Kompaktkameraet er ved at uddø, og det er ikke så underligt. Der findes efterhånden meget små systemkameraer, som tager langt bedre billeder, og de fleste af os bruger i dag mobilkameraet til spontane fotos. Telefonen er altid i lommen og kan hurtigt findes frem for at forevige en uventet situation eller dele noget spændende på de sociale medier. Men hidtil har billedkvaliteten ikke været på niveau med selv de mest simple kompaktkameraer.
Det seneste års tid er der dog sket en masse med mobilkameraerne. Kappestriden om, hvem der har flest megapixel, er ikke længere interessant, og producenterne er nødt til at finde noget nyt at skrive på æsken. Og heldigvis ser de ud til at have opdaget, at folk ikke kun vil have store billeder, de vil rent faktisk have gode billeder. Det har startet et nyt våbenkapløb, som vi har kunnet se ved demonstrationer og på messer, og som vi har rapporteret om her i bladet.
Kamerateknologi i mobilen
Et eksempel er Sony Mobile, der rent faktisk satte sig ned med Sonys kameradivision, da de skulle opgradere Xperia Z. Det resulterede i, at det lykkedes at klemme sensoren fra de rigtige kompaktkameraer ind i telefonen. Desuden fik de en masse ideer til, hvordan mobilens kraftige processor kunne simulere en billedprocessor. Og de lånte meget af softwaren til at behandle billederne, ligesom kamera-app’en kom til at se mere ud som et rigtigt kamera.
Også Nokia og HTC har arbejdet på sensoren, som er den del, der opfanger lyset fra linsen og skal lave et billede ud af det. HTC besluttede sig for, at færre pixels var det rigtige, hvilket giver større sensorpunkter og dermed mere lys. Nokia tænkte lige modsat og pressede flere små punkter ind på deres sensor for derefter at lade softwaren sammensætte resultatet til et mindre billede. Hvad der virker bedst, kan du læse i denne test.
Men uanset hvem der vinder testen, er vi alle vindere. For mobilproducenterne er begyndt at tænke som kameraproducenter. Kameraet er ikke længere blot et nødvendigt onde, men noget der prioriteres. Måske kan vi ikke helt gemme kompaktkameraet væk endnu, men det er tæt på. Giv det et år eller to, og se, om overskriften ikke kommer til at passe.
Testkriterier
Vi bad de store producenter om at anbefale den model, som de synes har den allerbedste billedkvalitet. Derefter tog vi en masse billeder med telefonerne, der kunne afsløre svagheder. F.eks. et billede af en tallerken på en restaurant i dårligt lys, et nærbillede samt et billede af geometriske mønstre, der afslører fortegning. Desuden brugte vi standardiserede farve- og gråkort i et fotostudie for at afsløre farvestik og dårlig hvidbalance. Alle billeder blev så gransket på en kalibreret skærm og bedømt mht. skarphed, støj, farvegengivelse, hvidbalance og geometri.
Karaktererne i denne test gælder kun for kameraerne, ikke for mobiltelefonerne som helhed.
LG G2
Teknologitung og ujævn
Billedstabilisering og god optik saboteres af software, der behandler billederne alt for meget.
HTC One
Mørkets fyrste
Den trives bedre i en mørk krog end ude i naturen.
Apple iPhone 5S
Hurtig og nem
Blandt de almindelige kameratelefoner hører iPhone stadig til i toppen.
Sony Xperia Z1
Bedst af de tynde
Ser vi bort fra de telefoner, hvis objektiv rager ud, så er Xperia Z1 stadig den bedste.
Samsung Galaxy S4 Zoom 4G
Mislykket kompromis
Hverken et godt kamera eller en god telefon, men en kombination, der ikke duer.