På Thomas Dybdahls seneste albumudgivelse Teenage Astronauts drømmer han sig tilbage til sin ungdom, omgivet af venner, fester og kærlighed, i en tid hvor man følte sig uovervindelig.
“Nordisk blues”
Dybdahl har aldrig været fremmed for det molstemte, og han har markeret sig som en mester i nordisk blues, nordic noir, eller hvad man nu vil kalde det. Men med Teenage Astronauts er stemningen ekstra blå, ikke mindst produktionsmæssigt. Det instrumentale består af en enkelt, usædvanligt velklingende guitar, og derudover et stort strygerarrangement – om end i det fjerne – fremført af Stavanger Symfoniorkester og arrangeret af Vince Mendoza, manden, som producer Larry Klein tyr til, når der skal bruges strygere.
Trommer og percussion er stort set fraværende, når der ikke er nogen rytmesamples, der er forvist til et sted i det fjerne. Det er absolut en nøgen produktion, men alligevel er lydbilledet enormt. Fyldt med smukke toner. Og luft!
Stemningen er sat fra starten
Albummets melankolske grundstemning etableres med det samme i titelnummeret Teenage Astronauts, en nostalgisk hyldest til ungdommens uskyld, mod og følelse af uovervindelighed. Sangen maler et billede af unge sjæle, der svæver gennem deres eget univers, hævet over voksenverdenens begrænsninger og bekymringer.
Cigaretskod i græsset og eksploderende fyrværkeri skaber en følelse af sene sommeraftener med uhæmmet frihed. Linjerne “Gravity binds us together / Till the end of time” antyder et ubrydeligt venskabsbånd, der trodser alle naturlove. Mens omkvædet “No one understands / Teenage astronauts can fly / No one understands / Teenage astronauts don’t die” understreger, hvordan unge mennesker oplever sig selv som udødelige med en følelse af, at alt er muligt, og at intet kan skade dem. De er heltene i deres eget livs eventyr.
Men både her og gennem resten af albummet er der en melankolsk og nostalgisk erkendelse af, at de dage nu er forbi.
Det underliggende tema går igen, som i Graffiti Boy (albummets eneste sang med et strejf af pop), hvor farver bliver en metafor for stemninger og barndomsminder, eller den hjerteskærende All For a Girl om et brudt venskab over en kæreste.
Havskildpadder
Sea Turtles er et højdepunkt for mig, her ligger der en svag rytme, som fra et bankende hjerte, mens strygerne og den knap hørbare guitar maler et stemningstungt lydspor til Dybdahls poetiske tanker om livets tunge byrder. Havskildpadderne, som i virkelighedens verden kæmper sig fra stranden til havet lige efter udklækningen, bliver en metafor for vores kamp med tilværelsens byrde på skuldrene. Sangen tager også et opgør med, hvordan materielle goder og forventninger kan blive en møllesten om halsen på os snarere end at bringe os glæde: “Fancy houses shining in the sun / Blind us in daylight / Empty shells packed full of heavy hearts / Bury us alive”. Nemlig.
Har brugt tekstforfatter
Når jeg refererer til Dybdahls tanker, er det ikke for at bagatellisere det faktum, at selve teksterne er skrevet af tekstforfatteren Edie Kuhnle Ottestad:
“Edie Kuhnle skrev teksterne efter vores lange samtaler om temaer og indhold,” fortalte Dybdahl, da jeg for nylig interviewede ham.
“Jeg har selv arbejdet med tekster før, men sagen er, at jeg elsker det musikalske aspekt, mens tekster ikke falder mig så naturligt.
Efter at Thomas og Edie var blevet enige om, hvad albummet skulle handle om, gik Edie i gang med at skrive teksterne på egen hånd. Men størstedelen af tiden blev brugt på forhånd med at tale sammen om temaer og indhold. Så lad der aldrig herske tvivl om, at vi er inde i Thomas Dybdahls hoved.
Den stemme!
Produktionen er lige så “enkel”, som den er virkningsfuld. Dybdahls karakteristiske falset svæver skrøbeligt og luftigt gennem et blueslandskab, og som lytter er der ikke en eneste afkrog af følelsesregistret, der undslipper!
Dybdahls stemme er elegant akkompagneret af en akustisk guitar og et strygeorkester. I stereoversionen har orkestret indtaget sin plads i baggrunden, med omtrent så meget plads omkring sig, som er tilladeligt, når en flersporsoptagelse kobles til et stereospor. Den dybt personlige og poetiske tekst får lov til at være helten i arrangementet.
Centerkanalen er i Dolby Atmos
Heldigvis er der andet end og mere end stereo. For det er ikke kun sangene i sig selv, der får dette album til at skille sig ud. Teenage Astronauts er nemlig mixet i Dolby Atmos med den grundighed og omhu, man normalt forbinder med filmmusik. Resultatet er bemærkelsesværdigt vellykket.
Atmos-mixet, færdiggjort af lydteknikeren Håvard Rosenberg, tager lytteoplevelsen til et helt nye højder. Hvert instrument har sin naturlige plads i det tredimensionelle lydbillede, med Dybdahls stemme placeret tydeligt i centrum. Strygerarrangementerne fra Stavanger Symfoniorkester omslutter lytteren og skaber en følelse af at befinde sig midt i musikken. Og i modsætning til næsten al anden musik i Dolby Atmos er centerkanalen en aktiv del af helheden.
Særligt effektfuldt er åbningsnummeret Teenage Astronauts, hvor lyden af en raket på et tidspunkt gradvist opbygges fra et fjernt drøn bag os, til den skyder hen over vores hoveder og forsvinder ud i verdensrummet. Sådanne kreative, nænsomt udførte detaljer løfter hele albummet til en oplevelse, hvor man kan lukke øjnene og lade sig opsluge fuldstændigt.
Atmos-mixet fungerer godt i hovedtelefoner, og endnu bedre med en god soundbar. Men det kommer for alvor til sin ret i en fuldblods hjemmebiograf med surround-opsætning og lofthøjttalere. Der kan man lade sig omslutte af det enorme, luftige lydspor, der lyder, som om det er spundet sammen med nornernes livstråde.
“Jeg så for mig, at det var indspillet i en lille hytte. For at skabe et pompøst billede var taget der ikke, men stjernehimlen skulle udgøres af strygeorkestret, som pakkede det hele ind i sådan et landskab,” fortæller Dybdahl.
Og det er præcis sådan, det lyder i Dolby Atmos. Det her skal opleves!
“Teenage Astronauts” er et mesterværk
Teenage Astronauts er en storslået kunstnerisk præstation, der cementerer Dybdahls position som en af Norges fremmeste sangskrivere og visionære kunstnere. Aldrig har melankoli lydt smukkere eller mere vidunderligt tredimensionelt. Et mesterværk af et album, som fortjener at blive oplevet af så mange mennesker som muligt. Strålende tekster, smuk produktion og et toneangivende Atmos-spor gør Teenage Astronauts til en af årets vigtigste og bedste udgivelser.
Min eneste anke er, at albummet er alt for kort. Det er godt at kende sin besøgelsestid, men med en spilletid på knap 32 minutter når man knap nok at komme i stemning, før det hele er overstået.
Atmos-udgaven af albummet er kun tilgængelig via Apple Music.
