Spanske Sogo laver alverdens forskellige apparater til hjemmet, og med denne køkkenrobot er de også til stede på termoblender-markedet.
Ved første øjekast ligner Sogo en lidt mindre og enklere version af Vorwerk TM6 og Caterchef. Den har ligesom de to andre en touchskærm og en enkel drejeknap til højre for skærmen. Selv navigationen mellem kogebog og de manuelle funktioner foregår på samme måde som på TM6’eren ved at swipe til højre og venstre. Også tilbehøret ligner til forveksling de andres med stort set de samme dele. Dog har Sogo som en lille upgrade også et rivejern.
Men da vi begynder at bruge maskinen, står det hurtigt klart, at den er en klasse under TM6’eren. For eksempel følger der to låg med, og det står ikke umiddelbart klart hvorfor. Men det ene låg skal bruges, når maskinen har foodprocessor-kniven sat i, mens det andet ikke kan lukke med den kniv påsat. Det virker temmeligt overflødigt at skulle opbevare to forskellige låg i sit køkkenskab – producenten burde have designet ét låg, som virker med alt tilbehør.
Låget, som passer til kniven, er udstyret med en gummiring, som yder lovligt meget modstand, og hullet, som man skulle tro, man kunne hælde ingredienser igennem, er så småt, at det reelt ikke er brugbart til ret meget andet end en stråle olie eller hvis man bruger en tragt. Det er derfor nødvendigt at tage hele låget af, hver gang man skal tilsætte nye ingredienser til skålen.
En ganske betragtelig fordel er dog, at Sogos to låg begge er gennemsigtige, så det er muligt at holde øje med maden, mens maskinen arbejder. For os, der er vant til at lave mad på et komfur og godt kan lide at bruge sanserne under madlavningen, er det virkelig rart.
Pizza, pizza, pizza
Vi tester robottens indbyggede kogebog ved at søge på opskriften på pizzadej. Den virker perfekt, når man lige ser bort fra, at alle opskrifter er på engelsk. Vægtangivelserne er heldigvis i gram.
Robotten guider trin for trin: Hæld vand, olie og salt i. Næste menupunkt: Varm op til 37 grader. Næste menupunkt: Tilsæt 10 gram gær.
Nej, hov. Vægten er ikke ret fintfølende. Selv efter en halv pakke tørgær viser vægten stadig 0 gram. Det er den slags, der bliver irriterende i længden.
Men kan den ælte dejen til en brugbar dej? Maskinens eget bud er, at det tager to minutter, så det får den lov at bevise. Og efter to minutter er der ganske vist en dej, men den ser ikke helt så glat ud, som man kunne ønske, og glutenstrukturerne er med garanti ikke opbyggede. Så vi går lige et trin tilbage i opskriften og starter de to minutters æltning forfra. Og nu! Nu er dejen godkendt. Den er glat, fin, elastisk og klistrer ikke længere til hverken skål eller fingre. Det er en bedrift, som selv en italiensk mama med svulmende overarmsmuskler skabt af et helt livs æltning af pizzadej må være imponeret over. Vi er i hvert fald.
Og efter en times hævning imponerer dejen stadig. Den kan strækkes og rulles ud helt uden at briste.
Suppe
Der er faktisk en opskrift på cremet grøntsagssuppe i Sogos opskriftsamling, og den vælger vi selvfølgelig at følge. Men man kan undre sig lidt over fremgangsmåden, der måske skyldes en anderledes, spansk suppetradition?
I hvert fald beder maskinen om, at vi smider alle grøntsagerne i samtidig, også løg, og så hakker den hele baduljen til smulder, inden den går i gang med at riste det af.
Da suppen er kogt mør med vand og bouillon, går vi i gang med at blende den, men det kræver en del forsøg, før vi finder det rette program. Det viser sig, at det er turbofunktionen, der virker bedst, og resultatet er faktisk en fin og glat suppe uden klumper.
Konklusion
Sogo er på ingen måde specialiseret i at lave termoblendere, som nogle af de øvrige producenter i denne test. Så egentlig er det godt klaret, at de har lavet en maskine, som langt de fleste mennesker ville blive rigtigt glade for. Den kan det, den skal.
Men der er ikke kælet helt så meget for de små detaljer, som Vorwerk og Kenwood har gjort. Alligevel er den et udmærket køb, især hvis du finder den på tilbud.
Også i denne test:
Vorwerk Thermomix TM6
Den originale
Thermomix dominerer markedet, og det er ikke uden grund.
Kenwood Cooking Chef XL
Den største
Køkkenmaskine på digitale steroider.
Emga Caterchef Thermoblender
Den enkle
Maskinen til dig, der gerne vil styre alting selv.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer