TEST: MoFi UltraDeck

I grammofonpladernes barndom blev det efterhånden sådan, at pladeselskaberne fik lavet pladespillere med deres navn på. Det var en naturlig følge af, at selskaberne gerne ville sælge plader, så folk havde brug for grammofoner, og som tænkt, så gjort.

I dag er det helt utænkeligt, at pladeselskaberne selv skulle lave pladespillere. Warner, Universal og Virgin Records ville aldrig drømme om at starte grammofonproduktion. Markedet er trods alt veletableret, og der findes utallige pladespillerproducenter.

Nogle vil måske indvende, at Sony laver pladespillere, men det er Sony Electronics, ikke Sony Music Entertainment. To forskellige selskaber.

I nyere tid, defineret som efter farve-TV’ets debut, er det næsten kun Decca Records – nu under Universal – der har lavet pladespillere og pickupper i eget navn. De andre kan ikke se pointen.

Men det kan Mobile Fidelity åbenbart. Selskabet – der i hvert fald i audiofile kredse er bedst kendt for deres audiofile presninger af vinylplader – er tydeligvis ikke tilfredse med udvalget og har fået lavet en pladespiller!

Eller rettere sagt to pladespillere. Samt tre (!) pickupper, to phono-trin og en pladevægt.

De har endda startet et separat selskab, Mobile Fidelity Electronics, efter at de for lidt over fire år siden satte gang i udviklingen af deres førstepladespiller, MoFi StudioDeck.

Deres anden pladespiller hedder UltraDeck. Det er den, vi tester her, og det er den dyreste af de to. Man kan ikke undgå at bemærke, at det er en remdrevet pladespiller, der lidt ligner Rega Planar 3 med en lige tonearm og kun én knap. Til start og stop.

Det er en meget simpel pladespiller at sætte op og bruge, og den leveres med et cool røgfarvet støvlåg, der minder lidt om det på gamle Garrard-grammofoner.

Plug and play

Pickuppen leveres færdigmonteret. Man skal bare trække modvægten frem til det hvide mærke på armrøret, lægge tallerkenen på og trække den orange drivrem på. Der medfølger et jordet signalkabel og strømkabel i æsken. Begge er altså aftagelige, hvilket giver mulighed for at opgradere med endnu bedre kabler.

Udviklet i USA

Pladespilleren virker meget solidt bygget. Den er udviklet af Allen Perkins, der også har udviklet Spiral Grooves high-end-pladespillere, og arbejdet blev ledet af John Schaffer fra Wadia. To måske ukendte, men langtfra betydningsløse ingeniører fra den amerikanske high-end-industri.

De har arbejdet med forskellige materialer og løsninger, før de landede på et chassis med tre aluminiumplader i sandwich med en MDF-plade, som de mener giver optimal dæmpning af farvninger og resonanser. Chassiset hviler på fire justérbare dæmpefødder, der er udviklet af Harmonic Resolution Systems, og en støbt pladetallerken i kunststoffet Delrin (polyoxymethylen) roterer på et inverteret stålleje med en safirbelagt bøsning i en bronzelegering.

Det skulle efter sigende dæmpe støj bedre og give en “sortere” baggrund for musikken.

En synkronmotor med pullert i Delrin er monteret nordvest for tallerkenens aksel, og på den modsatte side befinder en 10 tommers tonearm sig. Den er lavet af en letmetallegering, har indvendige kabling fra Cardas Audio og er monteret i kuglelejer.

MasterTracker MM-pickup

Hvis man vælger UltraDeck-pladespilleren, kan den leveres med en MM-pickup kaldet MasterTracker, præcis som vores testeksemplar. Den er bygget op omkring et letvægtshus i aluminium med spoler viklet med renere kobber end de to andre MoFi-pickupper. Den har også en skarpere slibning samt 3 mV udgangsspænding. Og den fungerer med alle pladespillerindgange til MM-pickupper.

Phono-trin med hovedtelefon­forstærker

Jeg nævnte, at MoFi laver to phono-trin. UltraPhono har indbygget klasse A hovedtelefonforstærker og et mere avanceret RIAA-trin end den lidt enklere StudioPhono. De to phono-trin er udviklet af legenden Tim de Paravicini, der også har haft en hånd med i udviklingen af pickupperne, siges det.

Phono-trinene kan bruges med enten MC- eller MM-pickupper (henholdsvis Moving Coil og Moving Magnet) og har små omskiftere til justering af impedansen fra 75 ohm til 47 kilo-ohm. Man kan også justere gain (forstærkning) i fire trin: 40, 46, 60 og 66 decibel.

StudioPhono og UltraPhono har også en monoknap og en subsonisk filterknap, og UltraPhono har desuden volumenkontrol til hovedtelefonudgangen.

Pladespilleren er lidt følsom med hensyn til placeringen. Den bevægelige masse i form af tonearm og nålehoved virker ikke 100 procent optimal. Eller også er der lidt for lidt dæmpning i armen. Når pladespilleren står tæt på højttalerne, kan man nemlig få den karakteristiske “nervøse” rysten i bas-enhederne, som forsvinder, når afstanden mellem pladespiller og højttalere øges.

Lyden af MoFi UltraDeck

UltraDeck + M hedder den version, der leveres med den tykke udgave af Delrin-tallerkenen og MasterTracker-pickuppen.

Den placerer sig i samme landskab som en Rega Planar 8 med Ania MC-pickup. Men den lyder anderledes end Rega-grammofonen, som med MC-pickuppen på Rega-armen tegner lidt finere fokuserede linjer i musikken og præsenterer et mere finkornet detaljeniveau. Med Ania MC koster den også nogle tusind ekstra.

MoFi-pladespilleren – som vi bl.a. testede med phono-trinet UltraPhono – har et lidt blødere fokus med varmere klangfarver og virkelig generøs bas.

Men den skaber et himmelsk åbent lydbillede med rigtig god dynamisk kontrast, også i bassen, og live-indspilninger med Keith Jarrett Trio lød faktisk mere fyldigt på Mo-Fi-pladespilleren end på Rega’en.

Klassisk musik kunne måske have godt af lidt mere luft i overtonespektret, hvor Rega’en brillerer, men på pop og rock er UltraDeck faktisk at foretrække. Den har simpelthen federe bas. Bruce Springsteens “Western Stars” lyder større, guitarerne har mere klangbund, og trommerne er lige så skarpt defineret som på en Planar 8.

Pladespilleren trives med musik med lidt fart på; så kommer den gode dynamiske kontrol til sin ret, og på klassisk musik er den mere Beethoven end Bach, på rock mere Beastie Boys end Beach Boys og på jazz mere Michael Brecker end Melody Gardot.

Pat Methenys bløde guitarlyd klinger dejlig varmt og nært, David Sanborns sprøde altsaxofon står klippefast midt i lydbilledet, og Jack DeJohnettes trommesoloer er som naglet til gulvet. Vokalklangen lyder ufarvet og naturtro, hvad enten det er Chet Baker eller Kiri Te Kanawa, der synger, og aldrig, aldrig dukker der en spids tone op.

Jeg testede også hovedtelefonudgangen fra phono-trinet med et par Sennheiser HD660S og blev mildt sagt positivt overrasket over lydkvaliteten. Musikken lød meget mere dynamisk og lydbilledet mere åbent sammenlignet med hovedtelefonudgangen på Hegel H190. Som slet ikke er værst.

Et lille tip

MoFi angiver et anbefalet nåletryk på mellem 1,8 og 2,2 gram. Jeg måtte bruge mindst 2 gram på enkelte plader, der var lidt skæve, ellers nægtede pickuppen at spore ordentligt.

Jeg vil også anbefale at bruge en pladevægt på pladespilleren. Gerne MoFis egen Super HeavyWeight, der vejer næsten 370 gram og presser pladerne ned mod den glatte Delrin-tallerken. Den udretter skævheder, hvilket hjælper på sporingen, og sørger for, at pladerne ikke glider rundt på tallerkenen.

Konklusion

De behøvede slet ikke at gøre det, men vi skal være glade for, at Mobile Fidelity gerne ville gøre det. Deres UltraDeck-pladespiller kunne let have været et flop, men med god hjælp fra folk, der ved, hvad de laver, er pladespilleren blevet en yderst vellykket konstruktion. Ikke alene virker den velbygget; den er også en fornøjelse at bruge, spiller som en prins og lyder som en konge.

I denne prisklasse findes der mange alternativer, og derfor er det mere end godt gjort, at MoFi Electronics har lavet en pladepladespiller, der på ingen måde kaster skam over deres respekterede audiofile kvaliteter på et andet område: Plader.