Med lanceringen af Galaxy S20-serien sætter Samsung ind på alle fronter for at tilbyde det bedste alternativ til Apple og Huawei til forskellige priser. Mens forgængeren fra 2019, Samsung Galaxy S10, kom i to versioner, henholdsvis Galaxy S10 og Galaxy S10+, har Samsung denne gang lanceret hele tre udgaver af den nye S20-serie, nemlig Galaxy S20, Galaxy S20+ og Galaxy S20 Ultra.
Sidstnævnte er seriens absolutte flagskib og i øvrigt den største og vildeste mobil, Samsung nogensinde har bygget. På papiret er det især kameraet, der gør, at Samsung Galaxy S20 Ultra stikker helt af. Ikke mindst på grund af vidvinkelkameraet på vanvittige 108 megapixel!
Derfor har vi set meget frem til at teste netop denne monstermobil. Dels for at prøve de mange vilde funktioner, som Samsung har lovet brugerne, og dels fordi Samsung Galaxy S20 Ultra både med hensyn til pris, størrelse og specifikationer er den Android-smartphone, der kommer tættest på Apples iPhone 11 Pro Max, som vi for få måneder siden tildelte seks stjerner og gav vores specielle anbefaling. Det skal blive spændende at se, om Samsung kan vælte ærkerivalen af sejrsskamlen.
Udseende og konstruktion
Desværre var vores allerførste indtryk af Samsung Galaxy S20 Ultra ikke alt for positivt. Hold kæft, hvor er den grim, var helt ærligt den umiddelbare tanke, da vi på en tur til München en uge før den officielle lancering fik lov til at se Galaxy S20 Ultra.
Hvor tidligere Galaxy S-årgange kom med en delikat smal aluminiumramme, kurvet edge-skærm og generelt et design, der var kælet for, virker designet af hele den nye Galaxy S20-serie underlig ufærdigt.
Som om man har glemt at inddrage designerne, da først ingeniørerne var færdige med at spække de nye mobiler med funktioner og enorme kameramoduler. Især topmodellen, Samsung Galaxy S20 Ultra, har et kameramodul, der i sig selv ligner en mursten og gør mobilen til noget nær den grimmeste topmodel, vi nogensinde har testet.
Samsung har taget livet af de kurvede edge-skærme, men mobilen er dog stort set rammeløs og har frontkameraet indbygget i skærmen. Både foran og bagpå sidder der Gorilla Glass 6, mens den smalle metalramme er fremstillet af hærdet aluminium.
Galaxy S20 Ultra vejer hele 220 gram, og med en skærm på 6,9 tommer samt en livvidde på 8,8 mm er den også større end f.eks. Samsung Galaxy Note 10+, der ellers hører til Note-serien, som traditionelt har været Samsungs største.
Men man får så sandelig noget til gengæld, hvis man kan leve med mobilens kedelige udseende og det klumpede kameramodul. For nok er Samsung Galaxy S20 Ultra grim, men den er også et monster af en smartphone og uden sammenligning den mest kraftfulde mobil, Samsung nogensinde har produceret.
Skærm
Galaxy S20 Ultra er udstyret med en HDR10+ certificeret 6,9 tommers Dynamic AMOLED-skærm, og brugeren kan selv vælge, om skærmen skal køre i 60 eller 120 Hz modus.
Den høje opdateringsfrekvens på 120 Hz giver en ekstremt flydende og hurtig brugeroplevelse, og inden lanceringen af Galaxy S20-serien havde kinesiske OnePlus allerede annonceret, at deres kommende OnePlus 8-serie vil komme med 120 Hz skærm. Men nu er Samsung altså kommet kineserne i forkøbet!
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Som bruger skal man selv aktivt slå 120 Hz opdateringsfrekvensen til, og hvis mobilen er ved at løbe tør for strøm (ved 5 procent tilbage på batteriet) eller bliver for varm (over 42 grader), så slår Galaxy S20 Ultra selv tilbage til 60 Hz.
Endnu mere irriterende er det, at skærmens maksimale Quad HD+ opløsning (3200 x 1440 pixel) ikke understøttes ved 120 Hz. Her må man i stedet nøjes med FHD+ (2400 x 1080 pixel), så det er umuligt at få det bedste af to verdener – høj opløsning OG den fløjlsbløde brugerflade, der følger med den høje opdateringsfrekvens.
Samsung Galaxy S20-serien er stort set de første smartphones på markedet med 120 Hz skærmopdatering, så vi har ikke rigtig noget sammenligningsgrundlag, men hverken OnePlus 7 Pro eller OnePlus 7T Pro McLaren, der begge tilbyder 90 Hz opdateringsfrekvens, har tilsvarende begrænsninger, hvad opløsningen angår.
Ikke desto mindre er skærmen på Samsung Galaxy S20 Ultra ret så uovertruffen. Skærmbilledet er knivskarpt og meget lysstærkt, farverne er ekstremt kraftige, og det er en vaskeægte fornøjelse at se indhold i høj kvalitet (f.eks. på Netflix) på den HDR10+ certificerede skærm. Der er stor dybde i billedet, og kontrastniveauet er det bedste, vi har set.
108 megapixel kamera
Det er kameraet, der gør, at Samsung Galaxy S20 Ultra stikker helt af. Mobilen har fire objektiver, inklusive DepthVision ToF-linse, men det absolut vildeste er S20 Ultras almindelige vidvinkelobjektiv på vanvittige 108 megapixel (f/1.8 med optisk billedstabilisering)!
Pointen er selvfølgelig ikke, at kameraet skal tage billeder på 108 megapixel. I stedet kombinerer kameraet ni pixels til én pixel (også kendt som “pixel binning”), hver gang der tages et billede, hvilket åbner op for et ocean af muligheder. Bl.a. kan man fotografere et større motiv – f.eks. billedet taget ved Checkpoint Charlie i Berlin, som man kan se i galleriet herunder – og så kan man i efterbehandlingen (i mobilens Galleri-app) zoome ind på et bestemt udsnit og så croppe billedet.
Det nye billede bliver også højopløst og ultraskarpt, ligesom det er utrolig nemt at bruge crop-funktionen i Galleri-app’en. Her har Samsung virkelig fundet på noget genialt, selv om man lige skal huske, at de originale 108 megapixel billeder typisk fylder 30 megabyte på mobilens lager. Desuden kan kameraet kun fange 108 megapixel billeder i 4:3-format, da det er den almindelige vidvinkel, der gør alt arbejdet. Der er til gengæld ikke noget til hinder for, at de croppede billeder gemmes i andre formater.
100x zooooooooooom
Et andet vigtigt cirkustrick er den nye zoomfunktion, som Samsung har døbt Space Zoom. På Galaxy S20 Ultra indebærer det, at man på papiret kan forstørre sit motiv op til 100 gange!
Hele herligheden fungerer ved hjælp af en blanding af optisk zoom (kameraet har en 48 megapixel telelinse med 4x optisk zoom), 10x digital zoom og kunstig intelligens for resten. Alt over 10x zoom foregår nemlig reelt ved, at den store optik med 108 megapixel kommer på arbejde, og der så forstørres og beskæres i det store billede.
I praksis ser resultatet dog ganske forfærdeligt og rystet ud, hvis man zoomer 100 gange ind på sit motiv. Det færdige billede er fyldt med billedstøj, og vi vil mene, at det som minimum kræver et stativ og en ganske lang eksponering at kunne bruge 100x Space Zoom til noget fornuftigt.
Men hvor vi på forhånd var ret skeptiske over for, om Galaxy S20 Ultra ville kunne få et fornuftigt resultat ud af noget som helst motiv, der var blevet forstørret mere end fire gange ved hjælp af den optiske zoom, så blev vores skepsis gjort til skamme. Op til i hvert fald 30x fungerer den hybride zoom ganske glimrende, og hvis man holder sig til 10x, bliver resultaterne sågar knivskarpe.
Endnu flere kamerafunktioner
Ud over de to ovennævnte primære kameranyheder har Samsung spækket kameraet med en masse andre nye funktioner for at give brugeren så mange muligheder som muligt.
Bl.a. kan mobilen også optage video i 8K-opløsning. Det giver måske ikke så meget mening, medmindre man også har en 8K-skærm til at vise det færdige resultat, og det er det trods alt de færreste, der har. Men ideen med 8K-video er lidt den samme som med billeder i 108 megapixel opløsning. Med 8K Video Snap kan brugeren nemlig tage stillbilleder fra sin 8K-video, og da det resulterende foto har en størrelse på hele 33 megapixel, har man med 8K-video altså mulighed for både at lave video i høj kvalitet, der vil stå skarpt på enhver skærm, og samtidig skabe højopløste stillbilleder i efterredigeringen.
Et par andre, mindre nyheder er mindst lige så interessante. F.eks. kan man nu optage video i ultravidvinkelformat, ligesom den morsomme hyperlapse-funktion nu også fungerer om aftenen i dårlig belysning.
Single Take er en funktion opfundet til dem, der ikke kan bestemme sig. Man trykker på knappen og bevæger mobilen lidt frem og tilbage i retning af motivet, og så bruger kameraet de fleste af sine funktioner på én gang til at tage en masse forskellige billeder og små videoer af det samme motiv. Sandsynligheden for, at man finder mindst et par brugbare resultater blandt de mange optagelser, er stor. Lækkert.
I det store og hele bliver resultaterne også flotte, skarpe og dynamiske, uanset om man tager billeder eller optager video ved hjælp af den ene eller den anden smarte kamerafunktion – med undtagelse af 100x Space Zoom, som bare er virkelig ringe.
Det er bare et irritationsmoment, at der til tider er et aber dabei, man skal have i baghovedet, før man vælger, hvilken funktion, man vil bruge. Som nævnt kan man kun tage 108 megapixel billeder i 4:3-format, 8K-videoer må kun fylde fem minutter, og desuden understøtter 8K-video heller ikke hverken vidvinkeloptagelse eller billedstabilisering.
Der er gode, teknologiske forklaringer på disse begrænsninger – f.eks. er det den almindelige vidvinkellinse, der er på 108 megapixel, så det er ret logisk, at den ikke kan tage billeder i ultravidvinkelformat – men de gør alligevel tilværelsen lidt besværlig for brugeren. Samsung har tydeligvis en filosofi, der går ud på at give brugeren så mange valgmuligheder som muligt – indimellem på bekostning af brugervenligheden – og det er fair nok, bare man som bruger er opmærksom på begrænsningerne.
Lyd
Det nyeste skud på Galaxy S-stammen er desværre den første, der kommer uden 3,5 mm minijack-stik. Det gjorde Samsung Galaxy Note 10 og Note 10+ også, men det er altid dårligt nyt for audiofile, når mobilproducenterne dropper den fysiske forbindelse.
Når det er sagt, så leverer Samsung Galaxy S20 Ultra varen, når det gælder lyd. Mobilen byder på højopløst lyd ved hjælp af den indbyggede 32 bit DAC og understøtter bl.a. Dolby Atmos, Dolby Digital og Dolby Digital Plus samt naturligvis aptX.
Lydkvaliteten, når man bruger Galaxy S20 Ultra som lydkilde til musik-streaming, er rigtig god, og der sidder også et sæt gode stereohøjttalere i mobilen, så den med god samvittighed kan bruges til at se korte videoer, spille spil eller samtale håndfrit uden hovedtelefoner.
5G
Samsung Galaxy S20 Ultra er en af de første smartphones, vi har testet på 5G-netværket. Og samtidig også en af de første 5G-parate mobiler, der vil kunne købes i butikkerne.
Den nye mobile netværksteknologi er en efterfølger til og udvidelse af det eksisterende 4G/LTE-netværk. Kort fortalt er der tre store fordele ved 5G: Større båndbredde (teoretisk op til 100 gange hurtigere end 4G), større kapacitet og mindre (nærmest ikke-eksisterende) forsinkelse, med deraf følgende lynhurtige svartider (ned til 1 ms). Det betyder, at (mange) flere enheder kan være forbundet til netværket på samme tid. Og at enhederne kommunikerer lynhurtigt og uden nogen form for forsinkelse med hinanden og med servere på netværket.
Til gengæld er dækningsområdet for hver 5G-antenne meget begrænset, hvilket er en væsentlig årsag til, at 5G-netværket vil blive langt mere finmasket end tidligere mobilnetværk. Det er simpelthen en nødvendighed for at sikre den nødvendige dækning.
Mange eksperter mener, at 5G vil betyde en fuldstændig transformation for mange brancher og virksomheder. Smartere hospitaler, fabrikker og selvkørende biler (herunder mere intelligent trafikafvikling og øget trafiksikkerhed) er blot nogle af perspektiverne ved det nye 5G-økosystem.
Teknologien bag 5G
Nye frekvenser: 5G vil anvende nye frekvensområder, hvilket svarer til at føje nye spor til en motorvej. Det betyder langt højere hastighed og kapacitet – og ikke mindst stabilitet.
Flere antenner: 5G vil i sin fulde udrulning være baseret på et finmasket netværk af flere og mindre antenner end f.eks. 4G-netværket. Ydermere kan signalet fra 5G-masterne koncentreres ved retningsbestemmelse, hvilket betyder, at man med 5G kan opnå ekstremt hurtige hastigheder og høj kapacitet.
Selvstændige netværk: 5G er ikke blot “et hurtigere 4G” – der er mange andre forskelle i måden, netværket fungerer på. Bl.a. er det muligt at etablere selvstændige, private netværk, som kan konfigureres til kundens særlige behov. Det private netværk deles ikke med andre, og derved opstår der ikke flaskehalse for den grundlæggende kapacitet, hastighed mv. – ligesom selvstændige netværk betyder øget kontrol med sikkerhed og stabilitet.
Kilde: Telia
Desværre er den sørgelige sandhed, at selv om Galaxy S20 Ultra præsterede glimrende på 5G-netværket (i videoen herunder kan man se mobilen opnå en download-hastighed på over 1 Gbit/s i benchmark-værktøjet Ookla Speedtest), så er der endnu ikke så frygtelig mange fordele ved at have 5G på sin smartphone.
På ét punkt kan man dog mærke en tydelig forskel på 4G og 5G, og det er, når det gælder download af store filer som apps eller videoer. Et spil som Shadowgun Legends, der immervæk fylder 1,2 gigabyte, kunne vi downloade fra Google Play på knap 22 sekunder, mens den populære film Marriage Story, som fylder 781 megabyte, kan downloades i Netflix-app’en på blot 13 sekunder.
Det er på den ene side vildt lækkert at kunne downloade så store filer så hurtigt, men spørgsmålet er bare, hvor tit man rent faktisk vil downloade så store filer via mobilnetværket. Mon ikke 5G vil tvinge operatørerne til at forøge den totale datamængde, man får med i sit månedlige abonnement? Ellers er den reelle fordel ved 5G på det punkt til at overse.
Ydelse og funktioner
Vi har kørt alle vores gængse benchmark-tests på mobilen, og ikke overraskende er Galaxy S20 Ultra den kraftigste smartphone, man i skrivende stund kan købe for penge.
I AnTuTu opnår S20 Ultra et hidtil uset højt resultat på 516.119, mens vores “brede” benchmark-værktøjer, Geekbench 4 og 5, også kaster imponerende resultater af sig. Det er helt tydeligt, at når det gælder ydelsen, så er det kun førnævnte iPhone 11 Pro Max, der kan give Galaxy S20 Ultra kamp til stregen. De to smartphones er så at sige i en klasse for sig.
Også i daglig brug er Samsung Galaxy S20 Ultra en sand fornøjelse. Især med den høje opdateringsfrekvens på 120 Hz glider alt i brugerfladen som i olie, og hverken de tungeste apps (spil som Asphalt 9) eller heftig multitasking giver mobilen sved på panden.
Til at begynde med var vi lidt bekymrede over batteriet, der lod til at have problemer med at holde strøm til en hel dags intens brug, men efter et par dage må vi konstatere, at bekymringen var ubegrundet.
Selv ved den høje opdateringsfrekvens har Galaxy S20 Ultra strøm nok sidst på dagen til, at man ikke behøver at gå på kompromis, hvilket også bekræftes af vores benchmark-test, der udpiner mobilen ved maksimal belastning. Alligevel holdt Galaxy S20 Ultra i næsten syv timer, så man må sige, at det store batteri på 5000 mAh gør et godt stykke arbejde. Og skulle det alligevel gå galt, kan mobilen oplades lynhurtigt.
Med i pakken følger en 25 watt oplader, men faktisk understøtter Galaxy S20 Ultra 45 watt opladning. Opladeren skal man blot købe som ekstraudstyr, men det er måske en god idé, eftersom den kompakte 45 watt USB-C-oplader faktisk også kan oplade en bærbar computer.
Konklusion
Det har været en udfordring, at vi ikke har kunnet teste Samsung Galaxy S20 Ultra ved siden af de andre modeller i den nye S20-serie. Samsung vil selvfølgelig helst gerne have fokus på den absolutte flagskibsmodel, men i dette tilfælde var det måske et uklogt valg.
For helt ærligt, så er Samsung Galaxy S20 Ultra for meget af det gode. Prisen er høj, og mange af de helt særlige funktioner, som S20 Ultra er ene om, er mere eller mindre unødvendige. 100x Space Zoom er helt hen i vejret, mens 30x zoom, som de andre modeller også byder på, faktisk giver gode resultater. I hvert fald på S20 Ultra. Vi har jo ikke prøvet de andre mobiler i praksis.
Men skærmen på Galaxy S20+ er i hvert fald rigeligt stor med sine 6,7 tommer, og da den byder på samme opløsning som Galaxy S20 Ultra, bliver pixelskarpheden faktisk højere og skærmkvaliteten dermed bedre.
Billeder på 108 megapixel er Galaxy S20 Ultra alene om at kunne producere, men de to billigere modeller kan levere billeder i 64 megapixel opløsning, og da det for de andre to mobilers vedkommende er telelinsen, der har den høje opløsning, behøver man ikke at lade sig begrænse af 4:3-formatet. Og 8K-video kan alle modellerne levere.
Samsung Galaxy S20 Ultra er et monster af en mobiltelefon, men den vil for meget på én gang, og det skaber nogle irriterende situationer for brugeren, hvor man skal vælge, om man helst vil det ene eller det andet. 120 Hz opdateringsfrekvens eller højeste opløsning? 108 megapixel eller billeder i 16:9-format? Vi kunne blive ved.
Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan investere i en Samsung Galaxy S20 Ultra, hvis man har lyst til at prøve kræfter med den vildeste smartphone på markedet lige nu. Men for de fleste vil det give bedst mening at vælge en af de to mindre modeller.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer