TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G

Næsten for meget af det gode

Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G er større end mange laptop-skærme. Men den nøgne tablet koster også mere end de fleste bærbare PC’er.

Af / 08/10/2023 - 10:00
Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G

Home mener

  • Stor, farverig og superskarp skærm. Lynhurtig. 5G indbygget. Den lækreste Android-tablet lige nu. Punktum.
  • Ikke højere ydelse end i sommerens smartphones. Trådløs opladning mangler. Det samme gør hovedtelefonudgangen. Til prisen har man ganske enkelt krav på at få en oplader med i æsken. Og forvente et tastatur.

Antallet af store elektronikproducenter, der stadig fremstiller tablets, kan efterhånden tælles på én hånd. Men Samsung, der på alle fronter er lige i hælene på Apple, er én af dem. Og vi har fået tabletternes Store Bukke Bruse ind til test.

Med et diagonalmål på 14,6 tommer er Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G nærmere en håndholdt skærm end en tablet.

Fantastisk skærm

Skærmen er det bedste ved Galaxy Tb S9 Ultra. Og der er vildt meget af den! En 14,6 tommer OLED-skærm med 3K-opløsning (2.960 x 1.848 pixels) og 120 Hz opdateringshastighed. Det overgår de fleste bærbare PC’er på samtlige punkter. Og i en enhed, der vejer under 800 gram!

001 galaxy tabs9ultra graphite front
Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G er større end skærmen på mange bærbare PC’er. (Foto: Samsung)

For at den store og højtopløste skærm skal komme til sin ret, skal de apps, der bruges, dog kunne udnytte den. Fotoredigering med pen i Adobe Photoshop Express er perfekt. Det er en fornøjelse at læse online-aviser og bøger. Og biografoplevelsen på 14,6 tommer og med rigtig gode indbyggede højttalere er så god, at du aldrig vil se film på mobilen igen. Apps, der er optimeret til mobilskærme, for eksempel Tidal, bliver til gengæld blot blæst op til mangedobbelt størrelse.

Kabinettet er så slankt, at man knap nok kan tale om et kabinet. Kun 5,5 mm i tykkelsen. Selv om enheden er stor, virker den fuldkommen vridningsstabil, og aluminiumsrammen giver et solidt indtryk. Bagsiden er også af aluminium og med to kameraer, henholdsvis en 13 megapixel vidvinkel og en 8 megapixel ultravidvinkel.

Annonce

Fire kameraer

Mens to bagsidekameraer er et absolut minimum til prisen, er det alt andet end hverdagskost, at der også er to kameraer på forsiden. Begge har 12 megapixel opløsning, og de dækker henholdsvis vidvinkel til selfies og videomøder og ultravidvinkel til gruppefotos.

003 handson galaxy tabs9ultra beige spen watch6 44mm graphite
Pennen gør Samsung Galaxy Tab S9 Ultra perfekt til illustratorer og grafikere. (Foto: Samsung)

Sammenlignet med langt billigere smartphones imponerer kameraerne hverken på antal eller opløsning, men tablets er på den anden side heller ikke beregnet til fotografering. Slet ikke. Faktisk bør det være strafbart at bruge sin tablet til turistfotos på charterferien. Eller at holde den op til øret for at bruge den som telefon. Men Galaxy Tab S9 Ultra er heldigvis så stor, at vi nok slipper for at se den slags.

Indbygget 5G-adgang

Samsung Galaxy Tab S9 Ultra fås i flere udgaver, der varierer i hukommelse, lagerplads og forbindelse. Den testede udgave (med 12 GB RAM og 256 GB lager) var udstyret med 5G-modem, så man kan være online hvor som helst uden at bekymre sig om wi-fi-dækning. Det øger anvendelsesmulighederne betragteligt og forvandler potentielt tabletten fra hjemme-legetøj til universel informationsskærm.

Der medfølger også en trykfølsom pen. Og her kommer den store skærm virkelig til sin ret.

002 handson galaxy tabs9ultra beige
Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G har samme Snapdragon 8 Gen 2-processor som de bedste Android-mobiler, så spil er en fornøjelse. (Foto: Samsung)

Lige så hurtig som de bedste mobiler

Hjertet i Galaxy Tab S9 Ultra er Qualcomm, Snapdragon 8 Gen 2, der lige nu er den bedste mobilprocessor til Android-enheder på markedet. Hvad den måske vil være i en sæson mere, hvis rygterne om gigantiske priser på næste Snapdragon-generation kommer til at holde stand.

Da Snapdragon 8 Gen 2 bruges i næsten alle flagskibsmobiler for øjeblikket, er ydelsen på Galaxy Tab S9 Ultra præcis den samme som i de bedste mobiler. Selv om det føles naturstridigt, at den kæmpestore Samsung-tablet har præcis samme motorkraft som for eksempel den diminutive Zenfone 10.

Kæmpebatteri

Batteriet i Galaxy Tab S9 Ultra er til gengæld langt kraftigere end i nogen mobil: Hele 11.200 mAh. Ud over at give rigelig batteritid til i hvert fald fire spillefilm betyder det også, at man ikke behøver at slukke tabletten, selv om man ikke skal bruge den igen lige med det samme. Selv efter et par dage er batteristanden kun faldet få procent.

004 galaxy tabs9ultra graphite back spen
Pennen klikker sig magnetisk fast på bagsiden af tabletten, hvor den oplades trådløst. (Foto: Samsung)

Opladningen sker med op til 45 watt. Det er i sig selv hæderligt hurtigt, men når batterikapaciteten er dobbelt så stort som på flagskibsmobiler, tager en fuld opladning alligevel lang tid.

Opladeren er i øvrigt noget, man selv skal levere, da den ikke er med i kassen. Faktisk får man end ikke et luset USB-kabel med. Det er simpelt hen for nærigt, Samsung! Især når man til samme pris kan finde en Windows-baseret tablet-PC med oplader, tastatur – og en base af programmer, som hverken Android eller iOS kan måle sig med.

004 handson galaxy tabs9ultra beige spen zflip5 graphite watch6 classic 47mm silver
Med et tastatur forvandles Samsung Galaxy Tab S9 Ultra til en (Android-drevet) laptop. Men til den pris burde tastaturet følge med i kassen. (Foto: Samsung)

Det kan godt være, at Samsung siger, at det er miljøhensyn, der er årsagen til at droppe opladeren. Men det er en papirstynd undskyldning, når man alligevel skal udskifte sin USB-C-oplader en gang i kvartalet for at have den nyeste hastighed.

Benchmarks

Benchmark-målingerne er på én gang imponerende og skuffende, da de bekræfter, at Samsungs non-plus-ultra tablet er præcis lige så hurtig som langt billigere – men også langt mindre – smartphones med Snapdragon 8 Gen 2-processor.

Processortesten Geekbench 6 ender med et resultat på 2.067 i single-core og 5.536 i multi-core. Det er flot, men i praksis identisk med for eksempel Zenfone 10.

Det samme gælder i AnTuTu 10-grafiktesten med et resultat på 1,53 millioner. Og i GFX Bench T-Rex-testen, der lander på 6.710 frames.

Batteritesten ender med et resultat på lige over 10 timer. For en så gigantisk og lysstærk skærm er det virkelig flot.

Konklusion

Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G er den absolut vildeste og mest luksuriøse Android-tablet, man lige nu kan forestille sig. Skærmen er superlækker, og ydelsen fås heller ikke bedre. Når den alligevel må nøjes med næsthøjeste karakter, skyldes det prisen, der også er i den absolut øverste ende. Trods den høje pris leder man forgæves efter en oplader i kassen. For samme pris kan man faktisk få en Microsoft Surface Pro 9, som leveres med ikke blot en oplader, men også et trådløst tastatur.

Karakter
Samsung Galaxy Tab S9 Ultra 5G
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke