Test: NAD M12

 

Hvad sker der, når ingeniører, der normalt bruger deres tid på at konstruere god lyd på et strengt budget, får frie hænder og sætter sig for at lave det bedst mulige uden skelen til omkostningerne? Så får man sådan noget som NAD’s Masters-serie. Vi har på det seneste testet flere modeller fra serien.

NAD M12 er producentens bud på en forforstærker i high-end-klassen. Ligesom de andre enheder i serien er den en strengt designet aluminiumklods med afrundede hjørner og en stor, central touch-skærm. En stor volumenknap er den eneste fysisk håndgribelige kontrol. Den og en stor solid fjernbetjening, ligeledes af aluminium. Med sine 48 knapper kan den desuden styre de fleste apparater i Masters-serien.

Modulopbygget

Forforstærkeren er stereoanlæggets trafikknudepunkt, hvor alle signalkilder samles. Og i et så luksuriøst produkt er der selvfølgelig rigeligt af det hele. Bagpladen er spækket med indgange af enhver slags. En del af dem er anbragt på udskiftelige indstiksmoduler, der kan afmonteres med et par skruer i stil med kortene i en stationær computer.

 

Systemet kaldes MDC (Modular Design Construction) og bruges i en række af NAD’s topmodeller, herunder Masters-serien. Bagpladen på M12 har ledig plads til flere udvidelser. Vores testeksemplar blev leveret med BluOS-modul til streaming og multirumslyd, og de analoge linje- og pladespillerindgange, som er en del af det faste udstyr på M12, sidder i øvrigt også på et MDC-modul, der kan købes som tilbehør til andre modeller.

Skal forstærkeren bruges i stereo-hjemmebiografen, kan man desuden købe et MDC-modul med fire HDMI 2.0-indgange.

Alt er digitalt

NAD kalder selv M12 en digital forforstærker, og det handler om mere end blot at have digitale indgange. Al signalbehandling i M12 er digital – også den “analoge”. Efter linjeindgangene og RIAA-forstærkeren digitaliseres signalet nemlig, og herefter sker alt med 35 bit/844 kHz opløsning (!) indtil effektforstærkerudgangene, som er analoge. Den meget høje opløsning betyder, at støj og forvrængning sænkes yderligere 66 dB sammenlignet med 24 bit signalbehandling. I hvert fald i teorien. I praksis bliver det analogdelen, der sætter grænsen.

Der er et fuldt udvalg af digitalindgange: Otte i alt og til alle formater. USB-indgangene arbejder selvfølgelig asynkront, så eventuelle uregelmæssigheder i datastrømmen fra en computer ikke påvirker lyden.

Multirum

NAD M12 kan udvides med Bluesound, som er NAD’s bud på multirumslyd i HD-opløsning. Man kan købe separate multirumshøjttalere, men altså også finde teknologien som MDC-udvidelsesmodul. Med modulet monteret dukker BluOS op som en ekstra indgang i forstærkeren.

Det betyder også, at du kan styre den fra BluOS-app’en på mobil og tablet, og den kan indgå i et multirumssystem og streame trådløs musik til alle rum i huset. Man behøver dog ikke nødvendigvis at anskaffe et high-end-system til hvert rum.

NAD M12 har i lighed med medie-serveren NAD M50 ikke understøttelse af DSD-filer. Det meget omtalte komprimerede HD-lydformat MQA er til gengæld understøttet, hvilket gør det muligt at få glæde af højopløst musik fra f.eks. Tidal.

Lyden af NAD M12

Som et gennemdigitalt produkt kommer M12 især til sin ret med digitale signalkilder. Og det ikke så meget et spørgsmål om, hvordan den lyder, men hvordan den ikke lyder. Den fremstår nemlig som ualmindelig nøgen og ren, og er nærmest umulig at sætte en finger på. Lyden i højttalerne bestemmes i højere grad af de øvrige komponenter i anlægget.

Vil du have en afbalanceret og neutralt kontrolleret lyd? Så skal M12 kombineres med en god klasse D-forstærker som NAD M22 V2. Her er der afdæmpet autoritet, glasklar gennemsigtighed og en dyb og veldefineret akustisk scene. Detaljer er der masser af, men lyden bliver ikke af den grund overanalytisk. Bare nøgtern.

Hvis du foretrækker en lydoplevelse med mere varme og sødme iblandet, kunne valget af effektforstærker falde på en single-ended rørforstærker eller en klasse A-forstærker. Spændt foran vores Nelson Pass Zen V2 var der både detaljer, rum og varme i overmål på en ellers kold og grå februardag.

 

Alt i alt sætter NAD M12 betydelig mindre præg på gengivelsen end den tilsluttede effektforstærker. Den gør sit job som kontrolcenter til noget nær perfektion og serverer vinylskiver, digitale filer og streaming med lige stor loyalitet, men et egentligt særkende leder man forgæves efter. Hvilket gør den til en nem partner for de fleste effektforstærkere.

Med til oplevelsen af den “usynlige” forstærker hører også en nærmest total frihed for forvrængning og støj – sandsynligvis hjulpet af den ekstremt høje digitale opløsning. Frem til udgangstrinet er det ren matematik.

Er det så den ideelle forforstærker? Ikke nødvendigvis, da musik handler om følelser, og M12 er lige så saglig som en statsautoriseret revisor. En forforstærker som den formidable McIntosh C2600 kan røre sjælen på en måde, som M12 ikke engang prøver på. Men den efterlader til gengæld et dybere ar i tegnebogen. Og man har stadig mulighed for at tilføre personlighed i de øvrige dele af hi-fi-kæden.

Konklusion

NAD M12 er et glimrende bevis på, at NAD kan lave andet end fornuftige, grå kasser. Den lyder pragtfuldt, og man skal meget højt op i pris, før den bliver det svage led i hi-fi-kæden. Samtidig byder den på alle de indgange og formater, man kan ønske sig (fraset DSD).

Takket være MDC er man fremtidssikret, hvis behovet eller teknologien skifter. Kan du nøjes med lidt færre indgange, bør du dog kigge på den integrerede M32, der lydmæssigt er så tæt på M12, at der næsten er brug for målfoto.