I 2020 lancerede kinesiske OnePlus en helt ny serie af prisbillige smartphones under navnet OnePlus Nord. Siden da har vi testet både OnePlus Nord til knap 4.000 kroner og den noget billigere OnePlus Nord N10 5G til godt 2.000 kroner.
Vi syntes for så vidt godt om begge mobiler, men OnePlus Nord N10 vil nok være lidt for skrabet til de fleste, og selv om den første OnePlus Nord bestemt imponerede på en række punkter, måtte man leve med lige lovlig mange kompromiser i forhold til, hvad OnePlus havde stillet i udsigt.
Den samme konklusion synes OnePlus også selv at have draget, for den nye OnePlus Nord CE 5G (“CE” står for Core Edition) er en hel del billigere end den første model i Nord-serien, men skal alligevel forsøge at give brugerne alle de vigtigste funktioner fra den oprindelige Nord-model uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Udseende og konstruktion
Man skal have et par skarpe briller på for at se de fysiske forskelle på den oprindelige OnePlus Nord og den nye CE-model.
Således er OnePlus Nord CE ligesom sin forgænger pænt designet med en præcist skåret ramme i blålig hård plastic (på Blue Void-udgaven). Bagsiden af plastic, som på vores testeksemplar er holdt i en frisk cyan, er gudskelov mat, så den samler ikke på unødige fingeraftryk. Øverst til venstre på bagsiden sidder et smalt og diskret kameramodul, som til forveksling ligner det fra sidste års model. Dog kun på overfladen, da kameraet på CE-modellen er helt anderledes bestykket, men det vender vi tilbage til.
På forsiden finder vi en flad skærm omgivet af en diskret sort kant. Tænd/sluk-knappen sidder på mobilens højre side, mens lydstyrken reguleres med to knapper på venstre side.
Desværre er den klassiske “OnePlus-knap” til fysisk at skifte mellem lydløs, vibration og ringetone, som findes på langt de fleste af selskabets mobiler – også den oprindelige OnePlus Nord – blevet sparet væk på CE-modellen.
Det er en skam, fordi dette fravalg faktisk forstærker et af vores største kritikpunkter fra sidste års anmeldelse af OnePlus Nord, nemlig at havde der ikke stået OnePlus med store bogstaver på bagsiden, kunne mobilen lige så godt have været fra Xiaomi, Oppo eller ZTE. OnePlus Nord var nemlig ikke særlig “OnePlus-agtig”, og OnePlus Nord CE ligner endnu mere end forgængeren et produkt, som ikke har fået ret meget kærlighed eller egen identitet fra OnePlus’ design-afdeling.
Det kan være et resultat af, at OnePlus har slået deres udviklingsafdeling sammen med en anden kinesisk mobilproducent ved navn Oppo. De to firmaer har samme ejer, så økonomisk giver det god mening for dem at slå pjalterne sammen, for så vidt angår teknologi og design. Men hvis OnePlus Nord CE 5G skal være en målestok, vurderer vi, at det udvidede samarbejde mellem de to mærker desværre har forringet OnePlus’ tidligere så unikke designsprog.
Skærm og lyd
Præcis som sin forgænger kommer OnePlus Nord CE 5G med AMOLED-skærm i FHD+ opløsning, ligesom den både har HDR10+ og samme 90 Hz opdateringshastighed som forrige års flagskibe, f.eks. OnePlus 7 Pro.
Skærmopløsningen er egentlig Full HD, men fordi skærmen er designet i det lidt specielle 20:9-format, får man lidt flere pixels for pengene. Generelt får man til prisen en af de bedste og mest behagelige skærme på markedet lige nu med OnePlus Nord CE.
Mobilen leverer i øvrigt også en glimrende lydoplevelse. Talekvaliteten er i orden, og det er faktisk kun manglen på stereolyd fra telefonens indbyggede højttalere, der trækker ned i det samlede regnskab. Til gengæld kommer OnePlus Nord CE med noget, som vil glæde mange audiofile, og som den oprindelige OnePlus Nord måtte undvære, nemlig 3,5 mm minijack-stik til hovedtelefoner. Yay!
Kamera
OnePlus Nord CE er som nævnt udstyret med et lidt anderledes (og nedgraderet) kamera i forhold til forgængeren. Således er det primære kamera på 64 megapixel, hvilket suppleres af en separat mono-dybdesensor og et ultravidvinkelkamera med en synsvinkel på 119 grader. Men kameraet må helt undvære optisk billedstabilisering (OIS), hvilket var indbygget i den første OnePlus Nords primære Sony IMX586-sensor, ligesom sidste års Nord-model også havde en ekstra dedikeret makrolinse at gøre godt med.
Den største nedgradering er dog sket med frontkameraet. Den oprindelige OnePlus Nord havde dobbelt frontkamera med et primært objektiv på 32 megapixel samt en supplerende 8 megapixel ultravidvinkellinse (105 grader), så man også kunne få vennerne med på sine selfies.
Det var en funktion, som var skræddersyet til en ung målgruppe, for hvem Instagram og Snapchat er de vigtigste apps på mobilen, og derfor kan det undre, at OnePlus ikke har bibeholdt det dobbelte frontkamera i den nye “Core Edition”-mobil, der jo netop skulle indeholde alle de vigtigste funktioner fra sidste års model.
Hvorom alting er, så tager OnePlus Nord CE 5G trods manglende optisk billedstabilisering og dobbelt frontkamera alligevel gode billeder i de fleste situationer.
Man kan komme helt tæt på sine motiver uden problemer, bokeh-funktionen er god, uanset om man fotograferer med frontkameraet eller det primære kamera, og det store objektiv på 64 megapixel kan tage højopløste billeder, der virkelig er rige på detaljer og byder på levende og dynamiske farver.
Ydelse og funktioner
I benchmark-tests præsterer OnePlus Nord CE på niveau med sidste års model, selv om der i princippet sidder en lidt svagere processor under skærmen. Der er dog tale om den lidt nyere Snapdragon 750G, der også i uafhængige benchmark-tests har vist sig at præstere på niveau med den Snapdragon 765G, der sad under skærmen på OnePlus Nord.
Og når vi sammenligner sidste års Nord direkte med Nord CE, så vinder sidstnævnte overbevisende, når det gælder daglig anvendelse. For hvor OnePlus Nord havde en tendens til at blive meget varm, når den skulle køre tunge apps og store spil, så spinder OnePlus Nord CE bare derudad, uden at man brænder fingrene af den grund.
Ligesom sidste års model må Nord CE undvære trådløs opladning, men til gengæld understøtter den OnePlus’ Warp Charge 30T-teknologi, der kan oplade det 4500 mAh store batteri fra 0 til 70 procent på en halv time. Og bemærk, at batteriet i Nord CE er blevet større og holder strøm længere, end OnePlus Nord kunne præstere. Faktisk klarede OnePlus Nord CE at køre i over ni timer i vores stresstest, hvilket er ret imponerende. Så kan man godt leve med at skulle undvære trådløs opladning.
Konklusion
Objektivt set er OnePlus Nord CE ikke på alle punkter bedre end sidste års OnePlus Nord. Men den er næsten 1.000 kroner billigere, og alligevel er den mindst lige så god eller sågar bedre på en række punkter, der er vigtige for de fleste forbrugere. Derfor giver vi Nord CE samme karakter som sidste års model, men også vores specielle anbefaling oven i hatten.
Skærmen på Nord CE er lige så god som på sidste års model, og i år har mobilen fået 3,5 mm minijack-stik, hvilket nok skal glæde et særligt segment af forbrugere.
Man må til gengæld undvære et par ting, som vi egentlig satte pris på ved OnePlus Nord – bl.a. den dedikerede OnePlus-knap samt det dobbelte frontkamera – men selve kameraoplevelsen er lige så god som sidste år (hvis man ser bort fra ultravidvinkel-selfies). Det samme gælder ydelsen, og nok så vigtigt er det, at Nord CE kommer med et større batteri, der kan oplades lige så hurtigt som batteriet på sidste års model, men faktisk holder strøm længere.
Til prisen kan man faktisk ikke gå galt i byen med OnePlus Nord CE 5G. Og så er det til at leve med, at mobilen – ligesom sidste års forgænger – ikke har helt det samme unikke præg og designsprog, som vi ellers kender fra OnePlus’ mobiler.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer