Ud over sine dyre overvågningskameraer – såsom Arlo Pro 4 og Arlo Ultra 2 – har firmaet, som oprindelig var en del af Netgear, også en serie af billigere produkter, som har fået tilnavnet Essential.
Vi har allerede testet flere produkter i serien, bl.a. Arlo Essential Indoor Camera og Arlo Essential Wire-Free Video Doorbell, og nu er turen kommet til det såkaldte Arlo Essential XL Spotlight Camera.
Produkterne i Essential-serien tilsluttes internettet direkte via Wi-Fi og har dermed ikke brug for en separat basestation som Arlos dyrere kameraer. Det gælder også for XL Spotlight Camera, der i øvrigt gør sig bemærket ved at være en del længere end Arlos øvrige overvågningskameraer (deraf XL-navnet), hvilket primært skyldes, at det er udstyret med et batteri så stort, at det angiveligt kan holde strøm i et helt år efter én opladning.
Lige præcis dét har vi ikke haft mulighed for at teste, men det skal nok passe, at Arlo Essential XL holder strøm længere end de fleste tilsvarende overvågningskameraer.
Alle funktioner med Arlo Smart Plan
Essential XL Spotlight Camera optager video i 1080p Full HD og kommer med nattesyn, så man bør kunne få tydelige billeder og optagelser af, hvad der sker i hjemmet både dag og nat. Naturligvis er billedkvaliteten ikke på niveau med, hvad dyrere overvågningskameraer kan levere, men absolut god nok til, at man tydeligt kan se, hvad der sker på optagelserne.
Opfatter kameraet en bevægelse, får brugeren en advarsel direkte på sin mobiltelefon. Så kan man vælge at aktivere den indbyggede alarm eller bruge kameraets mikrofon og højttaler til at tale med den person, der har forstyrret husfreden.
Og det er stort set omfanget af tilgængelige funktioner, hvis man ikke tegner et abonnement. I dette tilfælde en såkaldt Arlo Smart Plan, der koster 20 kroner om måneden for et enkelt kamera (de første tre måneder er gratis).
Med en Smart Plan kan man gemme videoklip af diverse hændelser i op til 30 dage i skyen, så man kan gå tilbage i tiden for at se, hvilken hændelse der udløste en bestemt alarm.
Arlo Essential XL kommer også med mulighed for at indstille aktivitetszoner, som er områder i kameraets synsfelt, hvor der skal reageres på bevægelse, ligesom kameraet kan skelne imellem f.eks. personer og dyr, så alarmen ikke går, hver gang hunden eller katten bevæger sig rundt i stuen. Alt sammen funktioner, der også kun virker, hvis man tegner abonnement på Arlos Smart Plan.
Nemt og praktisk
Kan man leve med, at Arlo Essential XL koster det samme som en enkelt specialøl i Bilka pr. måned, får man et godt produkt for pengene. Opsætningen kræver blot, at man tænder for kameraet og downloader Arlos app til sin smartphone, så går resten stort set af sig selv. Kameraet monteres ved hjælp af beslag og skruer, som følger med i kassen.
Selve betjeningen er også enkel og ligetil. Uanset om man indretter aktivitetszoner, indstiller, om kameraet skal reagere på både lyd og bevægelse, eller man vil videresende videoklip fra online-biblioteket, så er det lige så nemt som at klø sig i nakken.
Nattetilstanden fungerer også fint, og det eneste kritikpunkt må være, at Essential XL er lidt længere om at reagere på bevægelse og udløse alarmen, hvis der er mørkt i lokalet.
Kameraet kan også anvendes udendørs, og det understøtter alle gængse digitale assistenter og Smart Home-økosystemer, herunder Apple HomeKit, Google Assistant, Amazon Alexa, IFTTT og Samsung SmartThings.
Vores eneste seriøse anke mod Arlo Essential XL er i virkeligheden, at batteriet ikke kan tages ud, så man er nødt til at afmontere kameraet, når det skal oplades. En smule irriterende, også selv om det angiveligt kun er nødvendigt én gang om året.
Konklusion
Arlo Essential XL Spotlight Camera er et fremragende overvågningskamera til prisen og kan både anvendes i hjemmet og udendørs. Kameraet er nemt at sætte op, fungerer uden hub og leverer fremragende lyd- og billedkvalitet.
Den lange batterilevetid er en klar fordel, det samme er understøttelsen af alle gængse Smart Home-økosystemer. Blot er det en smule irriterende, at kameraet ikke kan lades op, medmindre man afmonterer det. Og så kræver det et løbende Arlo-abonnement, hvis man vil drage nytte af alle produktets funktioner. Det må man have med i sine kalkulationer, inden man køber kameraet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer