Både Huawei og OnePlus har forladt budgetmarkedet og satser på premium-segmentet. Nu er det Xiaomis tur til ikke kun at konkurrere på prisen, men også på luksusfunktioner.
Den nye Xiaomi Mi 10 Pro kan matche konkurrenters teknologi og kvalitet på de fleste områder. Den koster så også derefter. Men vil forbrugerne betale mere for en Xiaomi end for en OnePlus eller Huawei og næsten lige så meget som for en Apple iPhone 11 Pro?
Udseende og konstruktion
Der er ingen tvivl om, at Xiaomi har skelet til konkurrenter både en og to gange.
Sidste års Xiaomi Mi 9 så relativt kedelig ud, men Mi 10 Pro kommer i stilfulde farver, der virkelig skinner i lyset. Den har også fået en skærm, der pænt smyger sig rundt om kanterne, sådan som Samsung introducerede på deres Edge-modeller. Den har heller ikke en enorm kameraklods, som Samsung Galaxy S20 Ultra og Huawei P40 Pro har.
Så spørgsmålet er, om Mi 10 Pro ikke er den flotteste af årets topmodeller.
Skærm
Som på tidligere dyrere modeller anvender Xiaomi en AMOLED-skærm. Men selv om den er blevet større, holder de fast i 1080p opløsning, hvor andre er gået videre til 1200p eller 1440p. Det er ikke noget stort problem ved almindelig brug, men det er underligt, at de har sparet netop her.
Ellers har skærmen fremragende sortniveau og lysstyrke på niveau med OnePlus 8 Pro og Galaxy S20. Farvegengivelsen har vi heller ingen bemærkninger til. Ligesom de andre flagskibe har den også hurtigere skærmopdatering, hvilket får skærmindholdet til at rulle mere flydende og uden hakken.
Kameraer
Ligesom Xiaomi Mi Note 10 har Mi 10 Pro fire kameraer: Et standardkamera på 108 (!) megapixel, en 13 mm 20 megapixel ultravidvinkel, en 12 megapixel 50 mm tele (2x zoom), som de kalder portrætkamera, og en 5 megapixel tele (opskaleres til 8 megapixel) med 5x optisk zoom. Sidstnævnte kaldes i reklamerne “8 megapixel 10x hybridzoom”, hvilket ikke virker helt ærligt.
Brugerfladen er funktionel med de mest almindelige indstillinger lettilgængelige, mens mere eksotiske funktioner er gemt i undermenuer.
Ligesom Note 10 opnår den fremragende resultater under langt de fleste forhold. Men mere finstemt software sammen med bedre billedprocessering i Snapdragon 865 gør, at telefonen kan presse endnu bedre billedkvalitet ud.
Den er faktisk fuldt på niveau med Huawei P40 Pro, og man skal være meget pernitten for at finde nogen mærkbare forskelle. Huawei er muligvis lidt bedre i dårligt lys, og ultravidvinklen er ikke lige så skarp. Men alt i alt er det helt klart en af årets allerbedste kameramobiler.
Lyd
For en gangs skyld har nogen givet lyden noget kærlighed. Ikke nok med at der er stereohøjttalere; de spiller faktisk også rent og uden forvrængning, selv på høj volumen. Selvfølgelig kan man ikke forvente nogen særlig bas, men det er stadig bedre end hos de fleste af konkurrenterne.
Endnu vigtigere er, at telefonen er Hi-Res-certificeret og understøtter både aptX HD og aptX Adaptive for bedre trådløs lyd. I indstillingerne er der EQ og hovedtelefonjustering til kompatible modeller.
I brug
Oven på Android 10 har Xiaomi lagt deres egen brugerflade MIUI 11. Den er lidt pænere end tidligere versioner, men tilfører ikke mange nævneværdige funktioner. Man kan ikke engang bruge gestik til at navigere i brugerfladen.
Xiaomi kunne også lære noget af andre producenter, når det gælder unødvendige apps. Nej, vi vil ikke have meningsløse spil eller flere apps, der gør det samme. Samsung havde engang samme problem, men nu er det frivilligt, om man vil installere dem. Apropos apps, så kan Xiaomi af en eller anden grund godt bruge Google-apps i modsætning til Huawei.
Fingeraftrykslæseren under glasset er både hurtig og præcis. Ansigtsgenkendelsen er derimod ret middelmådig og ikke specielt sikker.
Ydelse
I betragtning af at Mi 10 Pro anvender samme processor som OnePlus 8 Pro, er ydelsesforskellene minimale. Den er ca. 10-15 procent hurtigere end Samsung Galaxy S20 Ultra og 25 procent hurtigere end Huawei P40 Pro. Ikke forskelle, der er afgørende for ens valg.
Derimod er Mi 10 Pro 350 procent hurtigere end Huawei på AI-funktioner som billedgenkendelse. Og 40 procent hurtigere end alle andre på Virtual Reality.
Batteriet er på 4500 mAh, hvilket er på niveau med konkurrenterne. Men batteriet holdt flere timer længere, selv med hurtig skærmopdatering slået til. Den oplades også med hele 50 watt, hvilket betyder, at den er fuldt opladet på 45 minutter.
Konklusion
I tidligere tests af Xiaomis mobiler har vi brugt ord som ‘prisgunstig’, da de næsten var lige så gode som topmodellerne, men til en bedre pris. Det er ikke tilfældet med Xiaomi Mi 10 Pro. Den er præcis lige så god som konkurrenterne og i nogle tilfælde bedre. Ingen er hurtigere, den deler førstepladsen på kameraer, skærmen er fremragende, højttalerne imponerende, og batterilevetiden rigtig god.
Hvorfor giver vi den så ikke udmærkelsen “Specielt Anbefalet”? Jo, for selv om man har formået at bygge en Audi, står der stadig Skoda på den. Og så kan man ikke tage premium-pris for den. Man må først overbevise kunderne om, at mærket ikke længere står for budgetklasse, og det er Xiaomi langt fra.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer