: Raidho D1

For halvandet år siden testede jeg et par højttalere fra den lille danske producent Raidho. De hed C1.1 og var en relativt lille stativmodel. Min vurdering var, at jeg på det tidspunkt ikke havde haft bedre stativhøjttalere i mit lytterum.

Nu er der kommet en ny serie med bl.a. højttalerne D1, som til forveksling ligner C1.1. Men de er også betydelig dyrere. Hvad er der sket, og er de nye så meget bedre end de gamle, at det retfærdiggør prisforskellen? Det tager vi et nærmere kig på her.

Vores testobjekt er altså model D1, der i princippet er en diamantopgraderet (!) version af C1.1, som jeg dengang var så tilfreds med. Ud fra det, jeg hørte i Raidhos lytterum under et besøg på virksomheden, havde jeg noget at se frem til. Disse højttalere syntes at have de samme kvaliteter, bare med mere af det hele. Det tegnede mildt sagt lovende.

Et besøg er nærmest et must, når man skal teste Raidho-højttalere. Firmaet er opsat på, at man gerne både skal se produktionen af alle højttalerdelene og få mulighed for at lytte til sortimentet og diskutere det hele. Det er meget positivt, synes jeg. Jo mere man ved, jo bedre. Og hverken Lars Kristensen eller Michael Børresen er særlig gode til at holde kortene tæt ind til kroppen.

Overtrukket med diamanter
Basreflekskonstruktionen D1 er placeret i samme slags kabinet som C1.1. Det er således ret små højttalere, men tunge – 12,5 kg stykket. Det er også det samme stativ som tidligere (kan købes separat). Sidste gang undrede det mig, at de var så høje, og denne gang bliver jeg lige så overrasket, når højttalerne placeres på de i øvrigt eksemplarisk montérbare stativer. Højden skal ifølge Lars Kristensen bestemmes ved lytning. Det virker lidt vanskeligt, men det lydbillede, der tegnes op, tror jeg næppe kunne være bedre med en anden højde. Jeg prøvede for sjov med et mindre stativ, men det var ikke nogen god idé.

Det nye i forhold til C1.1 er bas/mellemtone-elementet, som altså er belagt med diamant i stedet for keramik. Det gør selvfølgelig membranen endnu stivere og i hvert fald ikke tungere. Samtidig er membranens cut-off frekvens flyttet langt, langt væk. Den nye membran har medført, at stort set alt inde i højttalerne er modificeret, fra ramme (tragt) og suspension til intern kabling – og et om muligt endnu mere heftigt delefilter med specialkomponenter efter Børresens specifikationer.

Både elementer og delefilter er noget af ​​det sejeste, jeg har set. I alle kategorier.

Præsterer fuldt ud
D1 er om muligt endnu lettere at stille op end deres forgængere, og de spiller villigt med alle forstærkere, jeg har prøvet. Men de er også endnu bedre til at afsløre, hvad elektronikken kan præstere. Velkonstrueret elektronik ser ud til at kunne udnytte sit potentiale i usædvanlig høj grad sammen med D1, og det behøver ikke at være de dyreste forstærkere, bare de er lavet ordentligt.

Lette at stille op, siger jeg, men D1 vil gerne have, at der er langt mellem højttalerne – længere, end jeg er vant til. Til gengæld skal de også vinkles mere ind mod lyttepositionen, end jeg plejer. Det lader til at gælde for stort set alle Raidhos højttalere. Selv kæmper jeg for at få mine Wilson Audio Sophia 3 til at leve op til deres potentiale i mit nye lytterum. Det har jeg brugt meget tid på, og det er stadig ikke lykkedes. Derfor er det lidt frustrerende, at D1 bare præsterer fuldt ud efter få minutters rykken rundt.

Ja, jeg ved godt, at det er uretfærdigt. Jeg har mulighed for at have udstyr i mit hjem, som de fleste mennesker kun kan drømme om. Og jeg får lov til at prøve højttalere, der hører til det ypperste, man kan få i de forskellige prisklasser. Som nu D1. Jeg er ikke så overrasket over dem, som jeg var over C1.1, for nu var jeg forberedt, men at de er (endnu) bedre, det er der ingen tvivl om. Og lige nu slår de mine egne Wilson til nogenlunde samme pris. Ganske eftertrykkeligt, endda.

De seneste år er dynamiske højttalere bliver bedre og bedre. Først var det diskant-elementerne, og så er dome-diskanter blevet markant bedre (f.eks. Dynaudio, Magico, Dali), bånddiskanterne er blevet tæmmet (Engelholm, Raidho), og Heil-diskanter har udviklet sig voldsomt (ELAC). Og alle disse diskanter er det lykkedes at integrere meget bedre med resten af ​​højttaleren. Selv horndiskanter (Avantgarde, JBL) er blevet rigtig spændende. Siden er der begyndt at ske en glædelig optimering af bas/mellemtone-elementerne.

Det er, som om udviklingen efter at være stagneret i lang tid virkelig har taget fart igen. Generelt tror jeg, at de bedste højttalere i dag har kvaliteter, som vi aldrig før har været i nærheden af.

Ikke mindst Raidho har gjort meget for at udvikle deres ​​højtaler-elementer, optimeret og tænkt i nye baner. De har nogle af de mest kompetente og gennemtænkte elementer, jeg overhovedet har set. Og D1 har lydmæssige kvaliteter, som jeg for bare et par år siden ikke troede, at jeg skulle få lov til at høre fra små stativhøjttalere.

Spiller sk*de højt
Jeg citerer fra min test af C1.1: “Jeg tror, ​​det springende punkt handler om renhed, om at der er minimal distortion, om at elementerne er særdeles kompetente. Dynamik er der i en grad, som man sjældent hører fra højttalere med kun to elementer, og homogeniteten i gengivelsen gør, at man bare slapper af og lytter.”

Og her er der bare endnu større renhed, endnu mindre distortion. Det mærker man hurtigt. Jo renere det er, jo mere skruer man ubevidst op for volumen. Og Raidho D1 kan spille sk*de højt – tro mig. Men de kan også spille meget lav og stadig få det hele med. Det tyder på kvalitet, tårnhøj kvalitet.

Diskant-elementet, der er gennemgående i både C-serien og den nye D-serie, præsterer på et plan, der gør det vældig spændende at lytte, men på en afslappende og behagelig måde. Her er masser af opløsning, godt med luft og en herlig hurtighed og distinktion i gengivelsen, som det er svært ikke at falde pladask for. Og renheden gør, at baggrunden bliver dejlig natsort, som den kun kan blive med virkelig gode højttalere.

Bassen er både tung, hurtig og markant, og man får den naturlige varme og dynamik i lyden, som jeg altid efterlyser. Det er en vellykket balance, så det lille bas/mellemtone-element ikke arbejder sig selv ihjel, selv om det er meget kompetent og velbygget.

Kan de spille dybt? Joh, det lyder i hvert fald sådan, selv om det selvfølgelig ikke er den samme bas, som man får med ordentlige gulvhøjttalere. Firmaet oplyser, at D1 går ned til 50 Hz, men højttalerne giver alligevel en god illusion af, at de faktisk kan spille dybbas. Hvis man lytter til gulvmodellen D3 fra samme producent, står det dog klart, at der er mere at hente her, meget mere faktisk. Men så er det også til en helt anden pris, selv om D1 er ikke en billig fornøjelse.

Konklusion
Med højttalere af denne kaliber handler det for mig ikke så meget om bas og diskant, men om temperaturen, farven og størrelsen af lyden – og om den oplevelse, højttalerne kan give. Og man får efter min mening en rasende god musikoplevelse med Raidho D1. Det er nogle herlige højtalere, ganske enkelt.

Det er temmelig mange penge at give for så små højttalere. Men det hele er håndbygget, og der er ikke skåret nogen som helst hjørner. D1 er så gennemførte, som noget kan være. Og hvis du tror, at man ikke kan få fuldfed lyd fra små stativhøjttaler, så tager du fejl. Ud og lyt – og god fornøjelse!