EQ900 er Siemens nye topteknologiske flagskib. Den bygger videre på de egenskaber, der sikrede EQ700 5 stjerner og sejren i vores forgående stortest af fuldautomatiske espressomaskiner. Vinderopskriften dengang var god kaffekvalitet, design, nyttige funktioner og brugervenlighed.
Siemens sælger stadig EQ700, så den nye og dyrere maskine er nødt til at have nogle seriøse trumfkort i ærmet. Og det har den!
Designet er gået fra godt til fantastisk. Vandtanken er nu elegant integreret og dækket af børstet metal, hvilket giver et endnu skarpere udseende.
Touchskærmen er blevet større, og man kan nu skræddersy endnu flere aspekter af sin kaffe. Kontakttid, styrke, malingsgrad og temperatur er kun toppen af isbjerget.
EQ900 byder ikke bare på to bønnebeholdere, men også to kværne! Det er en dyr løsning, der sørger for, at eksempelvis koffeinfri og almindelige bønner ikke krydskontaminerer hinanden, når man skifter mellem beholderne. Maskiner med flere bønnebeholdere har altid denne udfordring, så to kværne er lidt af en luksusløsning.
Når du tænder den taget der 48 sekunder før den er klar til at lave kaffe.
Stor, men sløv skærm
Siemens EQ900 møder dig med en 6,8-tommers touchskærm og seks touchknapper. Klart den største skærm i denne test! Knapperne bruges til at tænde og slukke maskinen, finde gemte opskrifter, indstillinger og rengøringsinfo. Der er også dedikerede knapper til tilberedning af en eller to kopper samtidigt og til at skifte mellem de to typer af hjemmeskærm, kaldet Comfort og Barista.
Både skærmen og dens knapper er sløve. Selve opløsningen er i orden, og billederne fejler ingenting. Men maskinen er en udfordring om morgenen, når man ikke er helt sikker på, om man har ramt tænd-knappen ordentligt. Det giver ingen premium-fornemmelse at bruge skærmen. På trods af dette overgår skærmen fra Siemens konkurrenterne fra Sage, Jura og Delonghi, mest fordi den store skærm gør det svært at ramme helt forkert. Halvdårlige skærme er desværre normalt, selv i dette prisleje.
Maskinen har tre overordnede menuer til kaffeopskrifter: Profiles, Classics og coffeeWorld. Den første er til dine personlige opskrifter. Classics og coffeeWorld indeholder begge forskellige kendte og mindre kendte kaffetyper. De er ikke så logisk inddelte, som man skulle tro, så du skal måske lede lidt efter din yndlingskaffe. En simpel latte er slet ikke at finde i menuerne. Vil man have sådan en, må man tilføje den i app’en.
Hvor svært skal det være?
Hvordan EQ900 tilbereder din kaffe afhænger af, om maskinen er sat til Comfort eller Barista. Forskellen er mængden af valgmuligheder, man bliver mødt med.
Med Barista-indstillingen er der næsten ingen grænser for, hvad man kan gøre ved sin kaffe. På hver eneste opskrift kan man ændre styrken, størrelse i milliliter, mælkeratio, kværnens indstilling, kontakttiden og temperaturen. Alt sammen relevante variabler, som påvirker kaffens smag og tekstur.
Styrken styrer, hvor meget kaffe der doseres. Vælger man mere end 5/9, kværner og doserer maskinen to skud espresso i samme kop. Kontakttiden kontrollerer, hvor lang tid vand og kaffe er i kontakt. Mere tid er lige med mere smag, op til et vist punkt. Det samme kan siges om temperaturen, som man kan indstille til mellem 90 og 98°C. Der skal som regel skrues helt op for kontakttid og temperatur, når man brygger lysristede bønner, som er sværere at ekstrahere. Omvendt kan det gøre kaffen bitter, hvis man bruger mørkere bønner.
Konsulterer man indstillingerne i EQ900, kan man justere kaffen helt ned i detaljen. Såsom hvor lang tid maskinen venter mellem at dosere kaffe og mælk, når den brygger en macchiato. Jo længere pause, jo ”pænere” og mere lagdelt et resultat. Hvis det altså er vigtigt for dig. Man kan også vælge, om mælk eller kaffe kommer først. Man har virkelig magt over kaffen med en EQ900.
Det er langt flere indstillinger, end man har adgang til hos Sage eller Jura. Delonghi Maestosa er tæt på, men må finjusteringer som f.eks. ”ventetiden” i macchiato-brygningen.
Vælger man derimod Comfort, bliver maskinen straks langt mere overskuelig. Man har adgang til de samme opskrifter som i Barista, men der er langt færre indstillinger, man kan ændre i dem.
App mangler den vigtigste egenskab
En velfungerende app er et must-have i denne prisklasse, og med EQ900 er der næsten ikke noget, man ikke kan kontrollere fra mobilen.
Siemens’ espressomaskiner benytter Home Connect-app’en. Wi-fi-forbindelsen mellem app og maskine er til tider ustabil, men når man er forbundet, har man adgang til stort set alle funktioner og indstillinger. Man kan indstille kaffen lige så præcist, som hvis man brugte skærmen. Statistik og brugsanvisninger er også samlet her, hvilket er praktisk.
En smart egenskab er, at man kan brygge sin kaffe fra sengekanten, hvis man sætter en kop klar aftenen før. Man kan nemlig fravælge, at maskinen skylles igennem med varmt vand, når man tænder den. Mælk kan den dog ikke klare, da den naturligvis ikke kan stå ude natten over.
Home Connect er ikke bygget udelukkende til Siemens’ espressomaskiner, men den overgår stadig funktionaliteten og brugervenligheden af tilsvarende apps fra Jura og Delonghi.
App’en har dog en stor ulempe. Man kan ikke automatisere noget som helst. Man kan opsætte Home Connect til at virke med Amazon Alexa og Google Homes stemmestyring, men derudover skal man altid bruge sin telefon, når man vil ændre på noget. Man kan altså ikke forprogrammere maskinen og kopvarmeren til at tænde 10 minutter før man vågner, hvilket efter min mening er vigtigere end at kunne styre alting fra telefonen. Man kan desværre heller ikke oprette en genvej til Apple Hjem eller tilsvarende Android-apps.
Maskinerne fra Jura og Delonghi har præcis samme udfordring. Jura kan ikke engang tændes fra sin app. Kun Sage The Oracle Touch (som ikke engang har en app) kan man programmere til at tænde automatisk på et givet tidspunkt.
Tynd espresso
Uanset hvordan, man indstiller EQ900, så har maskinen en fundamental udfordring. Kværnen. Den kan ikke male kaffen specielt fint.
Det betyder i korte træk, at man er nødt til at presse mere vand igennem bønnerne for at opnå en balanceret smag. Det går ud over teksturen og intensiteten.
Med bønnerne fra Kaffedepartementet er kaffen mindre sød og aromatisk, end den plejer, lige meget hvilke indstillinger jeg forsøger mig med. Når EQ900 er indstillet optimalt, brygger den en venlig espresso, som dog mangler meget saft og kraft. Jeg kan stadig smage noterne af chokolade og appelsinskal, men syren er ude af balance, og teksturen er meget vandet. Man får en fin kop kaffe, men jeg ved, at der er mere smag i bønnerne, end hvad EQ900 giver mig.
Med bønnerne fra Lavazza er smagen meget tynd og fjernt fra espresso, selv med maskinen indstillet til maksimal styrke og kontakttid.
Siemens tilbyder at tilpasse indstillingerne til dine specifikke bønner for dig med den såkaldte BeanAdapt. De foreslåede indstillinger rammer en god balance, men det gør ikke underværker for smagen.
I smagstesten er kaffen fra Siemens EQ900 klart testens bundskraber – både for ren espresso, americano og cappuccino. Den laver ikke dårlig kaffe, men den er et solidt niveau under konkurrenterne, når det gælder selve kaffekvaliteten. Smagsmæssigt kan den heller ikke hamle op med den halvt så dyre Delonghi Eletta Explore, vi testede i foråret. Derudover bruger EQ900 ca. 101 sekunder på at brygge en latte, hvilket er langsommere end de øvrige maskiner i gruppetesten.
Holdbart mælkeskum
EQ900 laver en næsten knasende mousse på toppen af cappuccinoen, men har ligesom de fleste andre fuldautomatiske maskiner problemer med den unikke, silkebløde mælk, som kræves til en rigtig latte. I denne gruppetest er det kun Sage, der mestrer kunsten. Skummet fra EQ900 holder til gengæld længere end fra Jura Z10 og Delonghi Maestosa. Både Maestosa og EQ900 kan lave to kopper med mælk samtidig, hvilket Jura Z10 ikke kan klare.
Der er ikke en dedikeret indstilling til mælketeksturen, og man kan kun vælge mellem varm mælk og mælkeskum i opskrifterne. Det er heller ikke altid gennemskueligt, hvordan man vælger mængden af mælk. Til cappuccino er mælken beskrevet som en ‘ratio’. Det gør mig i tvivl om, hvorvidt jeg også ændrer på kaffen, når jeg skifter kopstørrelse eller mælkeratio.
Jeg vil meget hellere indstille det perfekte skud espresso og så vælge separat, hvor meget mælk der skal ovenpå. Det er præcis sådan, det foregår, når man indstiller Jura Z10, og det fungerer langt bedre.
Konklusion
Siemens EQ900 er et slaraffenland af teknologi og nørdede tilpasningsmuligheder. Selv om skærmen er langsom, er den stadig et niveau over de andre fuldautomatiske maskiner i testen. EQ900 er meget nem at leve med hver dag. Desværre er dens største udfordring noget så fundamentalt som kaffekvaliteten. Den laver en tynd espresso og får ikke den ultimative smag ud af bønnerne. Det er spændende at eksperimentere med de mange indstillinger, men det føles hurtigt meningsløst, når kaffen ikke lever op til bønnerne.
Også i denne test:
Jura Z10
Den konservative tilgang til espresso
Jura Z10 byder på luksus og kvalitet. Det gælder både byggekvaliteten og espressoen. Udstyrslisten er kortere end hos andre maskiner i dette prisleje, men Z10 byder på velkendte traditioner frem for det nyeste nye.
Delonghi Maestosa
Kan det hele, men hører den til i et køkken?
Maestosa byder på skøn espresso og masser af udstyr, men man får en snigende fornemmelse af, at den hører hjemme på kontoret, ikke i køkkenet.
Sage The Oracle Touch
Den nemmeste vej til traditionel espresso
Sage forsøger at gøre ægte, gammeldags espresso nemt. Det gør testens fuldautomatiske espressomaskiner også, men i modsætning til dem nægter Sage The Oracle Touch at gå på kompromis med styrken, teksturen og smagen af klassisk espresso.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer