Lumie Bodyclock Luxe 750DAB er med over et kilos kampvægt en moppedreng at pakke ud og stille op. Når 750DAB først står på natbordet, rokker den sig ikke ud af stedet.
Under indstillingen må jeg sidde med 750DAB i skødet, sidde på hug foran den eller have den stående højt nok til, at hele displayet er synligt. De sorte knapper røber ikke, hvad de er beregnet til. I stedet har displayet en menulinje øverst og fire ikoner.
Når Bodyclock Luxe 750DAB først er indstillet, vinder enheden dog på at have langt flere funktioner end resten af deltagerfeltet.
Opsætning og indstilling
Underdelen af 750DAB er beklædt med kunststof. Vores testeksemplar var mørkegrå (Charcoal), men 750DAB fås bl.a. i farver med ”smagfulde” navne som Salvie (Sage) og Paprika.
Når ledningen er sat i stikket, vågner Lumie Bodyclock Luxe 750DAB til dåd. Efter valg af sprog, dato og tid, står klokkeslættet med tykke cifre, som er nemme at få øje på uden at virke dominerende.
Hver funktion gemmer sig bag displayets fire ikoner. Derefter skal jeg bladre i menuer som ”Alarm”, ”Solopgang” og ”Solnedgang” med den store knap til venstre. At markere og aktivere et valg sker med tryk på knappen til højre.
I alt har 750DAB seks sorte tryk- og drejeknapper, fire ikoner i displayet og fem hvide trykknapper i bunden. Dem vender jeg tilbage til.
Blandingen af ikoner og knapper i forskellig størrelse er bøvlet, medmindre man husker som en elefant. Undervejs skifter knappernes funktion. Nogle indstillinger til lyd sker på højre side af displayet, andre på venstre side af displayet.
Vækning og indslumring
Vækning kan ske for hver enkelt dag eller på ugebasis. Måske er søndag ikke lige den rette dag til at komme ud af fjerene klokken 6.30. Vælger du dag for dag, skal du huske at aktivere din indstillede vækning hver aften, hvilket er irriterende.
DAB750 fungerer også som læselampe, men den giver et skarpt og ikke særlig behageligt lys. Derimod er det en gevinst, at displayet automatisk dæmper lyset efter omgivelserne.
Til indslumring kan du også vælge lys uden for meget af det blå spektrum. Det vil sige det lys, som for eksempel kommer fra en TV-skærm. Ifølge eksperter er dette lys noget af det, der gør det svært for folk at falde i søvn.
En bred palet af lyde
Lumie Bodyclock Luxe 750DAB har 33 lyde. Nogle mere særprægede end andre. At blive vækket til lyden af geder, cirkusorkester, militærøvelse, racerbiler eller damptog virkede ikke for mig. Måske andre får fornøjelse af dem.
Ved indstilling af solnedgang, det vil sige indslumring, har 750DAB yderligere lyde såsom killinger, der spinder, og ”hvid støj”. Lydkvaliteten i 750DAB er ikke den bedste. Nogle lyde er hårde og flade at høre på.
Nogle klip lyder kunstige, fordi de er for korte og derfor bliver gentaget. Det gælder blandt andet killingerne, som spinder, piber, bliver stille og begynder forfra med at spinde. Ret enerverende at høre på i længden.
Jeg endte med at blive glad for cikaderne, da lydklippet er det mest ensformige (og dermed afslappende) at høre på.
Eksterne muligheder
Som testens eneste deltager har Lumie Bodyclock Luxe 750DAB mulighed for overførsel af ekstern lyd via Bluetooth og USB. Et tryk på knappen ud for lydikonet aktiverer en serie muligheder.
Bluetooth er markeret med det kendte rune-symbol. Herefter finder jeg ”Lumie Lux” i min smartphones liste over eksterne enheder. Opkoblingen er sket, når Lumie viser ”BT Parret” i displayet.
En anden mulighed er USB-porten, men det medfører en række særkrav. Du skal bruge et USB-flash-drev med mp3-filer. Drevet skal helst være fra SanDisk, være FAT32-formateret og have maksimalt 200 mapper i ét niveau eller 2.000 musiknumre.
Helt utroligt havde jeg faktisk et korrekt formateret SanDisk-drev liggende i skuffen. Næste morgen kunne jeg starte dagen med nostalgiske toner fra Depeche Mode.
Lumie Bodyclock Luxe 750DAB har også en AUX-udgang, som du kan bruge til at tilkoble en smartphone eller en MP3-afspiller (måske har du en gammel iPod til formålet?).
Radio med nem indstilling
I modsætning til de andre testdeltagere går 750DAB all in på radio. Teleskop-antennen i metal er old school, men virker og giver et fint signal.
Indstillingen af radio er noget af det nemmeste ved 750DAB. Et tryk på lydikonet, og du vælger ”DAB”. 750DAB understøtter DAB og DAB+. Når du har fundet en station, du vil bruge, klikker du blot på en af de fem hvide knapper under displayet for at gemme den.
Konklusion
Lumie Bodyclock Luxe 750DAB har et stort udvalg af muligheder med hensyn til lyd, lys og radio. At displayet toner ned efter omgivelsernes lys er godt tænkt.
Enhedens lys er blødt og behageligt. En undtagelse er det skarpe læselys, der kastes ud i rummet og op i ansigtet. Lyden er flad og kan runge mod underlaget.
Selve indstillingen virker som et levn fra 1980’ernes clockradioer. De mange knapper og deres funktioner er svære at huske, især når de ikke virker intuitive
Også i denne test:
Lumie Bodyclock Shine 300
Den enklere lillebror
Shine 300 kan færre ting end den større model, Bodyclock Luxe 750DAB. Gevinsten er, at Lumies mere skrabede udgave af et wake up-light er nemmere at betjene.
Philips SmartSleep Wake-Up Light HF3521/01
Blidt og sensitivt vækkeur
Var det noget at vågne til klangen fra nepalesiske metalskåle eller kobjælder i Alperne? Philips’ lille, runde wake-up-light kan meget godt, men ikke alt er lige brugbart.
Philips SmartSleep Wake-Up Light HF3654/01
Dristigt og logisk design
Philips’ wake up-light er utrolig nem at bruge. Tilmed er vækkelampen pæn at se på og giver et velkomment lys på årets mørkere dage og nætter.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer