indbyggede stereohøjttalere. Desuden understøtter mobilen aptX fra Qualcomm, der optimerer lyden, når der streames trådløst via Bluetooth. Generelt er lydkvaliteten god, men man skal vænne sig til, at stereolydbilledet er en smule “skævt”. Der er simpelthen mere saft og kraft i højttaleren i bunden af telefonen end i den foroven, hvilket har som konsekvens, at lyden “vælter” en smule, hvis man lytter til de indbyggede højttalere. En lidt underlig skavank, vi ikke kan huske at have oplevet før.

nothingphone1 vidvinkel1 nothingphone1 vidvinkel2 nothingphone1 vidvinkel3
<
>
Både indendørs og udendørs leverer den primære linse varen med skarphed, gode farver og dybde. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

I stedet for at udstyre telefonen med tre eller fire middelmådige kameralinser har Nothing valgt at satse på to solide sensorer, hhv. en 50 Mp IMX766 vidvinkel fra Sony og en 50 Mp 114° JN1 ultravidvinkel fra Samsung.

nothingphone1 zoom
Optisk zoom kan man til gengæld godt glemme alt om. Dette motiv er fotograferet med 2x digital zoom. (Foto: Peter Gotschalk)

Det er et klogt valg, for billedkvaliteten er bedre end hos mange andre konkurrerende mobiler i prisklassen. Her tænker vi f.eks. på OnePlus Nord 2T og Samsung Galaxy A53.

nothingphone1 makro
Ultravidvinkellinsen brillerer især med sin makrofunktion, der lader dig komme helt tæt på motivet. (Foto: Peter Gotschalk)

Nothing Phone (1) leverer nemlig gode billeder over hele linjen. Både indendørs og udendørs leverer den primære linse varen med skarphed, gode farver og dybde, og portrætbilleder taget med frontkameraet på 16 Mp bliver livagtige med en solid bokeh-effekt. Ultravidvinkellinsen brillerer især med sin makrofunktion, der lader dig komme helt tæt på motivet. Også inden døre, hvor en særlig Glyph Interface-funktion kommer til sin ret. I stedet for at bruge blitz kan man i kamera-app’en nemlig aktivere alle LED-lamperne på bagsiden for at belyse sit motiv, hvilket giver et langt blødere og mere naturligt lys.

nothingphone1 makro m glyph nothingphone1 makro u glyph
<
>
I stedet for at bruge blitz kan man i kamera-app’en aktivere alle LED-lamperne på bagsiden for at belyse sit motiv, hvilket giver et langt blødere og mere naturligt lys. (Foto: Peter Gotschalk)

Optisk zoom kan man til gengæld godt glemme alt om. Op til 2x eller 3x digital zoom går an, derefter bliver resultatet grynet og nærmest ubrugeligt.

nothingphone1 selfie bokeh
Portrætbilleder taget med frontkameraet på 16 Mp bliver livagtige med en solid bokeh-effekt. (Foto: Peter Gotschalk)

NothingOS og Glyph Interface

Nothing Phone (1) er baseret på Android 12, men producenten har udviklet sin egen brugerflade, NothingOS, som kommer med sit helt eget designsprog og æstetiske udtryk.

Til gengæld er der ingen overflødige apps. Fans af en helt ren Android-oplevelse bør altså skæve til Nothing Phone (1), for den kommer med en nærmest minimalistisk version af styresystemet udelukkende med Googles egne apps. Blot fremstår brugerfladen i det meget særegne NothingOS-design bestående af bl.a. egne skrifttyper og widgets tegnet med prikker i en sort-hvid farvekombination.

Screenshot home Screenshot widget Screenshot glyph
<
>
Fans af en helt ren Android-oplevelse bør skæve til Nothing Phone (1), for den kommer med en nærmest minimalistisk version af styresystemet udelukkende med Googles egne apps. Blot fremstår brugerfladen i det meget særegne NothingOS-design bestående af bl.a. egne skrifttyper og widgets tegnet med prikker i en sort-hvid farvekombination. (Foto: Peter Gotschalk)

Som nævnt indledningsvis er det dog det såkaldte Glyph Interface bestående af 900 små LED-lamper på mobilens gennemsigtige bagside, der gør krav på at være mobilverdenens mest innovative nyskabelse i nyere tid.

Det er det så ikke, kan vi afsløre. I hvert fald ikke endnu. Ideen er god, men den er stadig i sin vorden.

LED-lamperne tegner en figur på bagsiden, der vel nærmest ligner et C med en lille hat samt én arm og ét ben som på en tændstikmand. Nothing Phone (1) kommer så med ti forskellige ringetoner og ti meddelelseslyde, der hver især afvikler en unik kombination af lyd, lys og vibration, når man modtager et opkald eller en tekstbesked.

Meningen er, at man skal kunne tildele bestemte ringetoner til bestemte kontaktpersoner, og når mobilen så ligger med bagsiden opad, vil man baseret på det blinkende mønster kunne se, hvem der ringer eller skriver. Man kan naturligvis indstille telefonen til udelukkende at gøre opmærksom på et opkald ved hjælp af Glyph Interface, når den er sat til at være lydløs.

Det er måske en god ide, for Nothings forprogrammerede ringetoner og meddelelseslyde er simpelthen forfærdelige. Det er selvfølgelig et meget subjektivt standpunkt, men døm selv. I videoen herunder kan du se eksempler på tre forskellige ringetoner og dertilhørende Glyph-kombination. Vi synes, det er ulideligt at høre på.

Man kan heldigvis også bruge sin egen musik eller andre brugerdefinerede lyde som ringetone, men så tildeles lyden blot et standard Glyph-mønster. Der er ingen mulighed for selv at definere en Glyph-kombination.

Glyph Interface understøttes i skrivende stund heller ikke af nogen tredjeparts-apps, så reelt er anvendelsesmulighederne begrænsede.

Dog er der et par lavpraktiske ting, som Glyph Interface også kan bruges til, hvor Nothings nyskabelse viser sit værd. Vi har allerede nævnt, at man kan aktivere alle LED-lamperne i kamera-app’en og bruge dem som fotolampe. Derudover viser en LED-lampe i bunden, hvor meget strøm der er på mobilen, når den oplader, ligesom man kan aktivere en lille rød lampe ved siden af kameraet, så andre kan se det, hvis man optager video.

Nothing Phone (1)
LED-lamperne tegner en figur på bagsiden, der vel nærmest ligner et C med en lille hat samt én arm og ét ben som på en tændstikmand. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse

Under skærmen sidder en Snapdragon 778G+ processor, mens batteriet er på 4500 mAh. Det kan oplades med op til 33 W, men understøtter også op til 15 W trådløs opladning. Der følger dog ingen oplader med, når man køber telefonen.

Processoren passer til prisklassen, og det er f.eks. den samme, som sidder i Motorola Edge 30, der netop har vundet vores gruppetest af mobiler i mellemklassen. Dog kan Nothing Phone (1) ikke helt følge med Motorolas mobil, der får væsentligt mere ydelse ud af Qualcomms processor. Det er dog ikke værre, end at Nothing-mobilen yder på niveau med de to andre mobiler i førnævnte gruppetest.

Den leverer altså varen uden afbrydelser, og også store spil som Asphalt 9 kører flydende. Hvis man ikke straffer telefonen for meget, vil man næppe mærke meget til, at det ikke er Qualcomms hurtigste processor, der sidder under hjelmen.

Batteriet er på 4500 mAh, hvilket er på det jævne, men alligevel holder det længe (8 timer og 41 minutter i vores PCMark batteritest). Og ellers kan mobilen lades fra 0 til 50 procent på en halv time med en kompatibel oplader. Det er absolut godkendt.

Nothing Phone (1)
En LED-lampe i bunden viser, hvor meget strøm der er på mobilen, når den oplader. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Nothing Phone (1) er et friskt pust i en tid, hvor mobilmarkedet ellers er blevet en smule kedeligt med få store producenter, der nøjes med små årlige opdateringer af deres efterhånden velkendte produkter.

Rent designmæssigt er der måske ikke meget nytænkning over at lave en Android-mobil, der ligner en iPhone til forveksling, men den gennemsigtige bagside og det lysende Glyph Interface ligner ikke noget, vi har set før. Nothing skal have ros for at prøve, selvom nytteværdien af Glyph Interface er noget begrænset.

Derudover er Nothing Phone (1) en virkelig solid smartphone på alle de punkter, der tæller. Den kommer med en ren og nærmest minimalistisk Android uden overflødige apps, og ydelsen er absolut godkendt. Specielt batterilevetiden.

Det iPhone-inspirerede design er robust, brugervenligt og lækkert, og både skærm og kamera er kvalitetsmæssigt i den høje ende af, hvad man kan forvente til prisen. Lyden er også god. Det er bare underligt, at de to stereohøjttalere ikke spiller lige højt.

Karakter
Nothing Phone (1)
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke