Stadig stigende salgstal fortæller os, at flere har fået øjnene – eller måske snarere ørerne – op for lyden fra vinylplader. Den voksende fanskare gør et stort nummer ud af ritualet med det fysiske musikformat, de store album-covers med masser af info, og hvordan man involverer sig på en helt anden måde, når man skal høre musik på en grammofon, end når man bare trykker play på sin smartphone. Det minder lidt om vinkendere, der tempererer, dekanterer og snuser, før de nyder en fornem bordeaux.
Startprisen for en god pladespiller ligger under 3.000 kroner, hvilket har gjort det muligt for unge mennesker med få penge at komme i gang med vinyl. Pladespillere er nemlig ikke forbeholdt ældre mænd med grånende manke og solid nok økonomi til at købe håndbyggede pickup’er, der koster mere end en måneds SU.
Derfor sælger overkommelige grammofoner fra Project, Thorens og Rega godt. Så godt faktisk, at engelsk Rega kæmper for at følge med efterspørgslen. Gevinsten ved det eventyrlige salg er bl.a. flere penge til udvikling. Det så vi, da Rega lancerede den unikke RP8, en pladespiller med todelt chassis. Fordelt på et letvægts inderchassis og et yderchassis, og med separat strømforsyning.
Det samme princip er anvendt til Regas topmodel RP10, der koster det dobbelte af RP8, men ligner så meget, at man spekulerer på, hvad i al verden det er, der koster så meget.
Den hellige treenighed
Ligesom på RP8 er de to chassiser uafhængige af hinanden, hvor det ydre chassis kun bruges til at holde støvlåget på plads. Hvis man ikke har brug for støvlåg, har man altså heller ikke brug for yderchassiset. Så står man tilbage med en super let ramme med lav masse. Med en skumkerne af polyolefin, som er dækket af et lag fenol og forstærket med en fenol- og magnesiumramme på toppen og undersiden.
De forskellige materialer giver, ifølge Rega, bedre støddæmpning og udligner resonanser bedre, end hvis der var brugt de samme materialer over det hele. Tænk trækabinetter og traditionel opbygning med et fastboltet inderchassis som modstykke.
Så langt er RP8 og RP10 næsten helt ens, men her er så de ændringer, der har gjort RP10 meget dyrere:
En ny, digitalt styret strømforsyning, som er optimeret til den 24 volt motor med to faser, der sidder på inderchassiset.
Regas dyreste håndbyggede tonearm, RB2000. Med ekstremt lav tolerance i armophænget, hvor det polerede armrør har det meste af sin masse centreret omkring ophængningen.
Keramisk pladetallerken med massen lagt til yderkanten for maksimal stabilitet. Lavet af keramisk oxidpulver, der er komprimeret under højtryk og diamantskåret for at få en fuldstændig flad overflade. Den keramiske tallerken koster lige så meget at lave, som hele RP8 gør, og bidrager i høj grad til RP10’s pris.
Pladespilleren fås uden pickup til 32.000 kroner eller – som her – med Regas Apheta MC-pickup. Den samme, som vi testede RP8 med. Derfor er det spændende at se, hvor meget bedre RP10 er blevet med de ændringer, der er beskrevet ovenfor.
Opløsning og dynamik
Rega-pladespilleren er uhyre let at sætte op. Især hvis man køber den med pickup’en færdigmonteret. Man behøver strengt taget ikke nogen erfaring med pladespillere for at komme i gang. Pak alle delene ud, følg de letforståelige instruktioner, og du er klar til at spille musik efter en halv time.
RP10 blev koblet til Ayres alsidige pickup-forstærker P-5XE forbundet med den 300 watt kraftige integrerede forstærker McIntosh MA8000. Med et bredt udvalg af højttalere til rådighed var der et solidt grundlag for at finde forbedringerne i forhold til RP8.
Ved den første lytning troede jeg, at klangbalancen var lidt tynd. I hvert fald i forhold til den McIntosh-grammofon, vi testede for nylig. Et par plader senere stod det klart, at det ikke var tilfældet. Det var snarere Rega, der var mere neutral i klangen.
Et tjek med Ry Cooders Borderline, der ofte lyder lyst og tyndt, bekræftede, at Rega snarere er neutral i klangen end lys.
Dynamik og fokus var to af de områder, hvor RP8 brillerede, og sådan er det også her. Den dynamiske kontrast er chokerende stor, og detaljeniveauet er fremragende. RP10 har også markant bedre kontrol over bassen end andre pladespillere, vi har testet den senere tid.
Den går hørbart dybere end RP8, og der er endnu mere vægt i bas-transienterne. Samtidig er der en helt utrolig dybde i musikken, hvilket f.eks. kommer til udtryk på Still Live med Keith Jarrett Trio. Man hører meget mere af akustikken i rummet, og små detaljer, som jeg ikke har hørt før, dukker tydeligt frem i lydbilledet.
Dette indtryk blev kun forstærket, da jeg skiftede lp’er. Og Jan Gunnar Hoffs klaverspil på den fremragende Living var ingen undtagelse. RP10 serverer dynamik og klangfarver med en autoritet, som man snarere forbinder med pladespillere, der ligner en boreplatform. Der er fuldstændig greb om musikken, og jeg kan ikke finde noget at sætte en finger på.
Måske er det ikke muligt at få bedre lyd fra vinylplader uden lægge en væsentlig større sum på bordet for et dyrere pladespillersystem.
Regas pladespiller kan også bruges sammen med andre pickup’er, og selv om jeg kun har testet den med den velkendte Apheta-pickup, kan jeg sagtens forestille mig, at den kan spille guddommeligt med andre pickup’er.
Når kun det bedste er godt nok
Rega RP10 er en milepæl inden for grammofoner. Den unikke konstruktion og den ekstreme ydelse gør den efter vores mening til en af de bedste pladespillere gennem tiderne. RP8 giver dig nok mere for pengene, men hvis kun det bedste er godt nok, så er det RP10, du skal bruge dine penge på.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer