: Samsung SyncMaster SA950

Den 27 tommer store SA950 fra Samsungs 9-serie har stået på skrivebordet i nogle dage efterhånden, og det har ikke skortet på misundelige blikke og små kommentarer, der alle har handlet om, hvor vild skærmen ser ud, og om ikke nok kollegerne i kontorfællesskabet må få skærmen med tilbage til deres eget skrivebord.

Det atypiske design, hvor skærmen kun er hæftet til foden i højre side, ser på den ene side nyt, lækkert og frækt ud, men det giver også skærmen en stor tyngde. Efter et par dage tager jeg mig selv i at næsten kun at arbejde i højre side, måske for at give lidt modvægt til den fritsvævende venstre side. Overdrevet, ja – men jeg væltes ikke bagover af skærmens svævende design, som står i meget underlig kontrast til den massive metalfod, der indeholder al den irriterende hardware, som sådan en skærm jo skal have. Smagssag, ja – men jeg synes, det er inkonsekvent og lidt synd for den dyre skærm.

Kontrasten imponerer
Tænder vi op under skærmen, er der absolut ingen tvivl om, at vi her har med et kvalitetsprodukt at gøre. Med en skærmopløsning på 1920 x 1080 pixel, et kontrastforhold på 5.000.000:1 og en responstid på 2 ms, så er der super smæk på detaljegraden, hastigheden og ikke mindst farvegengivelsen, der fremstår klarere, end jeg længe har set. Jeg kan næsten ikke tvinge pixelering ud af skærmen, men jeg oplever småfejl langs underkanten på den ellers imponerende monitor. Små blålige og grønlige skær på størrelse med en lillefinger tiltrak sig af og til opmærksomheden, når der ellers er en ensartet farve på skærmbilledet. Lidt underligt.

På samme måde er det lidt irriterende med den store Glossy-skærm, der meget gerne spejler alt bag mig, hvis ikke jeg fylder hele skærmbilledet med gode lyse hjemmesider og dokumenter. Det er næsten blevet irriterende at have 27 tommer i et stort lyst lokale.

Tænder man op for den del, der handler om 3D, så klarer skærmen sig yderst acceptabelt, og spilfolket roser da også skærmen i brede vendinger, men da kompatibiliteten med Mac ikke er helt i top, nævner jeg kun denne del i forbifarten.

”Se mig! Rør mig!”
Betragtningsvinklen på SA950 er et kapitel for sig, da man kan indstille skærmen til gruppevisning, stående eller en af de andre visningsformer, der ligger under Magic Angle-featuren. På ”Standing” er der masser af smæk på kulørerne, når man sidder på skrivebordsstolen, men gør man som kollegerne og går forbi, kommer der ikke ret meget brugbart ud af de 27 tommer. Anderledes bliver den del, når jeg slår den over på ”Group”-visning, så kan alle i en 160 graders vinkel se og læse, hvad der sker på skærmen.

Jeg er ikke tosset med indlejrede touch-menuer, og er det heller ikke efter mødet med SA950. De reagerer sløjt, og man er aldrig helt sikker på, om man har fat i den rigtige kommando. Det er tæt på, at jeg hellere vil have fysiske knapper på bagsiden af skærmen, end jeg vil fedte rundt med disse otte ”elegante” små lysdioder!

Økovenlig på den irriterende måde
”You’ve saved 0,0 tree(s)” står der bebrejdende, da jeg første gang kommer ind i ECO-menuen i skærmopsætningen. Det skal være løgn, tænker jeg, så jeg sætter skærmens ECO Motion Sensor til at skrue ned for belysningen, hvis ikke jeg sidder foran skærmen. Meget fin tanke fra Samsungs side, men der går ikke mange minutter, før jeg er så træt af at sidde og vifte ad skærmen for at få farver på igen, da den ikke registrerer, at jeg sidder en smule mere end 15 cm væk. Jeg kan ikke helt lokalisere, hvor skærmens censor sidder, så jeg er tilbage på non-ECO-mode og giver for øjeblikket hul i bevarelsen af træerne – beklageligvis.

Konklusion
Jeg testede tidligere i år Philips Blade, der til en pris på omkring 1.600 kroner imponerede med sit tynde design og et kontrastforhold på hele 20.000.000:1, og jeg er på baggrund af den skærm ikke vildt imponeret over denne Samsung-skærm til tre gange så høj en pris. På den anden side lugter SA950 langt væk af højere kvalitet, og der er en helt anden tyngde i alt fra design til skærmbillede.