De fleste overvågningskameraer til hjemmet er trådløse, men de er afhængige af en Wi-Fi-forbindelse for at koble op til internettet. Arlo Go er dyrere end de fleste tilsvarende kameraer, men er til gengæld ikke afhængigt af dit lokale netværk. I stedet er overvågningskameraet baseret på mobilt internet og har brug for et SIM-kort for at fungere. Det betyder, at du kan bruge Arlo Go på steder, hvor du normalt ikke har installeret Wi-Fi – såsom i haven, i garagen eller på campingpladsen.
Kameraet er IP65-certificeret og kan således modstå både vind og vejr. Det kører desuden på batteri (et solcellepanel kan købes som tilbehør), så det behøver vitterlig ingen kabler af nogen art.
Pas på PIN
Opsætningen af Arlo Go via Arlos app er for så vidt hurtig og ligetil, men vær opmærksom på, at dit SIM-kort ikke må være låst med en PIN-kode. Der er ingen mulighed for at låse SIM-kortet op via app’en, så hvis SIM-kortet er låst, kan kameraet ikke forbinde med internettet, og opsætningen går i stå.
Vær også opmærksom på, at Arlo Go af uvisse årsager skal bruge et SIM-kort i Micro-SIM-format, hvor stort set alle andre enheder nu om stunder bruger Nano-SIM. Men hvis du har styr på de detaljer, får du hurtigt Arlo Go op at køre.
Ikke 100 procent afhængigt af skyen
Med Arlo Go kan du overvåge det valgte område via live-streaming, eller du kan vælge at få en notifikation ved bevægelse eller støj i nærheden af kameraet. Hvis du streamer live, kan du manuelt tage billeder eller optage video med kameraet, mens Arlo Go automatisk optager en videosekvens, hvis det “vækkes” af aktivitet i nærheden.
Videoer og billeder, som du optager manuelt, gemmes i skyen, men slettes efter få dage, medmindre du tegner et abonnement. Videoer, der optages på grund af aktivitet i nærheden af kameraet, gemmes også i skyen, men du kan også sætte et microSD-kort (dog kun op til 32 gigabyte) i Arlo Go, hvor sådanne optagelser også gemmes.
MicroSD-kortet kan du dog kun tilgå manuelt, mens app’en alene viser live-streaming og optagelser gemt i skyen. Det er selvfølgelig et bevidst valg fra Arlos side. De vil gerne have så mange kunder som muligt til at tegne abonnement, men hvis du f.eks. bruger kameraet til at overvåge dyrelivet i din have og dermed ikke har brug for hurtigt at kunne se dine optagelser, er microSD-kortet mere end tilstrækkeligt.
Ingen Apple HomeKit
Arlo Go optager i almindeligt HD-format og er ifølge specifikationerne udstyret med 8x digital zoom. Dét skal dog tages med et gran salt, for billedkvaliteten er næsten ubrugelig, hvis man zoomer ind mere end 2x. Til gengæld fungerer nattesynet godt, og man får glimrende optagelser i mørke. Mikrofonen er også fremragende, og den er god til at filtrere støj væk fra lydbilledet.
Arlo Go understøttes af Alexa og Google Assistant, men ikke af Apple HomeKit. Et par udvalgte Arlo-produkter bliver formentlig opdateret med HomeKit-understøttelse i løbet af i år, men det gælder desværre ikke Arlo Go, så du har brug for at gå en omvej via IFTTT, hvis du skal have kameraet til at spille sammen med dine Apple-enheder.
Konklusion
Arlo Go koster mere end de fleste andre overvågningskameraer i sin klasse. Det skyldes, at netop dette kamera forbindes med internettet via mobilnetværket, og det giver dig en række muligheder, som man ikke normalt har med et Wi-Fi-forbundet kamera. Det er en skam, at Arlo Go ikke fungerer sammen med Apple HomeKit, og den digitale zoom er heller ikke noget at skrive hjem om. Arlo har også taget et par besynderlige designbeslutninger (valget af Micro-SIM-formatet, og hvorfor understøttes microSD over 32 gigabyte ikke?), men til gengæld kan Arlo Go bruges helt uden abonnement, og al funktionalitet i app’en fungerer som forventet.
Forvent ikke samme billedkvalitet fra Arlo Go som fra din mobiltelefon. Hverken om dagen … (Video: Peter Gotschalk)
… eller om natten. (Video: Peter Gotschalk)
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer