Amerikanske Skullcandy laver hovedtelefoner med attitude. Nogle af dem har diplomatisk sagt været mindre overbevisende rent lydmæssigt, men de har oset langt væk af rå gadestil. Siden 2012 har Skullcandy imidlertid lagt stilen om og satset på at lave hovedtelefoner i den bedre ende, både kvalitets- og prismæssigt. Aviator-modellen er en af de mere vellykkede i den nye serie.
Skullcandy Crusher skiller sig ud ved at have indbygget subwoofer med aktiv forstærkning. Ud over den normale 4 cm driver er der en ekstra “Sensation”-driver med egen indbygget klasse D forstærker. Basforstærkeren strømforsynes af et almindeligt AA-batteri, som giver en spilletid på ca. 40 timer.
Skullcandy Crusher er over-ear hovedtelefoner i ensfarvet, mat plast, selvfølgelig med Skullcandys kranielogo på. Ørepuderne er i blød plast i samme farve. Det aftagelige, gummibelagte mini-jack kabel er forsynet med kontrol/mikrofon. En skydeknap på venstre ørekop justerer, hvor meget ekstra saft subwooferen skal bidrage med. Det hele virker solidt nok, men også lidt plasticagtigt.
Hovedrystende bas
Det første, man lægger mærke til, er at det siger “boing”, når man banker på ørekopperne eller hovedbøjlen med en finger. Dybbas-elementet en nemlig ikke et konventionelt højttaler-element, men en tung resonansfjeder, der anslås omtrent som en stemmegaffel. Effekten kan sammenlignes med turboladeren i en bil. Ved lave omdrejninger sker der intet, men når der kommer fart nok på, slår turboen til, eller – i dette tilfælde – fjederen sættes i svingninger.
Lyden er som helhed udmærket for hovedtelefoner i økonomiklassen. Der er ingen større betoninger i mellemtonen, og diskanten er lidt afdæmpet, men pæn. Lyden er ikke vildt afslørende, men den grundlæggende kvalitet er i orden. Imidlertid vil flertallet af Crusher-købere sandsynligvis blæse højt og flot på mellemtone og diskant. Det handler om BAS!
Ketchup-effekt
Der skal skrues pænt op for lydstyrken for at vække ekstrabassen, men når det først sker, er den stort set ikke til at stoppe igen. Hvis man skruer helt op, drukner alt andet i en rungende bas, som bare bliver ved, og som sender rystelser ned ad nakken og op i hovedskallen.
Med skydeknappen kan man justere niveauet, men der en udpræget ketchup-effekt over bassen i Crusher. Er niveauet for lavt, sker der intet, men når bassen kommer, dækker den alt. Det vil helt sikkert tiltale nogle, mens andre vil gå hovedrystende bort. Hvad der er objektivt, er dog, at bassen er langsom. Det tager lidt tid for Sensation-enheden at komme i svingninger og lige så lang tid at falde til ro. Impulsgengivelse er ikke Crushers stærke side.
Konklusion
Skullcandy Crusher er sjovt selskab, som giver kraftigere bas end nogen andre hovedtelefoner, jeg har testet. Men lad være med at forvente præcis lyd. Hvis du vil gennemrystes af bas, der kan mærkes helt ned i knæene, så er Crusher til gengæld effektive og relativt billige.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer