Philips’ dørklokke hører til den type produkter, der minder os om, at udviklingen faktisk går rigtigt hurtigt inden for Smart Home-området. Dørklokken var formentlig ganske revolutionerende, da den kom på markedet, men når vi i dag sidder med den tykke papirmanual og forsøger at få styr på installationen, en masse skruer og en app, der nærmest intet kan, er det som at være på en rejse tilbage i tiden. Der må da være en nyere version på vej af dette produkt, eller hvad?
Designet er hyperklassisk og minder lidt om Apples produkter med de afrundede kanter og det sorte og sølvfarvede look. Men der stopper ligheden også, for i modsætning til din MacBook er denne dørklokke støbt i det pureste, sølvfarvede plast. Det er pænt på afstand og på billeder, men tæt på virker det billigt.
Minus sensor
Dørklokken har ingen automatisk bevægelsessensor, som sender en notifikation, hvis nogen lusker rundt. Og hvis du vil se, hvad kameraet har optaget, må du have fat i det indbyggede SD-kort. Og for at få fat i det, skal du bruge en skruetrækker, da dørklokkens tyverisikring består af en skrue, som man skal løsne for at tage den ned fra væggen.
Du kan dog til enhver tid tage et foto i app’en, så hvis du vil dokumentere, at nogen har været ved døren, kan du tage billedet og gemme det i app’ens indbyggede album.
Vi oplevede ingen udfald i testperioden. Da ringeklokken først hang på væggen, gjorde den det, den skulle. Og uden en bevægelsessensor behøvede vi jo ikke døje med at indstille den.
Dørklokken har også den lille fordel, at den er testens letteste produkt, på trods af at den fylder mest.
Bøvlet installation
Vi har efterhånden vænnet os til, at smarte produkter nærmest installerer sig selv. Som regel scanner man lige en QR-kode, og så går det bare derudaf. Sådan er det ikke med WelcomeEye. Her skal man slå op i papirmanualen og så forsøge at følge tegningerne i korrekt rækkefølge.
Det går galt, da vi sætter det sølvfarvede plastcover på dørklokken, inden at vi har fået opladet batteriet og hængt dørklokken op på muren, for det er nærmest umuligt at få af igen.
Billedkvaliteten
Da vi sammenligner billeder optaget af denne dørklokke med dem fra de andre dørklokker, er der klar forskel. Selv i dagslys er ansigterne så mørke, at det næsten er umuligt at skelne ansigtstrækkene.
Der vil ofte være overdækket der, hvor ringeklokken hænger – det anbefales også for at beskytte dørklokken mod vind og vejr – men uden en ekstern lyskilde er billederne virkelig ikke ret gode.
Natbilledet viser til gengæld ansigtstræk ganske tydeligt.
Old school app
Nu kommer vi så til app’en, og igen er det som en tur tilbage til fortiden. Den kan vise et live-signal fra kameraet med eller uden lyd, og så kan du bruge den til at besvare opkald fra gæster ved døren med. Det er sådan cirka det.
Der er dog også mulighed for at koble automatisk åbning af en eventuel port eller garage på app’en, men sådan en har vi ikke.
På ét område er WelcomeEye Link dog smart. Du kan nemlig koble den op på Google Assistant og Alexa. På den måde kan du for eksempel få opkaldene op på din Google Nest Hub eller Android Smart-TV.
En anden mulighed er at investere i et af de andre produkter fra WelcomeEye-serien, for eksempel en monitor, som du kan hænge indenfor og bruge til at besvare opkaldene med, når du er hjemme. Det løser problemet med, at man kun kan modtage opkaldet, hvis man er i nærheden af sin mobil.
Konklusion
En driftsikker dørklokke uden for meget hurlumhej. Du får med den de mest basale funktioner samt muligheden for at koble den op til Google Assistant. Men de andre dørklokker kan det samme og til en lavere pris.
Vælg kun denne ringeklokke, hvis du kun ønsker den mest basale funktionalitet – eller virkelig elsker designet og synes, at det klæder din hoveddør.
Også i denne test:
Google Nest Doorbell (med batteri)
Google har gjort det igen
Dørklokken fra Nest er faktisk sjov at bruge.
Hombli Smart Doorbell 2
Meget for pengene
Testens billigste dørklokke imponerer
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer