Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

test: Samsung Galaxy Tab S6

Bedste Android-tablet nogensinde

Samsung Galaxy Tab S6 er den bedste Android-tablet på markedet. Den er bare stadig ikke bedre end iPad.

Skrevet af / 07/10/2019 - 15:11
Samsung Galaxy Tab S6
Peter Gotschalk

Hvor Android-baserede smartphones fra firmaer som Samsung og Huawei dominerer det globale marked for mobiltelefoner, ser det anderledes ud i forhold til tablets, hvor Apples iPad for langt de fleste forbrugere er synonym med tablets i det hele taget. Det faktum har talrige Android-producenter forsøgt at lave om på i årevis – ikke mindst med tablets i den billigere prisklasse, som man kan stikke til ungerne, hvis de alligevel bare skal underholdes med spil eller YouTube.

Indtil videre med begrænset held. Og endnu værre ser det ud, hvis man forsøger at konkurrere med Apple, når prisen sniger sig op over 3.000-4.000 kroner. Her er iPad’en altdominerende, hvilket Apples store konkurrent, Samsung, med Samsung Galaxy Tab S-serien længe har forsøgt at gøre noget ved.

Der har været flere gode bud igennem årene – herunder Samsung Galaxy Tab S 10.5, Samsung Galaxy Tab S2 og Samsung Galaxy Tab S3 – men lige meget har det hjulpet. Apple-produkter som den nyeste iPad Pro eller den nyeste iPad Air sælges i langt større antal.

Det ville dog ligne Samsung dårligt at kaste håndklædet i ringen, så nu forsøger den sydkoreanske elektronikgigant igen at snuppe markedsandele fra Apple på tablet-markedet. Denne gang med Samsung Galaxy Tab S6, der er en del dyrere end sine forgængere i S-klassen, og det er da også de kreative halv- og helprofessionelle brugere, som ellers ville købe den ret dyre iPad Pro, Samsung går efter med Galaxy Tab S6.

Den kommer bl.a. med 7 nm-processor, fingeraftrykslæser i skærmen, dobbelt hovedkamera samt S Pen. Og som Samsung skrev i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen, så er Galaxy Tab S6 et “værktøj til at kunne skabe og være kreativ lige så snart inspirationen kommer”. Men en iPad Pro-killer? Det vender vi tilbage til.

S Pen

Først et par ord om S Pen. Den pen, som følger med Samsung Galaxy Tab S6, kender vi allerede fra Samsung Galaxy Note 10+. På Galaxy Tab S6 sidder S Pen dog fast og oplades automatisk på bagsiden af tabletten i en slags magnetisk kærv, når den ikke bruges.

Bagsiden er i mat metal, hvor S Pen sidder og oplades automatisk i en slags magnetisk kærv, når den ikke bruges. (Foto: Samsung)

Derudover er der tale om en ny og forbedret udgave af S Pen i forhold til tidligere. Bl.a. har pennen nu indbygget Bluetooth og bevægelsessensor, så du kan betjene diverse apps på afstand udelukkende ved hjælp af S Pen, noget som Samsung kalder Air Gestures. Det virker f.eks. sammen med kamera-app’en, der bl.a. lader dig bruge pennen som udløser, skifte kameramodus, zoome ind og ud osv. De mere avancerede bevægelser skal man øve sig lidt på, før de virker, men det er godt tænkt og helt klart anvendeligt.

Det samme gælder den forbedrede håndskriftsgenkendelse, der lader dig tage håndskrevne noter i Samsung Notes, som derefter genkendes og konverteres til digital tekst. Smart.

Visse apps kan gøres transparente, så man f.eks. kan tegne efter baggrunden med sin S Pen. (Foto: Samsung)

Imponerer på en række punkter

Ingen tvivl om, at Samsung Galaxy Tab S6 på en række andre punkter også er et virkelig lækkert produkt. Bagsiden er i mat metal, og selv om Galaxy Tab S6 skam føles robust nok, er den alligevel ekstremt slank og let med et lige så stort skærmareal som den nye iPad Air, der både er større og tungere.

Billedkvaliteten på den 10,5 tommer store S-AMOLED-skærm er fremragende med god farvegengivelse, næsten perfekt sortniveau og en kontrast, der er optimeret med HDR10+.

Med fire AKG-tunede højttalere leverer Galaxy Tab S6 lige så god lyd som iPad Pro, og lydkvaliteten er også hæderlig, når vi lytter til musik på vores yndlingshovedtelefoner, Sony WH-1000XM3, via Bluetooth.

I modsætning til iPad Pro kommer Galaxy Tab med dobbeltkamera inklusive et 5 megapixel 12 mm ultravidvinkelobjektiv, så hvis man af en eller anden grund føler sig nødsaget til at tage billeder med sin tablet, får man også et ganske hæderligt resultat.

Hvad ydelsen angår, præsterer Samsung Galaxy Tab S6 bedre end sine Android-konkurrenter i vores benchmark-tests, og i daglig brug er tabletten da også virkelig hurtig. Store apps og tunge spil afvikles flydende og uden problemer.

Kun batteritiden er ret skuffende. I vores batteri-benchmark klarede Galaxy Tab S6 ikke længere end knap seks timer, før den måtte opgive ånden. Og selv om der her er tale om en ganske hård stresstest (den reelle batterilevetid ved normal brug er noget længere), så har alle de forskellige iPads, vi har testet i den senere tid, klaret sig markant bedre.

Billedkvaliteten er helt hæderlig, og netop kameraet er nok det eneste punkt, hvor Galaxy Tab S6 er iPad Air og iPad Pro overlegen. (Foto: Peter Gotschalk)

iPad Pro-dræber?

Og det er ligesom problemet i en nøddeskal. Samsung Galaxy Tab S6 går efter struben på iPad Pro – og koster også omtrent det samme som 11 tommers modellen – men selv om Samsung virkelig har leveret et glimrende produkt med Galaxy Tab S6, så kommer Android-tabletten bare ikke i nærheden af at slå Apples flagskibs-tablet.

Alene hvad ydelsen angår, kan Samsung Galaxy Tab S6 ikke følge med. Ja, i Geekbench 4 scorer den henholdsvis 3.513 (single-core) og 11.061 (multi-core) point, men Apples største iPad Pro scorer 5.000 og 18.093 point i samme benchmark-test. Det samme gælder AnTuTu, hvor Samsung Galaxy Tab S6 scorer flotte 364.944 point, men hvor iPad Pro er langt foran med en score på 547.928 point.

Og ja, Galaxy Tab S6 har den flotteste skærm, vi har set på en Android-tablet, men den kommer ikke med en opdateringsfrekvens på 120 Hz som iPad Pro, og den er heller ikke lige så lysstærk som Apples skærm. Batteritiden kan heller ikke følge med, og til trods for S Pens mange funktioner er brugeroplevelsen med Apple Pencil bare bedre.

Sidst, men ikke mindst er og bliver iPad OS (som den nye tablet-udgave af iOS har heddet siden lanceringen af iOS 13) Android langt overlegent som tablet-styresystem. Android er stort set ikke tilpasset til det større format, og man har mere fornemmelsen af at arbejde med en overdimensioneret smartphone end med en rigtig tablet, når man har Galaxy Tab S6 mellem hænderne.

Det er ikke noget, Samsung kan gøre for – Galaxy Tab S6 er og bliver formentlig den bedste Android-tablet på markedet lige nu – men sydkoreanerne skulle måske overveje at føre en kammeratlig samtale med Google om endelig at lave en version af Android, som rent faktisk passer til tablet-formatet.

(Foto: Samsung)

Konklusion

Samsung Galaxy Tab S6 er den bedste Android-tablet på markedet lige nu, men produktet er ingen iPad-killer! Apples iPad Pro når Galaxy Tab S6 ikke til sokkeholderne, og selv om den faktisk er tættere på at være lige så god som Apples nyeste iPad Air (2019), så er dén til gengæld en hel del billigere end Galaxy Tab S6 og dermed også et bedre køb.

Det er også grunden til, at vi godt nok giver Samsung Galaxy Tab S6 fem stjerner for at være et fremragende produkt, men ikke vores specielle anbefaling. For helt ærlig … Hvis du vil have en tablet i den prisklasse, så køb en iPad i stedet!

Karakter
Samsung Galaxy Tab S6

Home mener

Bedste Android-tablet på markedet med smuk skærm, høj ydelse, god lyd og medfølgende S Pen. Kommer også med dual-kamera, hvilket Apples iPad ikke kan slå. Selv den bedste Android-tablet slår ikke Apples iPads. Dertil er Android simpelthen ikke gennemarbejdet nok. Galaxy Tab S6 har desuden ikke den bedste batterilevetid.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top