Hvilket sted kunne være bedre at teste en drone end terrænet ved en tidligere lufthavn? Derfor var jeg ikke i tvivl om, hvor Parrots nye Bebop-drone skulle prøves, da jeg modtog den til test. Efter at have opladet de to medfølgende batterier hankede jeg op i dronen og tog den med til den nedlagte Tempelhof-lufthavn i Berlin, hvis landingsbaner inklusive terræn nu er lavet om til en kæmpe park for byens beboere.
Her er der absolut ingen træer eller andre ting, man kan flyve ind i, og det frie udsyn over det gigantiske areal er ganske imponerende. Ikke uvæsentligt, når man tester en drone, der har et 14 megapixel Full HD-kamera med fiskeøjeobjektiv som sit største fortrin.
Robust og let
Parrot Bebop kunne lige så godt have heddet AR.Drone 3.0. I hvert fald er Bebop det nyeste skud på dronestammen fra franske Parrot, hvis AR.Drone 2.0 vi var ret begejstrede for, da vi testede den tilbage i 2012. Men hvor AR.Drone 2.0 trods forsikringer fra Parrot om det modsatte var ret skrøbelig, så er Bebop fremstillet med et skrog i EPP (en opskummet polypropylen), mens resten af konstruktionen er i glasfiberforstærket ABS (akrylnitril-butadien-styren – et stærkt, men meget let plasticmateriale).
Resultatet er en drone, der er mere robust end forgængeren, men alligevel vejer det samme, altså ca. 400 gram. Og det selv om den bærer rundt på førnævnte kamera, der faktisk er så stort, at dronen mest af alt ligner en flyvende camcorder.
Derudover byder Parrot Bebop på treakslet accelerometer, gyroskop og magnetometer samt en ultralydssensor og et vertikalt stabiliseringskamera, der begge hjælper med til at fastslå flyvehøjde og -hastighed. Indbygget GNSS (Global Navigation Satellite System) forbinder data fra både GPS og GLONASS for at stabilisere dronen.
Alt i alt bidrager de mange sensorer til at gøre det så nemt som muligt for brugeren at styre dronen i luften, ligesom den automatisk vender “hjem” til udgangspunktet, hvis forbindelsen går tabt.
Uden uheld, men ikke uden problemer
Bebop skulle altså være nemmere at styre og mere robust end AR.Drone 2.0, og da Tempelhof-lufthavnen som nævnt bød på optimale betingelser for flyvningen, lykkedes det mig for første gang at teste en Parrot-drone uden at komme til at smadre den undervejs. Ikke én eneste gang måtte jeg feje stumperne sammen efter et styrt, og selv om jeg undervejs flere gange mistede forbindelsen til dronen, så blev den hængende stabilt i luften og kunne altid i sidste ende bringes til en kontrolleret landing.
Det er dog langtfra ensbetydende med, at alting gik, som det skulle. Nok er den mere idiotsikker end forgængeren, men selv den bedste dronepilot vil støde på problemer med Parrot Bebop, for dronen kommer både med nogle indbyggede begrænsninger og et par børnesygdomme, og ingen af delene er sådan lige til at overvinde.
Parrot Bebop kommer med to batterier. Med et fuldt opladet batteri flyver dronen i op til 11 minutter.
Mister forbindelsen
Som udgangspunkt styres Parrot Bebop via den samme gratis-app som de tidligere dronemodeller samt de to små legetøjsdroner Rolling Spider og Jumping Sumo. Nemlig FreeFlight 3, som fås til både iOS, Android og Windows Phone. Man bruger altså sin tablet eller smartphone til at styre dronen, og på enhedens skærm ser man et live-feed fra Bebops kamera, så man så at sige kan styre dronen fra førstepersonsperspektiv.
Der findes tre forskellige konfigurationer af styringen, men vælger man den normale, så vipper og drejer man sin tablet eller mobil for at flyve frem og tilbage eller til siderne med dronen, mens to joysticks på touch-skærmen bl.a. drejer dronen om sin egen akse samt styrer højden.
Dronen forbindes til mobil eller tablet via Wi-Fi. Bebop skaber sit eget trådløse netværk (MIMO 2,4 og 5 GHz), og forbindelsen skulle ifølge Parrot have en rækkevidde på op til 250 meter. Tophastigheden er over 11 meter i sekundet, og den maksimale flyvehøjde er knap 200 meter.
Bebop flyver ganske vist nøjagtig så hurtigt som lovet, ligesom den også kan skifte retning eller højde på et splitsekund, men under testen oplevede jeg igen og igen at miste forbindelsen mellem tablet og drone (jeg styrede Bebop med en iPad mini), og det selv om Bebop på intet tidspunkt var længere væk eller højere oppe end 15-20 meter. Indimellem kom forbindelsen tilbage af sig selv, hvis jeg kom tættere på, mens den i andre tilfælde forblev afbrudt og først kunne genetableres ved at genstarte app og Wi-Fi-forbindelse, når dronen var landet af sig selv.
Der har næppe været den store interferens midt på landingsbanen i Tempelhof, og i indstillingerne kan man sørge for, at Bebop bruger begge Wi-Fi-frekvenser for at gøre rækkevidden så stor som muligt, men alligevel var konstante forbindelsestab det største problem under testen.
Et andet problem var, at styringen via den mobile enheds touch-skærm simpelthen ikke er præcis nok. Det virkede fint at accelerere og skifte retning ved hjælp af iPad’ens accelerometer, men især at dreje og dermed også styre kameravinklen via software-joysticket krævede en del tålmodighed og var simpelthen for unøjagtigt.
Egentlig burde Bebops indbyggede Wi-Fi have en rækkevidde på op til 250 meter, men under testen oplevede vi konstant forbindelsestab, så snart dronen var højere oppe end 15-20 meter.
Et sidste klagepunkt er den korte batterilevetid. Bebop kan kun flyve op til 11 minutter på en opladning, så hvis man har det medfølgende ekstrabatteri med i rygsækken, får man maksimalt godt 20 minutters flyvning ud af dronen, før man skal hjem til opladeren. AR.Drone 2.0 havde præcis samme problem, men kom kun med ét batteri, som det ovenikøbet tog flere timer at lade op. Heldigvis går det meget hurtigere at oplade Bebops batteri, så den nye drone er trods alt et skridt i den rigtige retning.
Og de konstante forbindelsestab og den unøjagtige styring er der såmænd råd for. Hvis man altså har råd. For et par tusind kroner ekstra kan man nemlig købe en såkaldt Skycontroller til sin Parrot Bebop, og den byder både på en kraftig forstærker af Wi-Fi-signalet og to rigtige joysticks, så man kan styre sin drone på samme måde, som hobbyentusiaster normalt fjernstyrer modelfly og -helikoptere.
Det flyvende kamera
Det indbyggede kamera fortjener stort set kun ros og anerkendelse. Som nævnt er det på 14 megapixel og kan optage video i Full HD-opløsning, og fotos kan tages i 4096 x 3072 pixel opløsning. På trods af fiskeøjeobjektivet bliver billederne “flade” og ikke forvrængede, og selv hvis det blæser kraftigt, og dronen bevæger sig i luften, bliver både stillbilleder og videoer meget skarpe og stabile. Begge dele er takket være software, som i realtid justerer for fejl og forvrængning.
Det indbyggede 14 megapixel kamera kan tage fotos helt uden forvrængning på trods af fiskeøjeobjektivet.
Skal man have bedre billeder eller video fra en drone, så skal man op i det professionelle segment. På forbrugerelektronik-markedet er det ikke set bedre. Bebop har dog ikke nogen mikrofon, så al video bliver lydløs.
Kameraet har 8 gigabyte indbygget lager, der mærkeligt nok ikke kan udvides via hukommelseskort. Det er lidt underligt, da den interne hukommelse bliver fyldt endnu hurtigere, end man løber tør for batteri, hvis man filmer meget under flyvningen.
Konklusion
Parrot Bebop er dyrere end de fleste andre droner på forbrugerelektronik-markedet, men for pengene får man i bund og grund et flyvende Full HD-kamera, der både kan optage video og tage fotos i høj opløsning. Når man ikke lige mister forbindelsen, er Bebop lynhurtig og meget nem at styre, og samtidig er den så robust, at den ikke falder fra hinanden for et godt ord.
Du kan ikke bare flyve med Parrot Bebop overalt. Den danske lovgivning påbyder, at flyvning med fjernstyrede droner skal ske mindst 5 km fra offentlige flyvepladser og mindst 150 meter fra bymæssig bebyggelse, fra offentlig vej og fra steder som fængsler, politistationer og militærområder. Dronen må heller ikke flyve højere end 100 meter.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer