: Olympus PEN-F

Med et uforskammet lækkert retro-design skal Olympus’ lille ny forsøge at lokke et bredt publikum ind i butikkerne. De har virkelig lagt sig i selen for at gøre dette kompakte systemkamera så attraktivt som muligt. Med store indstillingshjul, der minder om 1960’ernes kameraer, og klassisk sølvgrå, der er mindst lige så retro, eller en mere diskret matsort finish appellerer PEN-F til andre end nostalgikere.

Uanset hvad, så får du et langt mere avanceret kamera end originalen fra 1963, som det nye PEN-F er løseligt baseret på. I hvert fald hvad designet angår.

Kameraet er langtfra det første fra Olympus med retro-design. Det første digitale PEN hed E-P1, og PEN-serien er senere blevet udvidet med flere og bedre kameraer, som alle ligner det analoge, filmbaserede PEN-F fra 60’erne.

Olympus’ kameraer i PEN-serien har haft én ting tilfælles: Et stilrent design med enkel betjening, som især i sølv og hvid har appelleret til den kvindelige halvdel af befolkningen. Og til dem, der bare vil have et simpelt kamera med god billedkvalitet, hvor man ikke behøver at vide så meget om kameraer for at tage gode billeder.

Sådan fungerer det nye PEN-F til en vis grad også, men det er et langt mere avanceret kamera end f.eks. PEN E-P5 – som stadig sælges – og har funktioner, der nok appellerer mere til viderekomne fotografer.

F.eks. dem, der overvejer eller allerede har et Olympus OM-D eller et avanceret systemkamera, som de synes er for stort, og kunne tænke sig et mindre kamera med et højt funktionsniveau.

 

20 megapixel bliver til 80

Det får de afgjort med PEN-F, som er på højde med Olympus OM-D E-M5 II og deler mange træk med dette kamera, som vi testede sidste år.

Men her har Olympus for første gang benyttet en ny 20 megapixel billedsensor – ikke ulig den, der sidder i konkurrenten Panasonic Lumix GX8, som sammen med det nye Sony a6300 er den nærmeste konkurrent til PEN-F.

Som er det første PEN ikke alene med 20 megapixel, men også med indbygget elektronisk søger – med 2,36 megapixel opløsning – samt femaksers integreret billedstabilisering, som gør det muligt at få skarpe billeder med op til fem trin længere lukkertid.

Skudtakten er på højde med professionelle kameraer. Op til ti billeder i sekundet (fps) – 20 fps med elektronisk lukker aktiveret – og op til 45 jpeg-billeder eller 39 råfiler i træk. Og sidst, men ikke mindst: Muligheden for at fotografere med op til 50 megapixel opløsning.

Kameraet tager ikke bare uden videre billeder med 50 megapixel. Man skal ind i skærmmenuen for at aktivere hi-res funktionen. Derefter skal kameraet stå stabilt på et stativ, og motivet må ikke bevæge sig. Det begrænser selvfølgelig anvendelsesområdet for hi-res, men man har i det mindste muligheden, og den kan være guld værd til f.eks. landskaber, makro, produkter eller sågar portrætter.

Når billedet eksponeres i hi-res tilstand, flytter billedsensoren sig op til otte gange i halve pixeltrin, mens processoren lagrer informationen i 23 megabyte store jpeg-billedfiler med 50 megapixel opløsning. Det giver synligt bedre detaljeskarphed og udvider utvivlsomt kameraets anvendelsesområde.

Der er ingen andre kompakte systemkameraer, der gør netop dette – med undtagelse af E-M5 II, som kan lagre med 40 megapixel. Men PEN-kameraet skiller sig ud ved at kunne lagre 132 megabyte billeder med hele 80 megapixel, hvis man gemmer dem som råfiler!

 

Hastighed og video

Kameraet ikke alene opleves som hurtigt, det er hurtigt. Skudtakten er 5 fps, hvis kameraet skal fokusere mellem hvert billede, eller 10 fps med fokus på første billede. Men med den elektroniske lukker aktiveret kan man som nævnt øge skudtakten fra 10 til 20 fps.

Ligesom E-M5 II har kameraet en mekanisk lukker, som giver lukkertider ned til 1/8000 sekund, og med den elektroniske lukker kan man fotografere med eksponeringstider helt ned til 1/16.000 sekund. Med skudtakten og den meget præcise autofokus oveni er ikke svært at få skarpe billeder af action og bevægelige motiver.

En serie billeder fra skøjtebanen viste, at kameraet behersker følgefokus glimrende, selv når motivet pludselig skifter retning, men lysforholdene var også upåklagelige.

Videospecifikationerne er de samme som på E-M5 II, altså ingen 4K-video, men 1080p og 50 fps med op til 77 Mbit/s bit-stream. Video er tydeligvis ikke det vigtigste på dette kamera, der også mangler mikrofonindgang, hvilket man faktisk får på E-M5 II.

Et så lille kamera med så mange funktioner får hurtigt får nogle ergonomiske udfordringer. Kameraet har f.eks. ikke noget håndgreb, men det findes dog som ekstraudstyr, ECG-4 i metal til godt 1.000 kroner. Som har åbning til batterilugen samt stativfæste og er absolut nødvendigt, hvis man skal bruge større og tungere objektiver, såsom Olympus’ fine 40-150 mm zoom.

Der medfølger en lille blitz med reflektor, som kan vippes og drejes, og dermed giver bedre kontrol over lysspredningen, og som understøtter trådløs styring af eksterne blitz.

 

I brug

Den integrerede OLED-søger ligner den, vi kender fra E-M5 II med 2,36 megapixel, og er en af de bedste elektroniske søgere på markedet lige nu. Men her er forstørrelsen ikke så stor, så søgerbilledet bliver lidt mindre. Touch-skærmen kan vippes ud og drejes, og man kan betjene funktioner, vælge fokuspunkt og tage billeder med pegefingeren på skærmen.

Som på de fleste avancerede kameraer er der flere programmérbare funktionsknapper samt to indstillingshjul, hvilket gør kameraet meget fleksibelt. Det er også muligt at gemme fire forskellige sæt indstillinger i Custom 1-4, som man får adgang til på det låsbare programhjul oven på kameraet.

Effektfiltrene er flyttet til et nyt indstillingshjul foran. Der er også sort-hvid-indstillinger med tre valgbare profiler, farveprofiler samt justering af farvebalance, -temperatur og -mætning. Under programhjulet sidder knappen til Kurver, hvor fotografen kan justere skygge, mellemtone og højlys, og se effekten på skærmen.

Flere af knapperne på bagsiden er lige lovlig små, og firevejsknappen ved siden af skærmen er så lille, at det næsten ville have været bedre, hvis den ikke var der. Der er i det hele taget mange knapper og hjul på kameraet, som kan virke overflødige eller fejlplacerede.

Dioptri-justeringen til søgeren og den sensor, der tænder søgeren, når kameraet løftes op til øjet, kunne f.eks. placeres til venstre for søgerokularet. Så ville der blive plads til knapper, som ikke bruges så ofte, til højre for søgeren og dermed frigøres plads til en bedre firevejsknap. For bare at nævne en mulighed.

En anden ting er, at kameraet ikke er vejrtætnet. Bevares, det er vældig solidt og tillidsvækkende bygget, men altså ikke tætnet mod sand, støv og regn. Det mener vi, at et kamera til over 10.000 kroner – som mere er henvendt til entusiaster end nybegyndere – absolut bør være.

 

Billedkvalitet og opløsning

Kameraet har også Olympus Live Composite, der f.eks. kan bruges til fotografering af stjernehimlen med lang eksponeringstid. Så kombinerer kameraet for- og baggrund med lyset fra stjernerne, mens man langtidseksponerer for at fange stjernernes bevægelse.

Det har også Live Time, som bruges ved længere eksponeringer, f.eks. en solnedgang over havet, for at få perfekt eksponeret himmel og forgrund, og 4K Time Lapse, der gemmer intervalsekvenser i 4K-opløsning. En velkommen funktion på kameraet er Silent Shooting, som gør fotograferingen lydløs.

Men til syvende og sidst handler det om billedkvaliteten. Olympus har længe benyttet en 16 megapixel billedsensor i både OM-D- og PEN-serien, og har endelig indhentet Lumix GX8, der har en 20 megapixel billedsensor. Det har PEN-F så også har fået, men forskellen er ikke særlig stor sammenlignet med 16 megapixel. Der er lidt bedre detaljeskarphed, og kontrasten mellem en skarp forgrund og en sløret baggrund er bedre, men forskellen er altså ikke så stor.

Det er den derimod, hvis man vælger 50 megapixel-funktionen. Den giver en tydelig forbedring af detaljeskarpheden, og her er det lille Olympus-kamera forbløffende nok på højde med Canon EOS 5DS R, som har en 50 megapixel full-frame billedsensor. Ulempen i forhold til Canon-kameraet – og også Sony a7R II og Nikon D810 – er som nævnt, at kameraet skal stå på stativ og motivet stå stille, når 50 (og 80) megapixel skal eksponeres.

Så den nye billedchip giver billedkvaliteten et lille, men ikke ubetydeligt løft. Ikke kun hvad angår opløsning og skarphed, men også farvegengivelse og støjdæmpning. Igen er der ikke tale om revolutionerende forskelle, men de er synlige nok til, at de har betydning for den oplevede billedkvalitet.

Farvebalancen er rigtig god, og farvemætning og farvestik er rigtig godt kontrolleret. Man risikerer ikke for grønt græs eller for lyserøde hudtoner, og der er ingen grund til at bekymre sig om billedstøj før over ISO 6400 lysfølsomhed. Man kan sagtens lave print i A2-størrelse uden at se billedstøj ved ISO 6400. Kornstøj er ikke særlig synligt før ISO 12.800, og dermed er den nye billedsensors støjdæmpning næsten et helt eksponeringstrin bedre end på OM-D E-M5 II.

 

Konklusion

Trods fraværet af vejrtætning samt nogle ergonomiske udfordringer er det lækre Olympus PEN-F en fornøjelse at fotografere med. Jeg har ikke haft det så sjovt med et kamera siden Fujifilm X100, som også er et uforskammet godt retro-kamera. Men PEN-F er bedre end det meste, vi har testet af små systemkameraer.

Det er ikke sikkert, at ejere af Lumix GX8 og OM-D E-M5 II har noget at vinde ved at skifte til dette kamera, selv om stillbilledkvaliteten er en tand bedre. De, der virkelig kan få noget ud af kameraet, er viderekomne fotografer, der ikke går så meget op i video som i stillbilleder. De får det bedste fra begge verdener: Et kompakt og kompetent kamera med fornem billedkvalitet og et højt funktionsniveau.