Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: Samsung ATIV S

Den første blev den sidste

Samsung ATIV S er nok en kende mere kedelig end sine Windows Phone 8-konkurrenter, men den ligner Galaxy S III på en prik, og det er måske et salgsargument i sig selv?

Skrevet af / 17/01/2013 - 03:01
Samsung ATIV S
Peter Gotschalk

Samsung tog fusen på alle konkurrenterne ved at være det første firma til at lancere en smartphone baseret på Microsofts nye mobile operativsystem, Windows Phone 8. Det skete i august måned i forbindelse med IFA 2012 i Berlin, da Samsung lancerede ATIV S, og der gik adskillige uger – faktisk måneder – før Nokia og HTC var klar til at lancere henholdsvis Lumia 920 og Windows Phone 8X.

Men hvor Samsung var først ude med lanceringen, så har det koreanske firma været længe om faktisk at få produktet ud i butikkerne. Det er først for alvor sket her til årsskiftet, hvorfor vi anmelder ATIV S som rosinen i pølseenden, efter vi allerede har kigget grundigt på både Nokias og HTC’s flagskibsmodeller.

Børnesygdomme i Windows Phone 8
Det betyder blandt andet, at vi nu efterhånden har skrevet en del om operativsystemet, Windows Phone 8, og også lært det mere grundigt at kende. Og desværre støder vi konstant på små børnesygdomme, som fortjener et par kommentarer, selvom vi må skynde os at sige, at vores små, sure opstød over tåbeligheder og mangler i Microsofts konkurrent til iOS og Android ikke kommer til at påvirke vores endelige vurdering af ATIV S i forhold til konkurrenterne fra HTC og Nokia. Det ernemlig et kendetegn ved Windows Phone 8-baserede enheder, at der er meget få nævneværdige forskelle imellem dem, når det gælder selve operativsystemet.

Men for at vende tilbage til børnesygdommene, så spørger vi eksempelvis os selv, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at sende en sms til en person direkte fra visningen af kontakter? Nej, for at sende en sms skal du gå ind under beskeder og herfra vælge den kontakt, du vil sende beskeden til. Irriterende.

Og kan nogen fra Microsoft venligst forklare os, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at sætte flag ved emails, hvis man for eksempel bruger IMAP eller Gmail? For det fungerer glimrende med mails, som ligger på en Exchange-server eller på en Microsoft Live-konto. Også et irritationsmoment, som dybest set er unødvendigt, når det nu sagtens kan lade sig gøre at sætte flag ved alle typer mailkonti i både iOS og Android.

Så er der det med skærmens lysstyrke, som kun kan indstilles i tre forskellige niveauer – lav, mellem og høj – og ikke kan justeres glidende som i de konkurrerende operativsystemer.

Vi støder sikkert på flere skavanker, og det er en skam, for dybest set er vi meget begejstrede for Windows Phone 8, som på mange måder er mere nyskabende, fleksibelt og personligt end såvel iOS som Android. Og det er jo disse to operativsystemer, som er blevet smartphone-standarden, som Windows Phone 8 skal konkurrere med og forsøge at tage markedsandele fra.

Den ligner Galaxy S III på godt og ondt
HTC og Nokia lader begge til at have en strategi for Windows Phone 8, som går ud på at tilbyde produkter, som adskiller sig en hel del af alle andre telefoner på markedet. HTC’s formgivning af Windows Phone 8X er vist aldrig set før, og der er slet ikke plads nok her til at opliste alle de ting, som gør Nokia Lumia 920 til en meget speciel smartphone. Men trådløs opladning, meget skrappe farver, et helt specielt design, markedets bedste mobilkamera og dens høje vægt bør da nævnes.

Med ATIV S går Samsung i en mere konservativ retning. Hvis man ikke ved bedre, tror man nemlig, at det er en Samsung Galaxy S III i en ny farve, når man ser ATIV S første gang. Den er omtrent magen til sin populære Android-kollega, både hvad angår størrelse, vægt, design og skærm, og selvom det ikke just kan kaldes nyskabende, så kan det være et salgsargument i sig selv, hvis man nu er tiltrukket af Samsung absolutte topmodel, men ikke bryder sig om Android-operativssystemet.

Eneste forskel på ATIV S og Galaxy S III er farven og en enkelt designdetalje. ATIV S har en batteriklap i ridset metallisk grå farve og nederst – henover den lille, eksterne højttaler – sidder et gitter. Men det betyder at batteriklappen sidder mere stabilt, og selvom ATIV S og Galaxy S III er fremstillet af nøjagtig det samme materiale, så virker Windows Phone 8-modellen faktisk mere robust end sin Android-slægtning. Til gengæld virker den stadig utrolig let i forhold til sin størrelse – nøjagtig ligesom Galaxy S III – og det giver den klart en masse plusser i vores karakterbog. Især i forhold til murstenen Nokia Lumia 920, som med sine 185 gram simpelthen er for tung, uanset hvad alverdens Nokia-fans måtte mene!Desværre betyder design-ligheden også, at ATIV S har arvet en decideret designfejl fra Samsungs til dato mest populære telefon. Nemlig at volume- og tænd/sluk-knapperne sidder præcis overfor hinanden på hver side af skærmen. Det betyder, at man lidt for nemt kommer til at slukke for skærmen – eller i værste fald for strømmen – hvis man vil justere volumen, mens man holder telefonen i én hånd. For mens den ene finger trykker på volume-knappen, så trykker den anden helt af sig selv på tænd/sluk-knappen, hvis man ikke passer på.

Største skærm og understøttelse af microSD
Men så har den også arvet den 4,8” store Super AMOLED skærm, som dermed er den største på nogen Windows Phone 8-model. Opløsningen på 1280 x 720 pixels har ATIV S dog til fælles med Windows Phone 8X by HTC og Nokia Lumia 920, og mens ATIV S-skærmen virker mere lysstærk end den på 8X, så har Nokia Lumia 920 den bedste og mest lysstærke skærm af de tre flagskibskonkurrenter.Til gengæld er vi svært begejstrede for, at ATIV S understøtter eksternt microSD-lager. Den leveres med 16 GB, hvilket ikke er mere end der sidder i 8X by HTC, men ATIV S-lagerpladsen kan altså udvides – og det med op til 64 GB – og der kan hverken Lumia 920 eller 8X være med, for de tilbyder slet ingen udvidelse af det indbyggede lager.

Blokering af opkald
Hvor Nokia, som nævnt lige før, har proppet Lumia 920 med funktioner, herunder også 4G/LTE, og HTC har udstyret Windows Phone 8X med markedets bedste mobilforstærker, Beats Audio og et kamera, der kan tage vidvinkel-billeder, så er der ingen særlige dikkedarer ved ATIV S. Selvfølgelig byder den på en lille håndfuld særlige Samsung-apps, men de er ærlig talt ikke noget at skrive hjem om. Især ikke i forhold til Nokias flagskib, som både byder på flere smarte apps til billedbehandling og på ægte bilnavigation. Kameraet er gennemsnitligt, og i forhold til 8X by HTC kan lyden slet ikke følge med!

Helt tabt bag en vogn er ATIV S dog ikke, for selvom vi troede, at Windows Phone 8 ikke kunne tilpasses i nogen nævneværdig grad, så har Samsung faktisk tilføjet et par fede funktioner i selve operativsystemet, som konkurrenterne ikke kan byde på. Det drejer sig blandt andet om en række ekstraindstillinger, hvor du kan justere ekkoundertrykkelse, intensitet for autodisplay og tænde/slukke for haptic feedback.. Herudover lader ATIV S dig importere kontakter fra andre telefoner eller fra dit SIM-kort, og – måske bedst af alt – så har telefonen en funktion til blokering af opkald! Du kan altså indtaste diverse telefonnumre, som så blot blokeres og slet ikke kan ringe dig op. Dejligt!

Konklusion
Samsung ATIV S er den mest konservative af de tre Windows Phone 8 flagskibsmodeller. Men den deler til gengæld design, skærm og vægt med Samsung absolutte topmodel, Galaxy S III, og for mange vil det i sig selv være et argument for at købe ATIV S. Desuden er den billigere end både 8X by HTC og Lumia 920, og den understøtter microSD, så lageret kan udvides.

Home mener

Ekstra Windows Phone 8-funktioner microSD op til 64 GB Robust og let på samme tid 4,8” skærm Ingen bilnavigation Windows Phone 8 mangler apps Tåbelig placering af volume- og tænd/sluk-knapper Svage Samsung-apps

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top