Sidste år lancerede Samsung den første såkaldte Fan Edition af den populære, men temmelig dyre Galaxy S-serie af smartphones.
Samsung Galaxy S20 FE var kommet til verden ud fra princippet om at hugge en hæl og klippe en tå. Der var med andre ord blevet sparet hist og pist på specifikationerne, men de mest populære funktioner fra Galaxy S20-serien var bevaret, mens prisen kunne sættes et par tusind kroner ned.
Den nye Fan Edition blev en pæn succes for Samsung, og da den så dagens lys i efteråret 2020, var forventningen, at Samsung i 2021 ville lancere en Fan Edition af S21-serien på nogenlunde samme tidspunkt.
Lanceringen lod dog vente på sig – primært fordi Samsung har haft svært ved at skaffe komponenter til at producere telefonen – og Samsung Galaxy S21 FE er derfor først blevet tilgængelig i begyndelsen af januar.
Og det ender med at blive lidt af et problem for den nye mobil. For det første fordi den på et par punkter kommer med sidste års teknologi, og for det andet fordi lanceringen af Galaxy S22-serien er lige om hjørnet. Galaxy S21 FE er altså lige om lidt en nedgraderet udgave af sidste års Galaxy S-mobiler, der skal konkurrere mod spritnye Galaxy S22-modeller, og det er i sig selv et overbevisende argument for ikke at købe den nye Fan Edition-model lige nu.
Omvendt vil vi ikke dømme Samsung Galaxy S21 FE helt ude endnu. Hvorfor vender vi tilbage til lidt senere. I første omgang skal vi lige have kigget på, om Galaxy S21 FE overhovedet er en god mobil, dårlig timing eller ej.
Udseende og konstruktion
Til at starte med må vi konstatere, at det optisk ikke er til at se forskel på Galaxy S21 FE og så den mindste smartphone fra den oprindelige S21-serie, nemlig Samsung Galaxy S21 5G!
Også Galaxy S21 FE kommer med et kameramodul, som er sømløst integreret og flugter med den ramme, der omkranser mobilens krop, ligesom bagsiden kommer i matte farver – Olive, Graphite, Lavender og White for Galaxy S21 FE’s vedkommende – så den ikke samler på fedtfingre.
Mobilen er stort set rammeløs og har frontkameraet indbygget som et udstanset hul i skærmen. Foran sidder der Gorilla Glass Victus, mens bagsiden – ligesom på forgængeren Galaxy S20 FE – er fremstillet af plastic.
Byggekvaliteten er der dog ikke noget at udsætte på. Samsung Galaxy S21 FE føles robust og solid, og mobilen er da også IP68-certificeret, så det er helt officielt, at den bør kunne holde til lidt af hvert.
Skærm og lyd
Med en skærm på 6,4 tommer placerer Galaxy S21 FE sig lige mellem førnævnte Galaxy S21 og Galaxy S21+, som kom med henholdsvis 6,2 og 6,7 tommers skærm. Opløsningen er stort set den samme, og det samme er skærmteknologien. Ligesom de oprindelige Galaxy S21-modeller er Galaxy S21 FE dermed også udstyret med Dynamic AMOLED 2X-teknologi, ligesom mobilen har HDR10+ certificering.
Opdateringsfrekvensen er på 120 Hz, men den er ikke adaptiv, hvilket er tilfældet for de dyrere Galaxy S21-mobiler.
At skærmens opdateringsfrekvens er adaptiv, betyder ellers i praksis, at skærmfrekvensen tilpasser sig automatisk til, hvad der foregår på skærmen. Kigger man på et foto på en af de oprindelige Galaxy S21-modeller, sænkes frekvensen helt ned til 48 Hz. Ser man video, stiger frekvensen til 60 Hz, mens den maksimale opdateringsfrekvens på 120 Hz er aktiv, når man scroller på websider, bevæger sig rundt i menuerne eller spiller spil.
Normalt vælger producenten at gøre opdateringsfrekvensen adaptiv for at spare på strømmen, så som udgangspunkt forbruger Galaxy S21 FE altså mere strøm end sine dyrere forgængermodeller, medmindre man manuelt reducerer opdateringsfrekvensen til 60 Hz i indstillingerne. Heldigvis har den et større indbygget batteri end f.eks. Galaxy S21 5G (4500 mAh vs. 4000 mAh), så i realiteten er det med strømforbruget ikke noget problem, snarere tværtimod, men det vender vi tilbage til.
Derudover leverer Galaxy S21 FE et knivskarpt og lysstærkt skærmbillede. Farverne er ekstremt kraftige, og det er en vaskeægte fornøjelse at se indhold i høj kvalitet (f.eks. fra Netflix) på den HDR10+ certificerede skærm. Der er stor dybde i billedet, og kontrastniveauet er glimrende. Brugeroplevelsen, når man bevæger sig rundt i menuer, på websider og på hjemmeskærmen, er flydende og hurtig.
Lydkvaliteten, når man bruger Galaxy S21 FE som lydkilde til musik-streaming, er rigtig god, og der sidder også et sæt gode stereohøjttalere i mobilen, så den med god samvittighed kan bruges til at se korte videoer, spille spil eller samtale håndfrit uden hovedtelefoner.
Kamera
På kamerafronten er der ikke sket det helt store siden Samsung Galaxy S20 FE. Faktisk er de to mobilers kameraer helt identiske på nær mikroskopiske forskelle (Galaxy S21 FE kan optage 240 fps slowmotion-video i 1080p og 960 fps slowmotion i 720p)!
Således er Galaxy S21 FE udstyret med tre objektiver (12 megapixel ultravidvinkel, 12 megapixel primært og 8 megapixel tele), optisk billedstabilisering samt 3x optisk zoom og 30x hybridzoom.
Og selv om der altså ikke er tale om topspecifikationer, leverer kameraet gode billeder i de fleste situationer. Det gælder billeder taget med det primære objektiv og med ultravidvinklen i dagslys, men så sandelig også vanskeligere motiver som indendørsbilleder med kunstigt lys, mens telefonens telelinse ikke er helt så overbevisende, når det gælder makrobilleder, hvor man kommer helt tæt på motivet.
Frontkameraet på 32 megapixel bør fremhæves, for med det kan man tage særdeles gode selfies, også med bokeh-effekt.
Ydelse og funktioner
En markant forskel på de øvrige Galaxy S21-modeller og den nye Fan Edition er processoren. Traditionelt kommer Galaxy S-mobiler med Samsungs egne Exynos-processorer på det europæiske marked, således også Galaxy S21-serien, der var udstyret med den nyeste ottekernede 64 bit Exynos 2100.
Galaxy S20 FE, derimod, var udstyret med en Snapdragon 865-processor fra Qualcomm, og også den nyeste Fan Edition har en Qualcomm-processor siddende under skærmen. Nemlig Snapdragon 888, der nok var Qualcomms topprodukt i 2021, men nu bliver overhalet af den helt nye Snapdragon 8 Gen 1, som skal tage kampen op med Apples lynhurtige A15 Bionic-processor.
Det er altså som nævnt sidste års teknologi, der sidder i Galaxy S21 FE, og det skal man selvfølgelig være klar over, hvis man overvejer at smide penge efter Samsungs i skrivende stund nyeste smartphone. Det er dog den samme processor, der sidder i topmobiler som Samsung Galaxy Z Fold 3, Sony Xperia 1 III og Xiaomi 11T Pro, så ydelsen fejler ikke noget.
Både i daglig brug og i benchmark-tests leverer mobilen således varen og er – for så vidt angår rå ydelse – helt på niveau med den Exynos-baserede Galaxy S21-model fra sidste vinter. Og med et batteri på 4500 mAh yder Galaxy S21 FE også i længere tid – otte timer og 48 minutter i vores benchmark-test mod Galaxy S21’s blot seks timer og 13 minutter. Det til trods for, at Galaxy S21 FE som nævnt kommer uden adaptiv skærmopdateringsfrekvens, hvilket ellers slider mere på batteriet.
Konklusion
Men tilbage til det afgørende spørgsmål, som må være: Skal du købe Samsung Galaxy S21 FE lige nu? Hertil er svaret nej.
I den mindste konfiguration med 6 gigabyte hukommelse og 128 gigabyte lager koster mobilen i skrivende stund 6.000 kroner, mens den “ægte” Galaxy S21 5G, der nok har et dårligere batteri, men til gengæld byder på et væsentlig bedre kamera, for modellen med 8 gigabyte ram og 128 gigabyte lager koster under 5.000 kroner.
Derfor må vi råde dig til at vente lidt, hvis du af den ene eller den anden grund alligevel drømmer hede drømme om netop Galaxy S21 FE – f.eks. hvis du ikke tager så mange billeder, men gerne vil have Fan Edition-mobilens større batteri og Snapdragon-processor.
For om få uger lancerer Samsung efter alt at dømme den nye Galaxy S22-serie, og så sker der to ting. For det første forsvinder de oprindelige Galaxy S21-modeller fra markedet, og for det andet falder Galaxy S21 FE i pris. Formentlig til omkring 4.000 kroner. Det var i hvert fald prisen på den første Fan Edition-model, Galaxy S20 FE, i februar 2021, da Galaxy S21-serien lige var blevet lanceret.
Og til den pris er Galaxy S21 FE lige pludselig et særdeles godt køb, så hold godt øje med prisjagt.dk eller lignende prissøgningstjenester om et par uger.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer