I Sonys Xperia Z3-serie var der foruden den almindelige version også en Compact-model. Således også med Z5-serien, men nu slår man desuden et større brød op med en phablet-model, kaldet Z5 Premium.
Det meste af teknikken er den samme som i de mindre modeller. Det, der adskiller dem – bortset fra størrelsen – er at skærmen har 4K-opløsning. Dvs. det samme som de nyeste tv-apparater, men på en 5,5 tommers skærm. Er Sony mon gået fra forstanden?
Udseende og design
Z5 Premiums design er det samme som på de mindre modeller. Den har stadig en bagside af glas, men i modsætning til de andre er den blank. Især hvis man vælger Krom-modellen, bliver den hurtigt smurt ind i fingeraftryk, hvilket decideret ødelægger det lækre udseende.
At den er kantet, er faktisk et større problem i denne størrelse, idet den føles skarp i hånden. Til gengæld er det et enormt plus, at det er den eneste almindelige mobiltelefon, der er støv- og vandtæt.
Skærm
Z5 Premiums glansnummer er den vanvittig højopløste 4K-skærm. Betyder det noget ved almindelig brug? Nej, det er en gimmick; man kan alligevel ikke se detaljerne uden at bruge forstørrelsesglas. Men måske har Sony tænkt længere …
Et stort problem med nutidens Virtual Reality-briller, der anvender smartphones som skærm, er nemlig, at opløsningen er alt for dårlig på få centimeters afstand. Sonys skærm kan meget vel blive den fremtidige standard for Virtual Reality.
Det skal dog bemærkes, at den normalt kører med almindelig HD-opløsning for at spare strøm, så 4K aktiveres kun, når man afspiller film og viser billeder. Takket være Sonys billedforbedringsteknologi får man i øvrigt fremragende billedkvalitet fra IPS-skærmen, især mht. farvegengivelse.
Kamera
Ligesom sine små brødre har Z5 Premium fået nyt kamera. Med en rekordstor 23 megapixel billedsensor kunne man frygte, at det ville forringe billedkvaliteten. Men Sonys ingeniører ved, hvad de laver. Normalt tages billederne i 8 megapixel, og takket være den nye sensor og optikken får man fremragende skarphed og lynhurtig autofokus.
Desuden tager den de bedste billeder i svagt lys – uden al den billedstøj, som dette plejer at medføre. Det er svært at slå.
Hvis man skal finde en fordel ved Krom-modellen, så er det, at bagsiden faktisk kan bruges som spejl, hvilket gør det muligt at tage selfies med hovedkameraet.
Lyd
Vi kan godt lide, at denne Xperia har fremadvendte stereohøjttalere, som giver en dejligt direkte lyd. Selv om kvaliteten ikke er den bedste. Derimod er der god lydteknologi indeni med understøttelse af Hi-Res Audio. Det betyder, at man kan få virkelig god lyd i hovedtelefonerne, hvis de også er certificeret til højopløst lyd.
I brug
Desværre har Z5 endnu ikke fået Android 6.0, også kaldet Marshmallow, men Sonys tilpasning af brugerfladen er pæn og praktisk. Derimod havde vi gerne set, at Sonys mange apps var valgfri at downloade.
Installationsguiden er fremragende og hjælper dig med at komme i gang samt overføre indhold fra din gamle telefon, hvad enten det er en Android eller en iOS.
Fingeraftrykslæserens placering er ikke ideel, men den reagerer tilstrækkelig hurtigt og virker i første forsøg det meste af tiden.
Ydelse
Hvad rå ydelse angår, er Z5 Premium blandt de hurtigste Android-telefoner på markedet, kun overgået af Samsung Galaxy S6. I Geekbench scorer den henholdsvis 1.359 (single-core) og 4.335 (multi-core), og i Basemark OS II lander den på 1.856. Meget respektable tal, som sammen med en 3DMark-score på 28.995 betyder, at den aldrig føles langsom, selv ikke i 4K.
Med et resultat på 2.419 bekræfter den mere virkelighedsbaserede Browsermark-test bare, at det er noget af et præstationsmonster.
Konklusion
Er det så denne phablet-model, du skal købe? 4K-skærmen sluger rigtig meget strøm, og vi kan ikke lide den blanke bagside. Her er Nexus 6P bedre, og Galaxy S6 edge+ ligger mere behageligt i hånden. På den anden side er det den eneste vandtætte almindelige smartphone, kameraet er fantastisk, og den er hurtig som bare pokker.
Samlet set betyder det, at Z5 Premium lige nu er vores favorit i phablet-klassen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer