: PSB M4U 1

Man kan blive helt overmæt af alle de kunstnere, der skal have deres eget hovedtelefonmærke. Med enkelte undtagelser er det meste, vi har testet fra den kant, ​​en endeløs strøm af middelmådige produkter. Men de går som varmt brød, og man ser dem på utallige hoveder i gadebilledet.

Paul Barton er så langt fra en juvelbesat kunstner, som man kan komme. Manden er uddannet violinist og ved lidt mere om højttalere end de fleste. Han står bag hovedtelefonerne M4U 2 med støjreduktion, som vi testede i 2012, og nu disse, der er den samme model, bare uden støjdæmpning.

PSB M4U 1 hedder de, og logoet er sammensat af Paul og hans kone Sues navne. Næsten som en kunstnersignatur, men Barton er mere optaget af teknik end image, og M4U 1 ligner da heller ikke et fashion statement.

Hovedtelefonerne – der har lukkede øreklokker med 40 mm elementer – fås i sort, rød, hvid og grå, og er forholdsvis store af bærbare hovedtelefoner at være. Bæretaske, fly-adapter med to mini-jack stik samt ledning med mikrofon og fjernbetjening til mobilen medfølger.

Varm og åben lyd
Sidste gang jeg testede PSB’s hovedtelefoner, fandt jeg ud af, at de lød allerbedste i aktiv tilstand, uden støjdæmpningen aktiveret. I passiv tilstand uden noget elektronik tilkoblet manglede de dynamik og spændstighed, men balancen i ​​lydbilledet var fremragende. Det samme var baskvaliteten. Sådan er det også – ikke uventet – med M4U 1.

Mendelssohns strygerkoncert lød nydeligt med klangrig og varm, fyldig mellemtone. Ikke på noget tidspunkt følte jeg, at det lød påtrængende. Tonerne fra soloviolinen i andante-satsen fik en pragtfuld dyb og luftig klang, som jeg ofte oplever, at hovedtelefoner er lidt for gode til at maskere.

Personligt foretrækker jeg endnu mere luftig diskant, men så koster det som regel også mere end et par tusindlapper. Sennheiser Momentum har bedre defineret diskant, men mangler den basdynamik, som de aktuelle hovedtelefoner har. Det lagde jeg mærke til på Whiskeytowns “Ballad of Carol Lynn”, hvor lilletrommen og storetrommen var mere markeret i PSB-hovedtelefoner.

Bassen i begyndelsen af ​​Nick Caves “Stagger Lee” gik så dybt og var så massiv, at det vibrerede i ørebrusken. Morphines “Come Over” blev en herlig oplevelse, og det eneste, jeg savnede, var endnu mere lydtryk. Men det kan utvivlsomt klares med en hovedtelefon-forstærker, f.eks. en FiiO E17, som også har DAC indbygget.

Uspændende, men velklingende
Man lægger knap nok mærke til PSB M4U 1, så diskrete er de. Selv de røde er så afdæmpede i farven, at de ikke skriger modeslave. Men hvad alle dem med kunstnerklapper på hovedet ikke ved, er at man får meget bedre lydkvalitet fra et par PSB M4U 1. I hvert fald hvis man kan lide naturlig, balanceret lyd med en varm og fyldig klang – og så lidt kick-ass dynamik. Så bliver det ikke meget bedre til prisen.