TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Samsung Galaxy S21 5G

En lille monstermobil

Samsung Galaxy S21 5G er mobilen, du skal købe, hvis du vil have mest for pengene.

Af / 12/02/2021 - 08:48
Samsung Galaxy S21 5G

Home mener

  • Godt kamera med kreative muligheder. Knivskarp og lysstærk skærm med adaptiv 120 Hz opdateringsfrekvens kombineret med flot design og ekstremt høj ydelse. Bedst til prisen i Galaxy S21-serien.
  • Leveres uden oplader, og selv om skærmen ikke er den største, kunne vi have ønsket os en højere skærmopløsning.

I januar måned lancerede Samsung tre nye modeller i Galaxy S-serien, den sydkoreanske elektronikgigants absolutte flagskibsserie af smartphones. De tre nye mobiler, Galaxy S21, Galaxy S21+ og Galaxy S21 Ultra, er hver især direkte efterfølgere til de tre Galaxy S20-modeller fra 2020, der i øvrigt var første år, hvor Samsung lancerede en såkaldt Ultra-model med endnu vildere specifikationer end de øvrige topmobiler i serien. 

Indtil da hed topmodellerne Samsung Galaxy S10+ (2019), Samsung Galaxy S9+ (2018) og så fremdeles, og faktisk skal vi helt tilbage til 2016 og Samsung Galaxy S7 for at finde et år, hvor den almindelige S-model også var topmodellen.

Men selv om Galaxy S21 altså er den mindste og billigste i dette års S-serie, er den bestemt ikke uinteressant. Faktisk tværtimod. Kun de færreste vil have lyst eller råd til at betale den eksorbitant høje pris for Galaxy S21 Ultra. Og da Galaxy S21 er identisk med Galaxy S21+, bortset fra at skærmen er lidt mindre, er det svært at få armene ned, når nu Galaxy S21 koster over 1.000 kroner mindre end sin storebror.

04 galaxys21 violet pink gray white 201230074008
Samsung Galaxy S21 5G fås i fire matte farver: Phantom Violet, Phantom Gray, Phantom White og Phantom Pink. (Foto: Samsung)

Udseende og konstruktion

Galaxy S20 fra 2020 var ikke for køn. Det var, som om man havde glemt at inddrage designerne, da først ingeniørerne var blevet færdige med at spække den nye mobil med funktioner.

Men med Galaxy S21 5G er der i år kommet andre boller på suppen. Designet er blevet fornyet med et kameramodul, som er sømløst integreret og flugter med den metalramme, der omkranser mobilens krop, ligesom den nye mobil kommer i nye matte farver – Phantom Violet, Phantom Gray, Phantom White og Phantom Pink – som betyder, at mobilen ikke samler på fedtfingre og er blevet væsentlig nemmere at holde i hånden.

Annonce
kameramodul1 kameramodul2
<
>
Kameramodulet er blevet sømløst integreret med resten af mobilen. (Foto: Peter Gotschalk)

Mobilen er stort set rammeløs og har frontkameraet indbygget som et udstanset hul i skærmen. Foran sidder der Gorilla Glass Victus, mens bagsiden er fremstillet af forstærket polykarbonat, og den smalle metalramme er af hærdet aluminium. Sidstnævnte ligner dog metallisk plastic, hvilket egentlig er vores eneste kritikpunkt, for så vidt angår mobilens udseende.

Byggekvaliteten er der nemlig ikke noget at udsætte på. Samsung Galaxy S21 5G føles robust og solid, og mobilen er da også IP68-certificeret, så det er helt officielt, at den bør kunne holde til lidt af hvert.

IP68
Galaxy S21 er IP68-certificeret, så det er helt officielt, at den bør kunne holde til lidt af hvert. Også lidt sne. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærm og lyd

Samsung Galaxy S21 5G kommer med en Dynamic AMOLED 2X-skærm med adaptiv 120 Hz opdateringsfrekvens, HDR10+ certificering og en maksimal lysstyrke på op til 1300 nit. Det er mere end nok til, at man sagtens kan bruge mobilen udendørs, mens solen skinner fra en klar himmel. Noget, det sågar lykkedes os at bekræfte, da solen for en stund skinnede gennem februar-skydækket. Man skal åbenbart helt til Sahara, før det ikke længere er muligt at se, hvad der sker på skærmen.

Opdateringsfrekvensen er adaptiv for at spare på strømforbruget. Det betyder i praksis, at skærmfrekvensen tilpasser sig automatisk, afhængigt af hvad der foregår på skærmen. Kigger man på et foto, sænkes frekvensen helt ned til 48 Hz. Ser man video, stiger frekvensen til 60 Hz, mens den maksimale opdateringsfrekvens på 120 Hz er aktiv, når man scroller på websider, bevæger sig rundt i menuerne eller spiller spil.

Men hvor brugerne af Samsung Galaxy S20 blev tvunget til at vælge imellem den høje QHD+ opløsning og den høje opdateringsfrekvens (der kun kunne køre i FHD-opløsning), så er skærmen på Samsung Galaxy S21 simpelthen blevet nedgraderet i forhold til sidste års model. Nu er den maksimale opløsning blot 2400 x 1080 pixel (FHD+), hvilket er en ret kedelig måde at løse dilemmaet på.

skaerm ude 1
Skærmen har en lysstyrke på op til 1300 nit. Det er mere end nok til, at man sagtens kan bruge mobilen udendørs, mens solen skinner fra en klar himmel. (Foto: Peter Gotschalk)

Især fordi Galaxy S21 ellers byder på en skærm, der er tæt på at være uovertruffen. Skærmbilledet er knivskarpt og meget lysstærkt, farverne er ekstremt kraftige, og det er en vaskeægte fornøjelse at se indhold i høj kvalitet (f.eks. fra Netflix) på den HDR10+ certificerede skærm. Der er stor dybde i billedet, og kontrastniveauet er det bedste, vi har set. Og brugeroplevelsen, når man bevæger sig rundt i menuer, på websider og på hjemmeskærmen, er ekstremt flydende og hurtig.

Også når det gælder lydoplevelsen, leverer Galaxy S21 varen. Mobilen byder på højopløst lyd ved hjælp af den indbyggede 32 bit DAC og understøtter bl.a. Dolby Atmos, Dolby Digital og Dolby Digital Plus samt naturligvis aptX.

Lydkvaliteten, når man bruger Galaxy S21 som lydkilde til musik-streaming, er rigtig god, og der sidder også et sæt gode stereohøjttalere i mobilen, så den med god samvittighed kan bruges til at se korte videoer, spille spil eller samtale håndfrit uden hovedtelefoner.

Kamera

Samsung har forsynet Galaxy S21 5G med et kameramodul med 12 megapixel ultravidvinkel (f/2.2), 12 megapixel almindelig vidvinkel (f/1.8 med optisk billedstabilisering) samt 64 megapixel tele. Frontkameraet er på 10 megapixel (f/2.2).

De fleste af kamerafunktionerne kender vi fra sidste års Galaxy S20-serie. Bl.a. Space Zoom, som er Samsungs navn for en zoomfunktion, der kombinerer optisk og digital zoom med digital beskæring af motivet på billedet, således at man kan zoome op til 30x ind på ethvert objekt.

I praksis foregår det via telelinsen på 64 megapixel. Den har reelt kun 1,1x optisk zoom, men kombineret med digital zoom øges dét tal til såkaldt 3x hybrid optisk zoom. Resten foregår ved at beskære (croppe) billedet, hvilket kan lade sig gøre på grund af den høje opløsning på 64 megapixel. 

zoom1 zoom2 zoom3 zoom4 zoom5
<
>
Borgen i Prag fotograferet med hhv. ultravidvinkel, vidvinkel, 3x zoom, 10x zoom og 30x Space Zoom. (Foto: Peter Gotschalk)

Resultatet er dog ikke overbevisende. Snarere er der – ligesom sidste år – tale om en gimmick, som overhovedet ikke kan producere ordentlige billeder.

Af reelle kameranyheder skal nævnes, at man med Galaxy S21 kan filme video med op til 4K-opløsning og 60 fps med alle kameraets objektiver. For at få mest muligt ud af dette teknologiske fremskridt har Samsung introduceret en ny kamerafunktion ved navn Director’s View, som lader brugeren skifte manuelt mellem kameraets forskellige objektiver, når der optages video.

selfie 1
Frontkameraet på 10 megapixel kan skifte mellem almindelig vidvinkel og en slags ultravidvinkel, og tager glimrende portrætfotos med bokeh-effekt. (Foto: Peter Gotschalk)

Samtidig kan man se sig selv i hjørnet af skærmen – og på optagelserne – og vi tror på, at den nye funktion vil blive modtaget med kyshånd af YouTubere og andre influencere. I hvert fald er Director’s View særdeles nem at bruge i praksis, og resultatet bliver en type video, vi ikke tidligere har set fra en mobiltelefon.

Billeder taget om natten eller i mørke omgivelser er også blevet bedre takket være kunstig intelligens, der gør sensoren hurtigere, så den lukker mere lys ind.

Ydelse og funktioner

Under skærmen på Galaxy S21 sidder Samsungs egen spritnye 5 nm 64 bit octa-core Exynos 2100-processor. Desuden kommer mobilen med 5G (SA, NSA samt Sub-6/mmWave), Wi-Fi 6, 25 watt hurtigopladning samt 15 watt trådløs opladning og mulighed for at oplade andre enheder trådløst.

Ligesom Apple leverer Samsung sine nyeste mobiler i klimavenlig indpakning uden medfølgende oplader. Har man ikke en oplader i forvejen og er nødt til at købe den som tilbehør, er den samlede pris for mobil og oplader på niveau med sidste års pris for den tilsvarende Galaxy S20 inklusive oplader.

Vi har kørt alle vores gængse benchmark-tests på mobilen, og ikke overraskende er Galaxy S21 stort set den kraftigste smartphone, man i skrivende stund kan købe for penge. Den er ikke helt så vild som vores testeksemplar af Galaxy S21 Ultra, men det skyldes ene og alene, at Galaxy S21 må nøjes med 8 gigabyte RAM mod de 16 gigabyte RAM, der sidder i Ultra-modellen.

Den nærmeste konkurrent i prisklassen er iPhone 12 mini, og sammenligner vi testresultaterne, så vinder Apple, for så vidt angår Geekbench 5, der måler CPU’ens generelle ydelse. Derimod er Samsungs mobil hurtigst i tests, der måler den grafiske ydelse – såsom GFXBench og 3DMark. I daglig brug er det svært at mærke nogen reel forskel.

Faktum er, at Samsung Galaxy S21 yder som et atomkraftværk. Her er ingen slinger i valsen, alting går lynhurtigt, og især med den høje opdateringsfrekvens på 120 Hz glider alt i brugerfladen som i olie, og hverken de tungeste apps (spil som Asphalt 9) eller heftig multitasking giver mobilen sved på panden.

64MP 64MP_resized
<
>
Her er Karlsbroens østlige tårn fotograferet i 64 megapixel opløsning. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Samsung Galaxy S21 5G og den mere end 1.000 kroner dyrere Galaxy S21+ 5G er identiske på nær to forskelle. Galaxy S21 må “nøjes” med en bagside af forstærket polykarbonat, mens Plus-modellen har Gorilla Glass Victus både for og bag. Desuden kommer Galaxy S21 med en skærm på 6,2 tommer, mens Galaxy S21+ har en skærmstørrelse på 6,7 tommer. Det er dog ikke ubetinget nogen fordel, da begge mobiler kommer med FHD+ opløsning (2400 x 1080 pixel), hvilket faktisk gør pixeltætheden og dermed billedkvaliteten på Galaxy S21 højere og bedre.

Så med andre ord får man med Galaxy S21 en lidt mindre, men objektivt set bedre skærm og ellers præcis de samme specifikationer som med Galaxy S21+. Men for en markant lavere pris.

Set i det lys er det ikke vanskeligt at konkludere, at Samsung Galaxy S21 5G er det bedste køb i den nye Galaxy S-serie.

Karakter
Samsung Galaxy S21 5G
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke