TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Pioneer NC-50 DAB

Næsten helt komplet

Her mangler kun højttalere for at have et komplet anlæg. Selv cd-afspiller får du her, og det lyder rigtig godt.

Af / 10/03/2017 - 13:44
Pioneer NC-50 DAB

Lyd & Billede mener

  • Stort set alle musikformater understøttes, og du kan endda afspille cd-samlingen. Forstærkeren er lækker at se på og lyder rent og pænt.
  • Der mangler kraft og engagement, især i bassen. Brugerfladen på app’en mangler grafik og er uinspirerende at bruge.

Det er ikke længere populært med løse komponenter. Alle undtagen de mest glødende hi-fi-entusiaster vil have simple, lækre alt-i-én løsninger, som man kan streame musik til trådløst fra mobilen.

Salget af trådløse Bluetooth-højttalere er eksploderet de sidste par år, og mange bruge endda en trådløs bordhøjttaler som hovedanlæg i stuen. En klar fejl, mener jeg. Du får et meget større og mere omsluttende lydbillede med to højttalere, der spiller i stereo, og du kan nøjes med at spille meget lavere, fordi højttalerne fylder rummet mere effektivt.

Komplet anlæg
Lad mig i stedet introducere en minimalistisk tilgang til et komplet stereoanlæg i form af denne netværksforstærker fra Pioneer. NC-50 DAB, som den hedder, er slank og elegant, og indeholder absolut alt, hvad du har brug for, bortset fra højttalere. Vi taler DAB+ radio, internetradio og streaming af så at sige alle musikfiler både trådløst og fra USB-hukommelse.

Musiktjenesterne Spotify, Tidal og Deezer er indbygget, hvilket gør næsten alverdens musik tilgængelig lige ved fingerspidserne. Desuden har den både Bluetooth og AirPlay, så du kan streame musik trådløst fra mobilen uanset mærke og type. Den har endda cd-afspiller og indgang til pladespiller. Som jeg sagde: Komplet.

NC 50DAB rear2
På bagsiden finder du alt, hvad du behøver af indgange: Digitale, netværk, pladespillerindgang – you name it! Det eneste, vi savner, er USB DAC-indgang. Foto: Pioneer

Med tiden vil produktet også understøtte multirum med FireConnect, så flere kompatible produkter kan spille trådløst sammen. I testperioden var denne funktion dog ikke klar.

Annonce

Har brug for følsomme højttalere
Forstærkerkraften er opgivet til kun 2 x 50 watt i 4 ohm. Det er på fuld hammer med tårnhøj forvrængning, så i praksis vil vi sige omkring 2 x 40 watt. I 8 ohm reduceres det yderligere, til 30 watt eller deromkring. Forstærkeren vil derfor trives bedst med letdrevne højttalere (helst 90 dB følsomhed). F.eks. kompakthøjttalerne Focal Aria 906 eller de billigere PSB Imagine XB.

For at kunne afsløre, hvad forstærkeren har at byde på, også i bassen, bruger jeg i denne test gulvhøjttalerne Canton GLE 495 til ca. 5.000 kroner, som vi kårede som Bedste Køb i december 2016.

Brugervenlighed
Noget af det vigtigste ved et produkt som dette er brugervenligheden. Alle skal kunne bruge det. Her er Bluetooth-funktionen guld værd, da de fleste ved, hvordan man forbinder til mobilen og bruger den som afspiller.

NC 50DAB display graphics

Men for at få det fulde udbytte af funktionerne må man sætte sig ind i streaming-mulighederne. Jeg tænker, at USB-hukommelse ikke vil blive brugt meget, da en harddisk eller memory stick først skal sættes i computeren for at overføre filer og derefter plugges i forstærkeren for afspilning. Her vil trådløs streaming fra en netværksforbundet harddisk være mere relevant (DLNA), men de fleste, der ikke sværger til højopløste musikfiler, bruger en streaming-tjeneste over 90 procent af tiden.

Spotify-brugere kan benytte Spotify-app’en, som de kender, mens dem med Tidal og Deezer må benytte Pioneers brugerflade i Control App til iOS og Android.

Uinspirerende listeform
Som Tidal-bruger må jeg sige, at jeg er lidt skuffet over app’en. De, der kan huske de gamle telefonbøger, ved hvad jeg taler om. Sange, albums og spillelister vises i ren listeform, helt uden grafik. Det er uinspirerende og ikke særlig overskueligt. Men ellers fungerer det fint; musikken spiller, som den skal, og man finder både redaktionelle lister og egne favoritter.

NC 50DAB app Tidal interface

Jeg foretrækker pc eller Mac frem for brugerfladen på NC-50 DAB. De fleste pc-brugere er der ikke taget hensyn til, da USB DAC-indgang mangler. Mac-brugere kan benytte den optiske digitalindgang, som understøtter op til 192 kHz.

Lydkvalitet
Lyden af Pioneer NC-50 DAB er klar og neutral. Den trives bedst fra lav til moderat volumen og helst med ikke alt for kompleks musik. Folk og jazz med lille besætning lyder pænt og ordentligt; der er f.eks. godt anslag i klaveret på Norah Jones’ “Tragedy” fra 2016-albummet Day Breaks. Baskontrol er ikke forstærkerens stærkeste side, men klangen i elbassen er fin.

NC 50DAB DAB kbps2
(Foto: Producent)

Musik med mere tryk på, f.eks. Puscifers “Life of Brian (Omniflux Mix)” med dets seje industrielle rytmer, mangler den nødvendige vildskab til at få feststemningen op i gear.

Hvis vi sammenligner med Hegel Röst, der på papiret ikke er meget kraftigere med sine 2 x 75 watt, så lammetæver den NC-50. Den har meget bedre kontrol i bassen, lydbilledet bredes mere ud i rummet, og den lyder i det hele taget langt mere underholdende (det er stadig Canton GLE 495, jeg spiller på). Også Yamaha R-N602, en netværksforstærker til 4.500 kroner, har mere vitalitet i bassen og desuden et dybere, rigere lydbillede. Men altså ikke cd-afspiller.

NC 50DAB
(Foto: Producent)

Et par kompakthøjttalere som Focal Aria 906 er et bedre match. Man falder ikke i samme grad for fristelsen til at spille højt, og hvis man tager fokus væk fra dybbassen, bliver man mere opmærksom på forstærkerens kvaliteter i højden. For det lyder meget åbent og rent, og hvis vi sammenligner med den populære Sonos Connect:Amp (4.400 kroner), er der mere luft i lydbilledet fra Pioneer.

Konklusion
Med NC-50 DAB har Pioneer lavet et meget komplet produkt. Her får du både forstærkning, trådløs streaming, DAB+ radio, cd-afspilning og tilslutning til pladespiller. Så behøver du kun højttalere ved siden af.

Brugervenligheden er rimelig god, især med Bluetooth og AirPlay, men den app, der bruges til streaming af musik over netværket, mangler en ordentlig grafisk brugerflade og minder om en telefonbog. Kun lige godkendt.

Lyden er ganske god. Først og fremmest spiller Pioneer-forstærkeren rent og pænt. Vi kommer dog ikke uden om, at det hele lyder lige lovlig forsigtigt på grænsen til det tyndbenede. Med andre ord: Komplet på funktioner, kun næsten på oplevelse.

Hvad DAB+ angår, lyder det ikke specielt godt, men det er ikke Pioneers fejl. Der er grænser for, hvad man kan få ud af musik-streaming med begrædelige 64 og 80 kbit/s.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset