TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
BLACK WEEK - 70% RABAT PÅ LB+

TEST: OnePlus Watch 2

Andet smart-ur fra OnePlus sidder lige i skabet

OnePlus Watch 2 er baseret på Google Wear OS 4.0 og byder på lang batterilevetid.

Af / 04/03/2024 - 08:17
OnePlus Watch 2

Home mener

  • Kommer nu med Google Wear OS 4.0 inklusive et utal af træningsprogrammer og sundhedsfunktioner. Lang batterilevetid og elegant design.
  • Mangler EKG.

Det første smart-ur fra OnePlus var ikke nogen kæmpe succes. Vi fik det aldrig testet, men ifølge andre tech-medier var især den proprietære software, der ikke gav mulighed for at installere andre apps, end dem OnePlus Watch var født med, lidt af en dealbreaker.

Det er da også tre år siden, uret blev lanceret, men den kinesiske producent må have lyttet til kritikken, for med OnePlus Watch 2 er der så sandelig kommet andre boller på suppen.

Det nye smart-ur er baseret på Google Wear OS i version 4.0 – altså præcis samme platform som Googles eget fremragende Pixel Watch 2 – og det betyder, at alle Android-apps understøttes og kan integreres med uret. Dertil kommer, at OnePlus Watch 2 kan registrere din træning indenfor et utal af forskellige sportsgrene (f.eks. tæller at gå tur med hunden også som en motionsform, uret kan genkende), ligesom de mange forskellige sensorer holder et vågent øje med din generelle sundhed, herunder hjerterytme, søvn og stress.

Lækkert design

Dermed adskiller OnePlus Watch 2 sig ikke væsentligt fra andre Wear OS-baserede smart-ure, for så vidt angår funktionaliteten. Det er først og fremmest med en god pris samt med lækkert design og æstetik, at OnePlus vil gøre sine hoser grønne.

OnePlus Watch 2
OnePlus Watch 2 betjenes via touch-skærmen samt de to knapper på urets højre side. Den øverste knap åbner app-vinduet, mens man med den nederste knap går direkte til de forskellige træningsprogrammer. (Foto: Peter Gotschalk)

Det overordnede designsprog har OnePlus Watch 2 til fælles med OnePlus’ nyeste smartphone, OnePlus 12, og i øvrigt fremstår det elegant med et kabinet i rustfrit stål samt en urskive i safirglas. Urskiven er rund, selve skærmen måler 1,43 tommer med en opløsning på 466 x 466 pixel, og uret fås i farverne Black Steel og Radiant Steel.

Annonce

Til trods for det elegante look er der gjort en del for at gøre uret holdbart. OnePlus Watch 2 er støv- og vandtæt (5 ATM + IP68) og er også bygget til at kunne modstå stød og slag, hvorfor det er bygget efter samme militære standard (MIL-STD-810H) som f.eks. Apple Watch 2 Ultra.

OnePlus Watch 2
Takket være Google Wear OS 4.0 understøtter OnePlus Watch 2 snart sagt alle Android-apps. (Foto: Peter Gotschalk)

Alligevel er OnePlus Watch 2 relativt let og vejer med sine 49 gram (uden urrem) det samme som et andet populært smart-ur, nemlig Huawei Watch GT 4.

Lang batteritid

Under urskiven sidder en Dual Engine Snapdragon W5 + BES2700-processor, og ifølge OnePlus er det denne processors arkitektur samt det 500 mAh store batteri, der angiveligt giver OnePlus Watch 2 op til 100 timers batteritid.

Processoren består af to chips, hvoraf Snapdragon W5 kører Wear OS 4.0 og tager sig af tunge opgaver som apps, mens BES2700 kører et såkaldt Real Time Operating System, der tager sig af de helt grundlæggende ting, som kører i baggrunden.

OnePlus Watch 2
OnePlus Watch 2 byder på et utal af forskellige træningsprogrammer. Uret kan sågar registrere det som motion, når man går tur med hunden. (Foto: Peter Gotschalk)

Om smart-uret rent faktisk holder i 100 timer, før man er nødt til at lade det op, er svært at give noget entydigt svar på. Det kommer selvfølgelig an på forskellige faktorer, såsom hvor meget man skruer op for skærmlyset, og om man aktiverer Always On Display, men efter nogle dage på testbænken tør vi godt love, at OnePlus Watch 2 uden problemer kan holde et par dage uden at blive opladet.

Sundhed

OnePlus Watch 2 byder på en række funktioner til monitorering af både træning og sundhed. Det hele knyttes sammen i app’en OHealth, som også bruges til smart-ure og fitness-armbånd fra OnePlus’ søsterfirma Oppo.

Som nævnt kan OnePlus Watch 2 registrere et væld af forskellige træningstyper, og desuden kan man overvåge sin søvn (inklusive åndedrættet, så man ved, om man snorker), ligesom uret også over tid holder øje med din hjerterytme og giver dig en stress-score. Vi ved nu ikke, om den er så præcis, som man kunne ønske sig, for undertegnede var megastresset, da denne test skulle skrives, men ifølge OnePlus Watch 2 var stressniveauet alligevel lavt til normalt i hele perioden.

Screenshot 20240223 133227 OHealth scaled
I app’en OHealth, som OnePlus “låner” af Oppo, får man overblik over sin sundhed og træning. (Skærmbillede: Peter Gotschalk)

Smart-uret bruger en række sensorer til at monitorere dit helbred, herunder en optisk pulsmåler, men en elektrisk sensor (EKG), som man finder i andre dyrere smart-ure (såsom Apple Watch Ultra 2 og Google Pixel Watch 2) har det ikke.

Konklusion

OnePlus Watch 2 er et godt bud på et alsidigt smart-ur til Android-brugere. Da det er baseret på Google Wear OS 4.0 byder det på et væsentligt bredere udvalg af apps og funktioner end f.eks. Huawei Watch 4 GT, selv om det på den anden side ikke er helt på niveau med Googles eget Pixel Watch 2.

Designmæssigt er OnePlus Watch 2 en lækkerbisken, og hvis man i forvejen har investeret i en OnePlus 12 eller OnePlus 12R er det nye smart-ur rent æstetisk et passende supplement.

Den største fordel er den lange batterilevetid. Om man virkelig havner på 100 timer er måske tvivlsomt, men det er intet problem at gå rundt med uret i flere dage med lysstyrken på fuld skrue.

Godt kommet igen, OnePlus!

Karakter
OnePlus Watch 2
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke