En lille, batteridrevet sneslynge som Ryobi RY18ST25A-0 (afdelingen der finder på fængende navne er tydeligvis nedlagt) er beregnet til dem med en lille have, terrasse eller indkørsel.
Slyngen har et håndtag i bunden af stangen, som bruges, hvis du skal skovle dybere sne i lag. Eller hvis sneen er særlig tung eller hård. Til tyndere lag sne glider den let hen over jorden, styret med én hånd.
Der er en startknap på begge sider øverst på stangen, så uanset om du er højre- eller venstrehåndet, kan du nemt få adgang til den med tommelfingeren.
Batteritid
Ryobi RY18ST25A-0 leveres ikke med batteri eller oplader. Hvis du går efter en pakke med oplader og det største batteri på 5 Ah, bliver prisen næsten fordoblet – det er med andre ord ikke en særlig billig sneslynge. Det skal bemærkes, at den er en del af One+-serien, som alle kan bruge batterier på kryds og tværs. Med andre ord, hvis du har en batteridrevet boremaskine eller hækkeklipper fra samme serie, kan de alle bruge hinandens batterier.
Vores testeksemplar blev leveret med et 4 Ah-batteri, som Ryobi hævder er nok til at skovle 100 kvadratmeter. Det gælder med 8-10 cm nyfalden sne ved -15 grader, og ved denne temperatur er sneen meget let og luftig.
I mildere vejr skal du være heldig for at få 80 kvadratmeter ud af det. Det betyder omkring 10-15 minutters effektiv snerydning. Det lyder ikke af meget, men jeg vil mene, at hvis du skal rydde større områder end dette, bør du stadig kigge efter noget, der er lidt kraftigere end en lille batteridrevet sneslynge.
Støjniveau
Jeg synes, at Ryobien er relativt støjsvag. Det angivne tal på 83,9 dB er målt lige ved siden af maskinen, mens det faktiske støjniveau ved operatørens hoved er et godt stykke under 70 dB. Det svarer til at sidde i en gennemsnitlig elbil på motorvejen med 80 km/t, selvom støjen subjektivt opfattes som højere fra sneslyngen.
Ryobi RY18ST25A-0 i brug
Ny sne og lidt blødere og tungere sne er let at rydde væk med den lille Ryobi-slynge. Den skærer fint igennem, og sneen sprøjter højt og langt frem. I koldt vejr spredes sneen ud i luften og falder ned igen over et større område, næsten som en lille snestorm.
Det er mindre praktisk, hvis man vil kontrollere, hvor sneen lander, f.eks. hvis folk går forbi, og man ikke vil ramme dem med sneen. Man skal også passe på ikke at flytte sneskovlen mod vinden, da jeg flere gange fik snefygningen lige i ansigtet. Den slags er ubehageligt, især når det bliver ved.
Sneslyngen spreder en del i bredden, hvilket gør den uegnet til at rydde sne på f.eks. en grusvej, da man risikerer at kaste småsten ukontrolleret rundt.
Til små sneopgaver fungerer Ryobi RY18ST25A-0 fint, og den største fordel i forhold til en manuel sneskovl er, at du ikke behøver at lave det sidste løft, hvor sneen skal over snedriven. Det tager meget af presset fra din ryg.
Derimod er den ikke så god, når sneen er tung og hård, og jeg kommer til at stå ret foroverbøjet fra tid til anden for at pløje gennem hårdere sne.
I sådanne situationer vil arbejdet faktisk gå hurtigere med en manuel skovl, uden at det er mere anstrengende for din ryg. En manuel skovl er også bredere end de små 25 centimeter i bredden, som Ryobi-skovlen kan prale af. Med den elektriske udgave skal du med andre ord køre flere ture frem og tilbage, før snerydningen er færdig, så hvor meget vinder du egentlig?
Konklusion
Ryobi RY18ST25A-0 fylder ikke meget i dit skur, den er let, og du kan rydde et indgangsparti, før batteriet løber tør. I hvert fald hvis du vælger et 4 eller 5 Ah batteri. Det skal købes separat, og det samme skal opladeren – hvilket øger prisen ganske dramatisk.
Frisk sne er en drøm, men tungere sne giver mere arbejde. Den smalle bredde betyder, at du skal køre mange ture frem og tilbage, og selv det største batteri har ikke kapacitet til mere end 100-125 kvadratmeter ad gangen. Hvis du har et større område, bør du nok stadig overveje en større sneslynge i stedet for et større batteri.
Også i denne test:
Stiga ST 700e
Meget for pengene
Hvis du vil have en god arbejdsbredde på en halv meter, bliver en sneslynge ikke meget mere kompakt end Stiga ST 700e. Og den er generelt en fornøjelse at bruge.
Ryobi RY36STX53A-150
En rigtig arbejdshest
Den største i denne test er Ryobi RY36STX53A-150. Med den ekstra størrelse får du en rigtig god sneslynge, der triller ekstra let hen over gårdspladsen.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer