TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Xiaomi Mi 11 Ultra

Den ultimative kameramobil?

Xiaomi Mi 11 Ultra er en vild mobil, som du nok bør styre uden om, medmindre du er “first mover” og har for mange penge.

Af / 20/05/2021 - 15:31
Xiaomi Mi 11 Ultra

Home mener

  • Fremragende skærm med høj opløsning. Tårnhøj ydelse og lang batterilevetid samt markedets hurtigste opladning. Monsterkamera, der både leverer glimrende billeder i de fleste situationer og kommer med sjove ekstrafunktioner.
  • Kameraet lever dog på enkelte punkter ikke op til forventningerne, og det massive kameramodul gør designet klodset. Heller ikke den bedste talekvalitet. Ikke helt pengene værd i forhold billigere modeller i Mi 11-serien.

Xiaomi (udtales shaw-mee) er et navn, vi kommer til at vænne os til på det danske mobilmarked. For den kinesiske mobilproducent er godt i gang med at snuppe de markedsandele, som Huawei har mistet på grund af den amerikanske boykot, der bl.a. forhindrer Huawei i at levere smartphones med apps og tjenester fra Google.

Vi har allerede testet Xiaomi Mi 11, som var den første smartphone fra Huaweis kinesiske konkurrent, der kom bredt ud i handelen i hele Skandinavien. Den mobil gav vi vores specielle anbefaling, for her var der tale om en smartphone, der leverer varen på alle punkter. Havde det ikke været for kameraets manglende optiske zoom og en tynd lyd, havde Mi 11 såmænd også fået vores absolutte topkarakter.

Xiaomi Mi 11 Ultra er den aktuelle Mi-series storebror, og det indebærer bl.a., at den koster over 3.000 kroner mere end den almindelige Mi 11. Egentlig er de to mobiler identiske på væsentlige punkter – såsom processor, skærm og de fleste andre specifikationer – og det er primært på kameraet, at Mi 11 Ultra adskiller sig fra den billigere model.

Ergo regner vi bestemt med, at Xiaomi Mi 11 Ultra vil levere varen på samme punkter som Mi 11 – spørgsmålet er derfor primært, om det store kamera kan retfærdiggøre den store prisforskel.

Xiaomi Mi 11 Ultra
Xiaomi Mi 11 Ultra findes i to farver, Ceramic White og Ceramic Black. (Foto: Xiaomi)

Udseende og konstruktion

Hvor Xiaomi Mi 11 virkede let og elegant, er topmodellen Mi 11 Ultra mere bastant, og designet er i høj grad præget af det massive kameramodul på bagsiden. Det måler i sig selv 4 mm i tykkelsen og fylder hele den øverste femtedel af mobilens bagside.

Annonce

Der er selvfølgelig en grund til, at kameramodulet fylder så meget – hvilket vi vender tilbage til – men rent designmæssigt er det mildest talt ikke optimalt. Det betyder, at mobilen nærmest “vælter”, uanset om man holder den i hånden, eller den ligger på et bord, og det hjælper ikke på brugervenligheden, at kanten omkring kameramodulet er så skarp, at man kan skære sig på den – eller at bagsiden ikke er mat som på Xiaomi Mi 11, men derimod blank og glat, så Mi 11 Ultra ikke engang kan ligge fladt på et bord uden at begynde at glide rundt af sig selv.

Set forfra minder Mi 11 Ultra derimod nærmest én-til-én om den billigere Mi 11. Skærmen er let buet langs kanterne, mens både tænd/sluk-knappen og knappen til justering af lydstyrke begge praktisk er placeret på telefonens højre side. Mobilen er stort set rammeløs og har frontkameraet indbygget som et udstanset hul i skærmen. 

Xiaomi Mi 11 Ultra
Der sidder et gigantisk kameramodul på bagsiden af Xiaomi Mi 11 Ultra – formentlig det største, vi nogensinde har set på en smartphone. (Foto: Xiaomi)

Skærm

Xiaomi Mi 11 Ultra kommer med en 6,81 tommers AMOLED-skærm med WQHD+ opløsning (3200 x 1440), hvilket svarer til en billedskarphed på hele 515 ppi. Desuden har skærmen en adaptiv opdateringsfrekvens på 120 Hz (ligesom bl.a. Samsung Galaxy S21-serien), HDR10+ samt en maksimal lysstyrke på 1700 nit.

Mobilen kommer desuden med en lille overraskelse i form af en sekundær lille skærm, som er integreret i kameramodulet på bagsiden. Den kan bl.a. fungere som et spejl, når man tager selfies.

Skærmen er fremstillet af Gorilla Glass Victus og kommer i øvrigt med en helt vanvittig høj touch-sampling-frekvens på 480 Hz, hvilket betyder, at touch-betjeningen er ekstremt præcis.

I praksis er billedkvaliteten fremragende og næsten på niveau med, hvad OnePlus 9 Pro og Samsung Galaxy S21 Ultra kan præstere. Lysstyrken gør skærmen brugbar i dagslys – selv når solen skinner – og sortniveauet er også fremragende.

Farveskalaen kan justeres manuelt, og mobilen kommer også med MEMC (Motion Estimation and Motion Compensation), som er designet til at få videoer til at se bedre ud ved at øge antallet af “frames” i billedet.

En bedre skærm kan man simpelthen ikke ønske sig.

Xiaomi Mi 11 Ultra
Set forfra er der nærmest ingen forskel på de to mobiler, men set bagfra adskiller Mi 11 Ultra sig med sit markante kameramodul. (Foto: Peter Gotschalk)

Lyd 

Lyden er udviklet i samarbejde med Harman Kardon, og Xiaomi Mi 11 Ultra kommer med indbyggede stereohøjttalere, ligesom mobilen understøtter tilslutning af to Bluetooth-enheder samtidig. Det betyder i praksis, at f.eks. to personer kan lytte til den samme musik fra mobilen med hver sit sæt hovedtelefoner.

Mobilen leverer da også glimrende lyd fra de indbyggede højttalere – også bedre end lyden fra Mi 11, der havde et lidt for tyndt lydbillede. Her bliver det pludselig til en lille fordel, at Mi 11 Ultra har en større livvidde og lidt mere vægt på sidebenene.

Talekvaliteten er til gengæld ikke den bedste, vi har oplevet, selv om Xiaomi på dette punkt gudskelov ikke har ladet sig inspirere af Huawei, som på bl.a. P30 og P30 Pro havde bygget en højttaler ind i skærmen, så lyden ved taleopkald blev overført til øret via vibrationer i skærmens øverste område. Uha, det var en dårlig idé.

ToF_laserfokus1 ToF_laserfokus2
<
>
Trods mobilens multi-point Time-of-Flight laserfokussystem, som har et dybdekort med 64 zoner, så kameraet angiveligt skal kunne fokusere hurtigere, lykkedes det ikke på noget tidspunkt at fange den unge skaters 360-flip på det rigtige tidspunkt. Kameraet reagerede simpelthen for langsomt. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

Som nævnt sidder der et nærmest gigantisk kameramodul på bagsiden af Xiaomi Mi 11 Ultra – formentlig det største, vi nogensinde har set på en smartphone. 

Men der skal også være plads til tre kameralinser samt den førnævnte 1,1 tomme store AMOLED-skærm, der gør det muligt at tage sprøde selfies med mobilens hovedkamera.

Den primære vidvinkelsensor på 50 megapixel har Samsung leveret. Den avancerede sensor, som har fået navnet GN2 large camera sensor, er udviklet i fællesskab af Xiaomi og Samsung og er den første til at opnå størrelsen 1/1,12 tommer, der kan producere 4-i-1 2,8 μm Superpixels.

Da mobilen blev lanceret, lovede Xiaomi, at kameraet takket være den nye sensor og Xiaomis egen forbedrede natfotograferingsalgoritme ville være i stand til at tage lyse og detaljerede billeder uden problemer med så lidt som 0,02 lux lys.

zoom1 zoom2 zoom3 zoom4 zoom5
<
>
Prag med TV-tårnet Žižkov i baggrunden fotograferet fra Letenská pláň med hhv. ultravidvinkel, vidvinkel, 5x optisk zoom, 10x hybridzoom og 120x digital zoom. Sidstnævnte er stort set ubrugelig. (Foto: Peter Gotschalk)

Mi 11 Ultra er også den første Xiaomi-smartphone, der bruger et direkte multi-point Time-of-Flight laserfokussystem, som har et dybdekort med 64 zoner, så den angiveligt skal kunne fokusere hurtigere og mere præcist.

48 megapixel ultravidvinkel-kameraet kan fange et 128 grader bredt synsfelt, og en AI-algoritme skal korrigere linsefortegning og sikre optimal effekt for landskabs- og gruppebilleder, garanterer Xiaomi.

Mi 11 Ultra er endvidere udstyret med et 48 megapixel periskopobjektiv med 5x optisk zoom, der også understøtter 10x hybrid zoom og 120x digital zoom!

På papiret gør det kameraet i Mi 11 Ultra til et af de mest imponerende nogensinde i en smartphone – på niveau med eller måske sågar bedre end kameraet i Samsung Galaxy S21 Ultra.

I realiteten er Xiaomi Mi 11 Ultra da også et ægte kameramonster, der i nogen grad holder, hvad producenten lover. Ultravidvinkel-objektivet klarer at tage billeder stort set uden fortegning, og Mi 11 Ultra tager også lige så gode billeder ved dårlig belysning som førnævnte Galaxy S21 Ultra og iPhone 12 Pro Max.

ultravidvinkel
Kameraet tager gode ultravidvinkel-billeder uden fortegning. (Foto: Peter Gotschalk)

Både den optiske zoom og den hybride zoom giver gode resultater, mens 120x digital zoom – præcis som på Galaxy S21 Ultra, der dog “kun” byder på 100x digital zoom – blot er en ubrugelig gimmick.

På et andet punkt er kameraet også lidt af en skuffelse. Som nævnt lovede Xiaomi jo, at Mi 11 Ultra takket være det nye multi-point Time-of-Flight laserfokussystem skulle kunne fokusere hurtigere og mere præcist, men det var absolut ikke vores oplevelse. Vi prøvede at fotografere både mennesker og dyr i bevægelse, og resultaterne blev decideret dårlige. Den lynhurtige autofokus så vi ikke meget til.

Men ellers er der ikke meget at kritisere kameraet for. Brugerfladen er funktionel med de mest almindelige indstillinger lettilgængelige, mens mere eksotiske funktioner er gemt i undermenuer.

Optager man video, kan man med et enkelt klik tilføje biograflignende effekter som f.eks. den såkaldte VLOG-funktion, der lader dig skabe forudredigerede videosekvenser ved hjælp af skabeloner som Activities og Stop Motion. Et eksempel på en film af et par små skatere optaget med Stop Motion kan man se herunder.

Alt i alt kommer Xiaomi Mi 11 Ultra med et kamera, som nok slår mange andre mobiler på markedet, men ikke helt kan retfærdiggøre mobilens høje pris. Vi fik i hvert fald lige så gode resultater ud af kameraet på Xiaomi Mi 11.

Ydelse og funktioner

Som nævnt er Xiaomi Mi 11 Ultra den perfekte mobil for dem, der savner Huaweis kinesiske præg. Xiaomis egen brugerflade, MIUI 12, tillader mange af de samme brugertilpasninger som Huaweis EMUI-brugerflade – bl.a. at app-skuffen skjules, så alle apps ligger på startskærmen – ligesom mobilen kommer med mange egenudviklede apps til f.eks. afspilning af musik og video.

Hele designsproget i MIUI 12 minder så meget om Huaweis, at man indimellem fristes til at tjekke bagsiden af mobilen for at forsikre sig om, at der altså står Xiaomi og ikke et andet navn.

Men hvor Huawei altid satsede på sine egne Kirin-processorer, kommer Xiaomi Mi 11 Ultra med Qualcomms Snapdragon 888-processor samt 12 gigabyte LPDDR5-RAM og 256 gigabyte indbygget lager. Og Xiaomi Mi 11 Ultra understøtter selvfølgelig både 5G og Wi-Fi 6.

makro
Ultravidvinkel-objektivet kan også bruges til at komme helt tæt på motivet. (Foto: Peter Gotschalk)

Og vi skal lige love for, at Snapdragon 888 leverer varen. I alle benchmark-tests er Xiaomi Mi 11 Ultra enten hurtigere eller helt på niveau med dyrere topmodeller som OnePlus 9 Pro og Samsung Galaxy S21 Ultra, og det samme indtryk gør sig gældende i daglig brug, hvor alting kører lynhurtigt og uden afbrydelser.

Samtidig er mobilen ikke til at slide op, hvilket vores batteri-benchmark-test bekræfter. For det første kommer Mi 11 Ultra med et batteri på 5000 mAh, og for det andet byder mobilen på hele 67 watt kablet og 67 watt trådløs turboladningsteknologi, hvor sidstnævnte i øjeblikket er den hurtigste i branchen.

Begge kan oplade Mi 11 Ultras batteri til 100 procent på bare 36 minutter med næsten ingen tidsforskel mellem kablet og trådløs opladning. Det er intet mindre end imponerende.

selfie
Når man bruger det lille display på mobilens bagside, kan man tage ret imponerende portrætfotos. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Til at begynde med stillede vi spørgsmålet, om Xiaomi Mi 11 Ultra er pengene værd, når den nu koster over 3.000 kroner mere end den almindelige Mi 11, som har stort samme specifikationer, men kommer med et mindre ambitiøst kamera.

Svaret skal findes i detaljerne. Med Mi 11 Ultra får man først og fremmest et mere avanceret kamera inklusive optisk zoom, og dertil kommer et lidt større batteri og hurtigere opladning. Men det er så også det.

Og helt ærligt: Forbedrede natfotograferingsalgoritmer og linsefortegningskorrigerende AI-teknologi til trods tager Mi 11 Ultra ikke så markant bedre billeder end Mi 11, at det kan retfærdiggøre en pris, der gør mobilen en tredjedel dyrere. Det samme gælder forskellen på lynhurtig og ekstremt lynhurtig opladning.

Måske ved Xiaomi det godt, for firmaet har da også besluttet kun at sende et begrænset antal af Mi 11 Ultra på markedet. Det giver god mening, for selv om Mi 11 Ultra helt sikkert er en mobil af den type, som gør den allermest banebrydende teknologi tilgængelig for menigmand, så skal man være inkarneret “first mover” for at synes, at de små forskelle er pengene værd.

Karakter
Xiaomi Mi 11 Ultra
High End
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke