TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
BLACK WEEK - 70% RABAT PÅ LB+

TEST: Wilfa Uniform Black WSFBS-200B + Scale

Solid kværn vil det hele selv

Wilfa laver roste maskiner til kaffebrygning. Topmodellen Uniform WSFBS-200B overtager dog nemt styringen og levner ikke meget plads til brugerens ønsker.

Af / 31/05/2024 - 08:53
Wilfa Uniform Black WSFBS-200B + Scale

Home mener

  • Nem og enkel app. Kværner jævnt. Praktisk med automatisk stop. Antistatisk metal sørger for, at kværnet kaffe ikke hober sig op i bøtten.
  • Ingen mulighed for selv at vælge kaffe-styrke per kop eller at kunne kværne et bestemt antal kopper ad gangen.

Norske Wilfa lægger vægt på god kaffebrygning. Firmaets flagskib, Uniform WSFBS-200B, vejer over fire kilo. Kværnen har 41 formalingsgrader, og den er udviklet i samarbejde med kaffe-ekspert og barista-mester Tim Wendelboe.

Som blot en af tre modeller i Europa er Uniform godkendt af ECBC (European Coffee Brewing Center). Centeret er en uafhængig organisation, der tester for præcision, ensartet formaling og mængden af kafferester. Især det sidste, er et af Uniforms ”esser” i ærmet.

Wilfa uniform samlet
Den flade plade er et gummiunderlag til vægten. Det beskytter, hvis du hælder kogt vand op i en brygger (glaskande), som står på vægten. (Foto: Natasja Broström)

Udpakning er nemmest, når kassen ligger på siden. Ellers er Uniform svær at løfte fri af kassen og den beskyttende indpakning. På køkkenbordet blegner min lille, forkølede skærekværn fra Bodum ved siden af den næsten 30 centimeter høje Wilfa-kværn. Jeg pakker straks hjemmets egen kaffekværn væk i skabet.

Uniform WSFBS-200B har en Bluetooth-understøttet vægt, der kan fungere som låg. Vægten fylder dermed ikke unødigt på køkkenbordet, og den tager noget af lyden, når kværnen arbejder. Uniform larmer dog ikke generende meget.

Med app’en ”Wilfa Svart” styrer og finjusterer du vægtens funktioner. ”Wilfa Svart” findes til iOS og til Android.

Annonce

Vægten forbindes med USB-C-kablet og sættes til et strømudtag via en USB-omformer eller til en enhed med USB-port. Efter to timer er vægten fuldt opladt og klar til brug.

Læs også Vi erstatter hele dit køkken Vi kommer hele vejen rundt i denne test, hvor vi anmelder fem smarte køkkenmaskiner, som alle forsøger at stege, bage, fryse eller koge sig til en plads i dit køkken.

Hver gang kværnen har været slukket, skal vægten genforbindes via Bluetooth inde i app’en. Det er nemt, men irriterende at gentage. Når app’en er forbundet til vægten, er du klar til første bryg.

Brygning via app

Jeg har i årtier været med på det hotteste inden for kaffebrygning uden at vide det. Af min mormor lærte jeg metoden, der i dag er kendt som pour over.

Vi taler om friskmalede bønner hældt op i et filter sat ned i en filterholder. Herefter hældes kogt vand nænsomt hen over. Præcis hvilken temperatur vandet skal have, vil jeg ikke kloge mig på. Krige er startet for mindre.

Metoden vil jeg gerne fortsætte med i denne test, men Uniform WSFBS-200B vil kun samarbejde, hvis jeg gør processen lidt bagvendt. Til daglig bruger jeg et mål i metal og ved, hvor meget det samlede antal bønner synligt fylder i min egen kværn.

Wilfa uniform app
Med Wilfas app finjusterer du din bryggemetode, og du kan bruge den medfølgende vægt til dit mål af bønner. (Foto: iOS)

Gennem års (smags)erfaring har jeg fundet den mængde vand, som passer til mit behov. Naturligvis justeret efter hvor meget kaffe, jeg er i gang med at lave. Her taler vi om antal kopper, og så opstår problemet.

Uniform WSFBS-200B måler i et forhold mellem vand og kaffens styrke. Begge dele er fastsat inde i app’en som henholdsvis ml vand og graderne ”mild”, ”nordic” og ”intense”

Når jeg brygger til én person (ofte mig selv), anvender jeg normalt tre mål bønner til 770 ml vand. Om det er meget eller lidt afhænger som bekendt af smag og behag.

Wilfa uniform boennemaal
Lavpraktisk vejning af mit bønnemål. Et fyldt mål (fra metalskeen) vejer 6 g. (Foto: Natasja Broström)

Vil jeg være besværlig og gøre tingene på min måde, må jeg benytte Wilfas vægt og på forhånd veje de tre mål eller kun hælde tre mål bønner op i kværnen. Ved hjælp af app’ens timer finder jeg ud af, hvor længe Uniform WSFBS-200B bruger på at male de tre mål.

Næste gang fylder jeg bønnebeholderen op til maksimale 200 g, tænder for kværnen og starter app’ens timer. Når tiden er gået, trykker jeg på den behageligt store stopknap midt på kværnen.

Bagvendt og besværligt? Måske, men det virker, og Uniform og jeg blev herefter gode venner.

Formalingsgrader ad libitum

Uniform WSFBS-200B har 41 formalingsgrader. Du vælger ved at rotere øverste del af den runde kværn. Pas på tommelfingeren. Stop- og startknappen sidder dér, hvor fingeren naturligt vil placere sig. Ikke smart at dreje, samtidig med at kværnen går i gang.

Det store spænd af grader gør det muligt at male bønner til stort set alle slags kaffe – fra espresso til ”french press” (stempelkande) og ”steap” (iblødsætning).

Wilfa uniform tara maaling
Vægtens tara-funktion for hele og malede bønner. Vægten kan også bruges under tilberedning i en brygger eller en server. (Foto: Natasja Broström)

Hvor meget kaffe, du kværner til hvilke typer kaffe, kan vægten og app’en hjælpe med. Jeg satte den tømte metalbøtte på vægten og indstillede tara i app’en. Vægten viste ”0.0” g, selv om bøtten stod på den.

Jeg hælder tre mål bønner i bøtten, og vægten viser 18 g. Så ved jeg det, hvis jeg vil bruge app’en til at vælge vandmængde i forhold til bryg-styrke eller vice versa.

Jeg testede ét mål (6 g) bønner ved tre formalingsgrader. Fra espresso (mellem 3-7 grader), til pour over (mellem 14-28) og steap (mellem 39-41). De nævnte grader er Wilfas forslag.

Læs også Smartere køling denne sommer Stillestående varm luft gør dig træt og irritabel, men der er nemme måder at køle ned på med smarte funktioner.

Uniform leverede en formaling til espressoen, der var som let pudder og uden tendens til klump. Den grovere ”steap” var kværnet jævnt og ensartet. Især malingen til pour over var vellykket. Resultatet var luftigt og fungerede perfekt.

Wilfa uniform malingresultat
Et synligt vellykket resultat af formaling på tre forskellige grader: grov, filter og espresso. (Foto: Natasja Broström)

I årevis har jeg været irriteret over, at vandet nogle gange ikke løb igennem, men efterlod en stor sjat i bunden af mit papirfilter. Malingen i min egen kværn har simpelthen været for uens med tendens til klæghed.

Jeg fik følgende kværntider for 6 g hele bønner: Fine (1.grad) tog 20,8 sekunder. Pour over (26. grad) tog 17,08 sekunder, og steap (41. grad) tog 14,43 sekunder.

Antistatisk beholder og rengøring

Uniforms bøtte til malet kaffe har ikke verdens venligste låg. Ofte skal det justeres, før du kan skubbe bøtten med låg på ind i aflukket på fronten.

Først troede jeg, det var salgsgas, men den er god nok, og det virker. Bøtten er antistatisk. I praksis vil malet kaffe ikke klæbe til bøttens bund og sider, men løsnes nemt, når du for eksempel tapper bøtten mod filterets kant.

Wilfa uniform smulder
Smulder dryssede ned oppe fra kværnværket. Irriterende, men ikke så slemt som med andre testdeltagere. (Foto: Natasja Broström)

Uniforms design er ikke fejlfrit. Efter brug er der smulder inde i aflukket, og det ryger med ud på køkkenbordet, når bøtten til malet kaffe tages ud. Den lille medfølgende børste tager noget, men smulder burde ikke ske med en kværn i denne liga. Her kunne Wilfa lære af designet hos Sage Smart Grinder Pro.

Konklusion

Uniform er til brugere, som vil have præcist kværnede bønner til bestemte typer kaffe. App’en er forhåndsindstillet til at fordele vand og mængde af malede bønner i forhold til hinanden alt efter typen af kaffe.

Wilfa uniform maling
Formalingen i Wilfa Uniform er ikke så jævn som med Wilfa Classic Aroma, men absolut godkendt. (Foto: Natasja Broström)

Hvis du (som mig) på forhånd ved, hvordan du vil have din kaffe, kan du droppe app’ens anvisninger og lave din kaffe, som du plejer. Dermed betaler vi måske for mere, end vi har behov for.

Wilfa uniform kvaernvaerk
Kværnens dele er en upraktisk sag med dele, hvor smulder nemt sætter sig. Wilfas børste tager dog det meste. (Foto: Natasja Broström)

Omvendt leverer Wilfa Uniform WSFBS-200B imponerende ensartet malede bønner, hvad enten du maler til espresso eller stempelkande. Det manglede også bare, for Uniform har 5,8 cm brede, rustfrie stålknive af italiensk oprindelse. Det kan både ses og mærkes.

Karakter
Wilfa Uniform Black WSFBS-200B + Scale
High End

Også i denne test:

Melitta Calibra MEL22156

Simpel frihed uden finesser

Melittas kværn arbejder jævnt og trofast, men er ingen skønhed på køkkenbordet. Til gengæld får du lov til selv at styre styrken på din kaffe.

Nem og hurtig at sætte op. Mulighed for at vælge mængde efter antal kopper, vægt eller ved hjælp af manuel indstilling.
Virker plasticagtig. Malede bønnerester har tendens til at hobe sig op i beholderen. Trinvælger til formalingsgrader afviger fra den lille markeringspil.
Læs hele testen

Sage Smart Grinder Pro SCG 820 BSS

Godt design i en lækker kværn

Sages alsidige kaffekværn er en 4 kilo tung maskine fuld af gode design-idéer. Langt de fleste fungerer fremragende i praksis.

Hurtig og med et funktionelt design. Kopmål på beholder. Indre lås i lufttæt bønnebeholder og mulighed finjustering af kværnblad.
Ingen mål i gram. Brugeren skal prøve sig frem til kaffemængde pr kop eller shot. Rund beholder med tendens til smulder.
Læs hele testen

Baratza Encore ZCG485BLK4FEU1A

Kikset kværn sløser med bønnerne

Amerikanske Baratza vil gerne være optakten til en lækker kaffebryg, men høj larm og tåbelige designvalg skæmmer oplevelsen.

Effektiv børste til rens af kværnenes knive. Enkelt, ydre design. Bøtten til malet kaffe er i antistatisk plastmateriale.
Larmer markant, og bønneholderen ryster. Hele bønner falder ved siden af kværnen. Skal vippes sidelæns for at tømme beholderen, hvis du for eksempel vil rense kværnværket.
Læs hele testen

Wilfa Aroma CGWS-130B

Tæt på topform

Wilfas Aroma-kværn maler til perfektion. Resultatet er fint forarbejdede kaffebønner, som desværre sviner overalt.

Testens mest ensartede maling. Har en længere kværnetid for at undgå varmeudvikling, hvilket kan skade bønnernes aroma.
Tendens til opsamling af malet kaffe i bøtten. Den kværnede kaffe sætter sig overalt og efterlader smulder. Ledning i siden og ikke bagtil.
Læs hele testen
Natasja Broström
Natasja Broström (f. 1971): Journalist på L&B Home. Natasja begyndte på Politikens IT-tillæg i 1990’erne. Herfra gik turen via fagblade, magasiner og aviser, hvor Natasja skrev om blandt andet it og nørdkultur. Fra 2002 har Natasja været på Datatid Techlife, siden IT-journalist inden for smart living og brevkasseredaktør på Alt om Data.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien

Plads til det hele

Robotstøvsugere med kunstig dumhed

Nu rykker AI også ind i vaskerummet

Passer godt ind i et Yale-smart home

Dine terrassedøre fortjener denne lås

Smidig suger går helt til kanten

Juletræskæde til hele året

Skarp og praktisk videodørklokke