TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Sony Xperia 1 II

En heftig opgradering

Sony Xperia 1 II går ingen svinkeærinder. Her er der tale om en efterfølger, som holder fast i det, der virker, og forbedrer, hvor det gælder. Kun på ét punkt er vi ikke tilfredse.

Af / 26/06/2020 - 15:21
Sony Xperia 1 II

Home mener

  • Højopløst OLED-skærm i 21:9-format er blandt de bedste på markedet og giver mobil biografoplevelse. Desuden høj ydelse, dedikeret kamera-knap, trådløs opladning og unikt god lyd.
  • 21:9-formatet fører til sorte bjælker på en del videoformater. Kameraet har bl.a. problemer med eksponeringen i visse situationer. Side Sense virker dårligt og er mest til irritation.

Sony ønsker at skille sig ud fra mængden på smartphone-markedet. Så meget stod klart allerede sidste år, da den japanske elektronikgigant lancerede Sony Xperia 1, der var den mest innovative smartphone, vi havde set fra Sony i mange år.

Dette års efterfølger har fået navnet Sony Xperia 1 II. Det følger samme princip som Sonys Alpha-kameraer, som også bibeholder deres modelnumre, og så hedder Mark I, Mark II og Mark III, når de kommer i opgraderede versioner.

Og Sony Xperia 1 II er netop også mere en opgraderet version af sidste års Xperia 1, end den reelt er et helt nyt produkt.

Xperia 1 II Front Stereo Speakers
I modsætning til sin forgænger har Sony Xperia 1 II fremadrettede stereohøjttalere. (Foto: Sony)

Udseende og konstruktion

Side om side ligner Sony Xperia 1 II således sin forgænger på en prik. Designet er elegant med Gorilla Glass 6 på for- og bagside omkranset af en metalramme. I modsætning til sidste års fire varianter fås Xperia 1 II dog blot i to farver: Sort og violet.

Præcis som Xperia 1 kommer dette års topmobil fra Sony med en skærm i 21:9-format. Det gør mobilen smal og lang, og det smalle format betyder, at den er nem at holde i hånden, selv om skærmarealet er oppe på 6,5 tommer. Der er sågar lagt lidt til i toppen, da Sony har valgt at placere frontkameraet ved siden af højttaleren i rammen over selve skærmen.

Annonce

Kigger man på bagsiden, vil man dog bemærke en større ændring i forhold til sidste års model. Kameramodulet, som tidligere var placeret på midten, er nu rykket ud til øverste venstre hjørne af bagsiden. En af grundene er, at der til gengæld er blevet plads til et 3,5 mm jackstik på toppen af mobilen, hvilket er en lækker detalje for de audiofile.

En anden detalje er, at fingeraftrykslæseren er flyttet ind i tænd-sluk-knappen på mobilens højre side, så Xperia 1 II har en knap mindre end sin forgænger. Nu skal man kun holde styr på knappen til lydstyrke, tænd-sluk-knappen med indbygget fingeraftrykslæser og så den dedikerede kameraknap, hvilket er en lille bonus, man ikke får med ret mange andre smartphones.

Xperia1 two
Sony Xperia 1 II (til venstre) ligner sin egen forgænger (til højre) næsten på en prik. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærm

OLED-skærmen kommer med 4K-opløsning, hvilket er den højeste på markedet lige nu. Nej, Xperia 1 II-skærmen har hverken en opdateringshastighed på 90 Hz eller 120 Hz som mange konkurrerende topmodeller – f.eks. Motorola Edge+ og OnePlus 8 Pro – men alligevel er den knivskarp, lysstærk og meget behagelig at bruge i længere tid ad gangen. Desuden sørger en funktion ved navn Reduktion af bevægelsesslør for, at menuer og ikoner står skarpere, når man navigerer rundt mellem hjemmeskærme og indstillinger. Helt ærligt … til daglig er det meget svært at se forskel på Sonys skærm og de konkurrerende skærme med højere opdateringsfrekvens.

Desuden byder Xperia 1 II ligesom sin forgænger på den såkaldte Creator Mode (skabertilstand), som gør skærmens billedgengivelse så farvenøjagtig og naturtro som overhovedet muligt. Teknologien giver bl.a. mobilskærmen et bredere farverum, mens 10 bit HDR sørger for mere detaljeret gengivelse af farveovergange.

I øjeblikket understøttes teknologien bl.a. af Netflix, og billedkvaliteten er ganske imponerende. På Sony-skærmen ser billedet ud som i biografen eller på de allerbedste TV’er på markedet, og rigtig fedt bliver det selvfølgelig, hvis indholdet er tilgængeligt i 21:9-format.

På Netflix gælder det ca. to tredjedele af de tilgængelige film, mens langt de fleste TV-serier blot er i 18:9-format. Det betyder desværre, at der optræder sorte bjælker på højre og venstre side af billedet. Men det er måske værd at affinde sig med til gengæld for muligheden for at få fuldt udbytte af det indhold, der rent faktisk er optaget og tilgængeligt i biografformatet.

21:9-formatet giver dig i øvrigt også mulighed for at køre to apps på samme tid i den såkaldte 21.9 multivinduetilstand, hvilket fungerer rigtig fint. Mens Sonys Side Sense-funktion, som lader dig få nemmere adgang til at åbne apps ved at placere fingeren langs siden af skærmen, virker mindre godt og meget hurtigt bliver et irritationsmoment.

Xperia 1 II Black 3.5mm jack
Godt nyt til audiofile! Sony Xperia 1 II har indbygget 3,5 mm jackstik! (Foto: Sony)

Lyd

Biograffølelsen fra 21:9-formatet bliver forstærket, hvis man bruger et par ordentlige hovedtelefoner sammen med sin Sony Xperia 1 II. Som nævnt har mobilen i modsætning til sin forgænger indbygget minijack-stik, og derudover understøtter Xperia 1 II Dolby Atmos og Hi-Res Audio, herunder Sonys LDAC-format og DSEE Ultimate-teknologi, og med et par gode hovedtelefoner leverer mobilen et bredt, behageligt og meget detaljeret lydbillede.

Xperia 1 II Camera Main1 1 1
Den nye Sony-mobil kommer med tre objektiver med Zeiss-optik. Dertil kommer en fjerde 3D iToF-linse til afstandsmåling. (Foto: Sony)

Kamera

Ligesom Xperia 1 har Xperia 1 II’s kamera tre objektiver, denne gang med brændvidder på henholdsvis 16 mm (12 Mp ultravidvinkel), 24 mm (12 Mp + optisk billedstabilisering) og 70 mm (12 Mp kort tele + optisk billedstabilisering).

Cinematography Pro-app’en, som blev introduceret sidste år sammen med Xperia 1, er tilbage og understøtter nu 2K 120 fps 10 bit HDR-optagelse og 21:9 4K HDR-optagelse på henholdsvis 24/25/30/60 fps.

oceanview eposure
Her er et eksempel på, at Sony Xperia 1 II kæmper med eksponeringen, når der er stor forskel på lys og skygge i motivet. (Foto: Peter Gotschalk)
oceanview iphone new
Til sammenligning er her det samme motiv fotograferet med iPhone 11. (Foto: Peter Gotschalk)

Desuden har Sony med Xperia 1 II introduceret en helt ny Photography Pro kamera-app, der har stort set samme brugerflade som Sonys Alpha-kameraer og dermed tilbyder manuel indstilling af eksponering, hvidbalance, lukketid, etc. Kameraet har også lånt et par andre tricks fra Sonys Alpha-serie, herunder Real-time Eye-AF, som følger og stiller skarpt på motivets øjne. Det trick kunne Xperia 1 også, men Xperia 1 II har fået tilføjet Animal Eye-AF, så funktionen også virker med kæledyr! Det har vi dog ikke afprøvet i praksis!

Hvis man altså er mere end almindeligt interesseret i fotografi og gerne bruger tid til at tilpasse kameraindstillingerne manuelt, er Sony Xperia 1 II måske den mest interessante smartphone på markedet lige nu. Udfordringerne opstår, hvis man som de fleste mobilbrugere bare vil bruge sin kameramobil til snapshots og alligevel ønsker sig et godt resultat.

Xperia1II overbelyst
Her er et lidt svært motiv med en forholdsvis mørk skovsti i forgrunden og sollys i baggrunden. Enten bliver billedet vildt overbelyst som her. (Foto: Peter Gotschalk)
Xperia1II underbelyst
Eller også skrues der så meget ned for lyset, at motivet i forgrunden fremstår meget mørkere end det var i virkeligheden. (Foto: Peter Gotschalk)
iPhone11 normaltbelyst
Hvilket man kan konstatere ved at kigge på dette billede taget med iPhone 11, som viser belysningen nogenlunde, som det så ud i virkeligheden. (Foto: Peter Gotschalk)

Sidste år skrev vi om forgængeren Xperia 1, at mobilen leverede fantastiske og meget naturtro billeder, hvor farver blev gengivet korrekt, og eksponeringen var noget nær perfekt. Men både indendørs og især i mørkere omgivelser kæmpede Xperia 1 en brav kamp mod overeksponering. Og selvom problemet er blevet en smule mindre med Xperia 1 II, er det desværre stadig tydeligt, at Sony har svært ved at udvikle software, der leverer et godt resultat, når processen overlades til kamera-app’ens automatisering. App’en giver f.eks. ikke nogen mulighed for manuelt at aktivere eller deaktivere HDR. I stedet er softwaren designet til selv at slå HDR til, hvis man fotograferer med automatiske indstillinger, og omgivelserne og omstændighederne kræver det. Men vores testbilleder er et godt eksempel på, at det ikke helt virker efter hensigten. Resultatet bliver simpelthen konsekvent enten over- eller underbelyst.

Der går også alt for lange tid, når man skifter mellem de tre brændvidder i kamera-app’en. Uanset om man går fra ultravidvinkel til almindelig vidvinkel, fra almindelige vidvinkel til tele, eller omvendt, går der næsten et sekund, før kameraet er klar. Det var også et problem sidste år, og det er utroligt, at Sony ikke har fået styr på det endnu.

Sony Xperia 1 II er den første smartphone fra Sony med 5G-understøttelse. Det har vi desværre ikke haft mulighed for at teste i denne omgang, men i takt med, at 5G-netværkene bliver tilgængelige for forbrugerne i Skandinavien i løbet af 2020, vil man få adgang til den lynhurtige netværksteknologi med sin Sony-mobil.

Hvad er 5G?

Den nye mobile netværksteknologi er en efterfølger til og udvidelse af det eksisterende 4G/LTE-netværk. Kort fortalt er der tre store fordele ved 5G: Større båndbredde (teoretisk op til 100 gange hurtigere end 4G), større kapacitet og mindre (nærmest ikke-eksisterende) forsinkelse, med deraf følgende lynhurtige svartider (ned til 1 ms). Det betyder, at (mange) flere enheder kan være forbundet til netværket på samme tid. Og at enhederne kommunikerer lynhurtigt og uden nogen form for forsinkelse med hinanden og med servere på netværket.

Til gengæld er dækningsområdet for hver 5G-antenne meget begrænset, hvilket er en væsentlig årsag til, at 5G-netværket vil blive langt mere finmasket end tidligere mobilnetværk. Det er simpelthen en nødvendighed for at sikre den nødvendige dækning.

Mange eksperter mener, at 5G vil betyde en fuldstændig transformation for mange brancher og virksomheder. Smartere hospitaler, fabrikker og selvkørende biler (herunder mere intelligent trafikafvikling og øget trafiksikkerhed) er blot nogle af perspektiverne ved det nye 5G-økosystem.

Teknologien bag 5G

Nye frekvenser: 5G vil anvende nye frekvensområder, hvilket svarer til at føje nye spor til en motorvej. Det betyder langt højere hastighed og kapacitet – og ikke mindst stabilitet.

Flere antenner: 5G vil i sin fulde udrulning være baseret på et finmasket netværk af flere og mindre antenner end f.eks. 4G-netværket. Ydermere kan signalet fra 5G-masterne koncentreres ved retningsbestemmelse, hvilket betyder, at man med 5G kan opnå ekstremt hurtige hastigheder og høj kapacitet. 

Selvstændige netværk: 5G er ikke blot “et hurtigere 4G” – der er mange andre forskelle i måden, netværket fungerer på. Bl.a. er det muligt at etablere selvstændige, private netværk, som kan konfigureres til kundens særlige behov. Det private netværk deles ikke med andre, og derved opstår der ikke flaskehalse for den grundlæggende kapacitet, hastighed mv. – ligesom selvstændige netværk betyder øget kontrol med sikkerhed og stabilitet.

Kilde: Telia

Ydelse og funktioner

Selv om Sony Xperia 1 kun er udstyret med 8 gigabyte RAM i modsætning til andre topmodeller som OnePlus Pro 8 og Samsung Galaxy S20 Ultra, der kommer med 12 gigabyte, så kan det ingenlunde mærkes på ydelsen. Tværtimod klarer Xperia 1 II sig fremragende i alle vores benchmark-tests.

I både Geekbench 5 og AnTuTu 8 klarer den sig f.eks. næsten på niveau med OnePlus 8 Pro, som indtil dags dato er den kraftigste smartphone, vi har testet.

Fingeraftrykslæser Xperia1II
I Sony Xperia 1 II er fingeraftrykslæseren flyttet ind i tænd-sluk-knappen på mobilens højre side. (Foto: Peter Gotschalk)

Resultatet af de forskellige benchmark-tests svarer godt til min egen subjektive oplevelse af telefonen som hurtig og meget kraftfuld i daglig brug. Særligt lækkert er det, at Xperia 1 II i forhold til sin forgænger har fået et meget kraftigere batteri (nu på 4000 mAh i forhold til 3330 mAh i sidste års model), hvilket gør, at batterilevetiden ikke er noget som helst problem overhovedet, selvom mobilen er udstyret med en strømslugende 4K-skærm.

Fingeraftrykslæseren sidder som nævnt hverken i skærmen eller på bagsiden af telefonen, men derimod integreret i tænd/sluk-knappen, og det er faktisk en god løsning, der virker hver gang. Ligesom sin forgænger er Sony Xperia 1 II vand- og støvtæt (IP65/68), og som noget nyt har dette års model fået trådløs Qi-opladning på op til 10,5 W.

Xperia 1 II kommer med samme slags spilforbedrende software som forgængeren, så man kan dedikere mere hukommelse til det spil, der kører, og samtidig lukke af for meddelelser og andre forstyrrende elementer. Og selvfølgelig understøttes PS4 Remote Play også, ligesom man kan bruge sin Dualshock 4 controller til at spille på mobilen.

Xperia 1 II Black DualShock
Med Sony Xperia 1 II kan man spille spil med sin Dualshock 4-controller. (Foto: Sony)

Konklusion

Sony Xperia 1 II er på alle måder en bedre smartphone end sin forgænger. Det er også Sonys bedste smartphone til dato. Ydelsen er tårnhøj, og dette års model har også fået både 5G og trådløs opladning. Xperia 1 II er også blandt de eneste mobiler på markedet med 4K-skærm, og selvom den højopløste skærm må undvære en hurtig opdateringsfrekvens på 90 Hz eller 120 Hz, kører alting alligevel glidende og lynhurtigt.

Tilmed uden at miste pusten, for Sony har også fået plads til et større batteri, som giver Xperia 1 II en batterilevetid i den helt høje ende.

Det skader heller ikke ligefrem det samlede indtryk, at Sony såmænd også har fået plads til 3,5 jackstik, hvilket sammen med understøttelse af Hi-Res Audio, gør Xperia 1 II til en noget nær ideel mobil for de audiofile.

Det eneste skår i glæden er kameraet, der præcis som sidste år kæmper med software-problemer, der gør det vanskeligt for de, der ikke er fotoentusiaster, at få produceret gode billeder i lidt mere vanskelige omgivelser.

Karakter
Sony Xperia 1 II
High End
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

1 kommentar til “Sony Xperia 1 II”

  1. Michael D Nielsen

    Skår i glæden? Ved anvendelse af Photo Pro, er det nemt at tage fantastiske billeder, også med automatiske indstillinger. Specielt i svære omgivelser er det rimelig nemt at indstille til at tage meget virkelighedstro billeder. De fleste reviews og test viser at Sony Xperia 1 II tager væsentlig bedre billeder end eks. iPhone 11.Pro.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke

For godt til at være sandt?