Det er ikke kun indenfor smartphones og kunstig intelligens, at vi ser nye firmaer dukke op, der med innovativ teknologi forsøger at tage livtag med de store spillere på markedet. Det sker såmænd også indenfor el-tandbørster. Mød Be Lucent, et nyt svensk firma, der forsøger at friste forbrugerne med den nye elektriske tandbørste Prism, som vi tester her.
Som vi skrev i vores test af Philips Sonicare Prestige 9900, er der ellers to store varemærker, du skal kende, hvis du er på udkig efter en elektrisk tandbørste: Oral-B og Philips.
Der er ret stor forskel på, hvordan Oral-B og Philips går til selve tandbørstningen.
Alle Oral-B-eltandbørster fungerer nemlig sådan, at en rund børste svinger og roterer, mens den renser tænderne. Philips’ eltandbørster i Sonicare-serien bruger derimod soniske impulser til at løsne plak fra tænderne. Helt præcist bevæger børstehovedet sig hurtigt fra side til side hen over tændernes overflader, mens soniske vibrationer har en hvirvlende effekt på blandingen af tandpasta og væsker i munden, som igen har en løsnende effekt på plak.
Og præcis sådan virker Be Lucent Prism også, hvilket er grunden til, at vi i specifikationerne kalder Prism for en sonisk elektrisk tandbørste. Det svenske firma forsøger ikke at genopfinde hjulet, for så vidt angår selve processen at børste sine tænder. Derimod har Be Lucent proppet de smarte funktioner ind i selve el-tandbørsten, så du hverken behøver smartphone eller app for at få fuldt udbytte af teknologien.
Skal du spille smart?
De smarte funktioner i Be Lucent Prism omfatter en tryksensor, der automatisk skal starte tandbørstningen, så snart børstehovedet kommer i kontakt med tænderne. Desuden holder el-tandbørsten øje med, om du trykker for hårdt under børstningen, og sidst men ikke mindst har Prism en indbygget timer, som skal hjælpe dig med at børste tænderne i mindst to minutter – med en påmindelse hvert halve minut, om at det er tid til at børste et nyt område af gebisset.
Be Lucent Prism har tre forskellige børsteindstillinger: Almindelig børstning (høj frekvens af vibrationer), skånsom børstning til følsomme områder (blød styrke for at beskytte tandkødet) og en indstilling med fokus på at fjerne plak for hvidere tænder (pulserende vibrationer). Du skifter imellem indstillingerne direkte på tandbørsten, som i øvrigt leveres med en base med oplader samt et ekstra børstehoved. Til gengæld er der ikke nogen strømadapter med i pakken.
Måske regner Be Lucent med, at du har masser af den slags liggende i skuffer og skabe rundt omkring, men da basen har et kabel med USB-A siddende, må vi håbe, at du har en strømadapter af ældre dato på lager, for ellers må du bruge computeren til at oplade din el-tandbørste. Det tager cirka otte timer, men så holder Prism også strøm i flere døgn. Dog laaaangt fra de 90 dage, som producenten lover i brugsanvisningen.
Mintgrøn
Designmæssigt er Be Lucent Prism en lækkerbisken. Både el-tandbørste og base er singrøn, og basen lyser op, når børsten lader eller hvis du kommer til at trykke børsten for hårdt mod tænderne, som før nævnt.
Desuden er der blot én knap på selve skaftet. Den kan du bruge til at starte tandbørstningen, hvis du ikke kan forene sig med den trykfølsomme funktion, og hvis du holder knappen nede i et par sekunder, mens der børstes, skiftes der mellem de tre børsteindstillinger. Det kunne ikke være nemmere.
Aber dabei
Desværre holder Be Lucent Prism ikke alt, hvad den lover. Om trykfølsomheden virker helt efter hensigten afhænger af, med hvilken vinkel du holder tandbørsten. Bliver vinklen for skarp, fordi du skal have fat i de bagerste kindtænder i undermunden, har den automatiske trykfølsomhed åbenbart svært ved at registrere det, og Prism holder op med at vibrere, hvis du ikke har startet el-tandbørsten med knappen.
Og selvom el-tandbørsten ganske vist tager tid på din tandbørstning og vibrerer en ekstra omgang, når det er tid til at børste et andet sted i munden, så bør du vide, at Prism ikke aner, hvor i din mund, tandbørsten befinder sig. Der er udelukkende tale om, at el-tandbørsten tager tid på, hvor lang tid du har børstet. Nogen guidet tandbørstning er der ikke tale om. Du kan i øvrigt se timeren på selve skaftet, men det er heller ikke videre praktisk, da det er svært at have tandbørsten i munden og se tallene på skaftet på samme tid.
Konklusion
Be Lucent Prism er ikke noget dårligt første forsøg fra det svenske firma. Konceptet er godt tænkt, og vi kan godt lide de smarte funktioner såsom trykfølsomhed, der automatisk starter tandbørstningen samt den indbyggede timer.
Bare du er opmærksom på, at Prism altså ikke er mere intelligent end som så. Den kan ikke guide din tandbørstning, blot tage tid, mens du børster. Trykfølsomheden virker heller ikke hele tiden, og vi synes, det er en mangel, at der ikke følger en strømadapter med til basen. Specielt fordi kablet til opladeren er af typen USB-A, hvilket ikke er helt tidssvarende. Vær også opmærksom på, at Prism langt fra holder strøm så længe, som producenten lover.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer