TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: DeLonghi Eletta Explore

Sommeren er reddet!

Intens cold brew, sød iskaffe eller varm, aromatisk cappuccino? Ny DeLonghi kan det hele.

Af / 04/05/2023 - 09:09
DeLonghi Eletta Explore

Home mener

  • Bean Adapt Technology i den tilhørende app gør det sjovt og nemt at tilsmage nye bønner, og det er praktisk at kunne gemme unikke indstillinger til hver type bønne, man drikker. Kaffen smager aromatisk og balanceret, og især cold brew imponerer med sin hurtige bryggetid, hvor man opnår den ikoniske bitterfri smag. Prisen er også i orden.
  • Den absurde løsning, hvor man skal bruge to forskellige mælkekander til henholdsvis varme og kolde drikke, er bestemt den største svaghed. Det er ærgerligt, at man kun kan bruge skummetmælk eller plantemælk til kolde drikke. App’en er langsom og ikke særligt inspirerende indrettet.

Med kun minimal indsats, kaffebønner og vand kan automatiske espressomaskiner skænke dig alle afskygninger af espresso og dampet mælk. DeLonghi er en garvet spiller inden for espresso. Deres nyeste automatiske maskine hedder Eletta Explore, og den vil gerne prøve noget nyt.

Den vil lave cold brew – ikke at forveksle med iskaffe. Cold brew er kaffe brygget med koldt vand. En proces, som normalt tager mange timer, men resulterer i sød, intens kaffe uden bitterhed.

DeLonghi lover samme oplevelse på kun fem minutter. Det lyder som en opskrift på meget sur kaffe. DeLonghi kunne sagtens have solgt maskinen på at have både indbygget kværn, Wi-Fi og app-styring til under 8.000 kroner, men de taler mest om cold brew. Selvsikkerheden fejler ikke noget.

L&B Home har set på, om denne maskine kan imponere både sommer og vinter.

Forskellen på cold brew og iskaffe

Normalt laves cold brew i et patentglas med groftmalet kaffe, der over mange timer tilfører smag til det kolde vand. I Eletta er kaffebønnerne malet fint nok til espresso, hvilket giver masser af overflade, som vandet kan trække smag af. Maskinen bruger et ganske lavt tryk til at ‘dryppe’ kaffen ud, hvilket giver en længere kontakttid mellem kaffe og vand og dermed mere smag på kort tid.

Annonce

Patentglasset har mere fleksibilitet i forhold til, hvor meget kaffe der bruges, og hvor længe kaffen er i vandet. Med Eletta får du til gengæld oplevelsen af cold brew på virkelig kort tid. Hvis resultatet ikke bliver godt, skal du ikke som med patentglasset vente mange timer på resultatet af et nyt forsøg.

Den er en god løsning for dem, der oprigtigt elsker den unikke smag af cold brew, men gerne vil have en hurtig, nem kop kaffe en sommermorgen. Eletta Explore kan også sagtens lave almindelig iskaffe. Iskaffe-opskrifterne er tydeligt markeret på skærmen, og maskinen laver stadig køligt mælkeskum.

Macchiato Delonghi Eletta
Glasset er en del af Explorer Kit, og med en latte macchiato i ser det næsten lige så godt ud som i reklamen. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Mælkekandernes tragedie

De gode folk fra DeLonghi har haft en udfordring med at lave køligt, cremet og holdbart mælkeskum til deres cold brew og iskaffer. De har derfor fundet på en vanvittig løsning, der på alle måder er hele maskinens lavpunkt. Ud over den normale LatteCrema Hot mælkekande, har de udviklet systemet LatteCrema Cool, som er en mælkekande, der kun bruges til kolde drikke. Den virker rigtig fint, og leverer seriøst holdbart og lækkert skum til din islatte.

Problemet er, at den KUN virker med kolde drikke. Du skal altså have begge medfølgende mælkekander med langsomt fordærvende mælk i dit køleskab, hvis du både drikker varm og kold kaffe. Du kan heller ikke bare skifte toppen af kanden, hvor alt teknologien sidder. De to kander har nemlig af en eller anden grund ikke samme størrelse. Begge kan bruge plantemælk med gode resultater, men LatteCrema Cool bruger derudover kun skummetmælk. Sundt, men en meget mærkelig begrænsning.

Hvis du prøver at bruge den forkerte kande til dine drikkevarer, nægter maskinen at lave din kaffe. Sidst, men ikke mindst, sidder låget på begge kander ikke fast i resten af beholderen. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før du tager fat i toppen af en mælkekande og hælder mælk ud over det hele.

Kaffebønner Impact Roaster og lofberg
Specialkaffe er blevet nemt tilgængeligt, du kan købe lækre bønner i supermarkedet eller få friske bønner sendt til hoveddøren direkte fra risteriet. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Den vigtigste del af din kaffe

I testperioden blev der brugt to forskellige bønner. Mange automatiske maskiner har store problemer med moderne, lysere ristet specialkaffe, hvilket ofte resulterer i en sur, utiltalende kop.

For at finde ud af, om jeg kan nyde moderne kaffe med min nye DeLonghi, tester jeg den med kaffe fra et risteri ved navn Impact Roasters. De rister udelukkende etiopiske bønner, der som regel er meget syrlige. For at give maskinen lidt medvind tester jeg deres mest mørkristede bønner.

Fordi en automatisk espressomaskine handler om at gøre livet nemmere, køber jeg også bønner i supermarkedet. I dette tilfælde en pose Löfbergs mellemristet brasiliansk kaffe. Den mellemristede kaffe er i øvrigt mørkere end den mørkristede fra Impact Roasters.

Hel kande med kaffe Delonghi
Maskinen brygger gladelig en hel kande kaffe på mellem 1 og 6 kopper. Her er 4 kopper i min mindste kande, der på skrå kunne være under maskinen. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Hvordan smager kaffen?

Espressoen fra Eletta Explore er generelt velsmagende, aromatisk og har en balanceret sødme og syre. Man kan selv ændre på mængden af vand og bryggetemperatur, og så får kaffen hurtigt lidt ekstra smag. Bønnerne fra Impact Roasters krævede den højeste af de 4 temperaturindstillinger og lidt mere vand for at blive perfekt balanceret i smagen.

Da det var tid til at prøve bønnerne fra supermarkedet, havde jeg glemt alt om indstillingerne. Bønnerne smagte i første omgang lidt undervældende. Da jeg senere forsøgte mig med en lidt lavere temperatur, blev jeg belønnet med en blødere kaffe, der også var langt mere interessant. Pludselig var der smag af nødder og let syrlig kakao. Det betaler sig at eksperimentere!

Espresso fra en automatisk maskine er aldrig intens som fra en semi-automatisk eller manuel maskine, så til sammenligning vil det være et svagere shot end fra kaffebaren. Det gør kun en lille forskel, hvis du blander det med mælk. Ren espresso fra maskinen er lækker og mangler bestemt ikke smag. Det varme mælkeskum er nemt at indstille med drejehjulet på LatteCrema Hot, men har mest indflydelse på, hvor luftigt skummet er på toppen, og ikke i så høj grad på teksturen af resten af mælken.

Eletta Explore er jo en maskine, som hjertens gerne vil lave cold brew. Med koldt vand og det hele. Det er noget af en udfordring, når kontakttiden klares på kun 5 minutter. Heldigvis holder den, hvad den lover. Bitterheden er lav, og kaffesmagen er gennemtrængende. Jeg frygtede, at kaffen ville blive meget sur grundet den lave temperatur, men jeg blev positivt overrasket. Den leverer en velbalanceret cold brew. Er du vant til selv at lave cold brew i et patentglas i køleskabet, er det her en friskere og mindre intens oplevelse.

LatteCrema Cool leverer meget holdbart skum, der mest ligger på toppen og ikke giver den cremede latte-fornemmelse, vi kender fra den varme version. Det er en skam, at man kun kan bruge skummetmælk i kanden, da den ellers ville være perfekt til en hurtig dessertkaffe.

Delonghi Nespresso og Eletta Explore
Begge maskiner er fra DeLonghi, og før i tiden tænkte jeg, at kapselmaskinen fyldte meget i køkkenet. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Kun én bønnebeholder

Eletta Explore har én bønnebeholder med plads til 300 gram, og det er ikke muligt at skifte bønnerne ud, når de først er i beholderen. Prøv derfor et par skefulde af din nye fermenterede, ekstra syrlige kaffe fra Etiopien, før du tvangsindlægger din kæreste til at starte dagen med dem de næste 14 dage.

Du kan også bruge formalet kaffe i maskinen. Den formalede kaffe kan godt nok ikke opbevares i maskinen, men du kan komme en skefuld i en dedikeret faldlem og derefter vælge formalet i din foretrukne kaffeopskrift. Måleske medfølger. Det fungerer godt som nødløsning. Jeg kan informere om, at man sagtens kan skære en kaffekapsel op og bruge indholdet, hvis man har glemt at købe bønner. Eletta Explore får endda endnu mere sødme og kompleksitet ud af kaffen, end når kapslerne brygges af min DeLonghi nespressomaskine.

Kværn, doser og opskrifter

Kværnen skal indstilles, mens maskinen er tændt, og den anbefaler, at man brygger tre kaffer, inden man tester smagen. Lidt spild af bønner. Det laveste, jeg prøvede, var indstilling 4. Under den indstilling begynder kaffen at dryppe i stedet for at løbe, hvilket giver en bitter bismag grundet den længere kontakttid (medmindre du laver cold brew, så skal det dryppe!). Løber din kaffe for hurtigt igennem og smager surt, bør du nok vælge en finere kværnindstilling.

Der er i alt 51 forskellige opskrifter, hvor nogle er gengangere i varm, kold og to-go versioner. Du kan lave kolde og varme versioner af alle klassikerne som latte, cappuccino, flat white, americano og espresso, men har også mulighed for at lave en hel kande kaffe. To-go-funktionen lader dig sætte en fast størrelse på dit rejsebæger, som maskinen trofast fylder op med din foretrukne kaffe, kold eller varm. Du kan naturligvis lave dine egne opskrifter, hvis du har lyst, men DeLonghis opskriftskatalog indeholder de fleste kombinationer af mælk og espresso. Eletta Explore instruerer dig i, hvordan du skal indstille drejeknappen oven på mælkekanden for at få mere eller mindre skum i din latte eller cappuccino. Ikke en elegant løsning, men det virker.

Under hver kaffeopskrift kan du indstille størrelse. Det gøres enten ved at vælge S, M, L, XL eller ved at trykke STOP, når du synes, der er løbet nok vand igennem. Maskinen spørger herefter, om den skal gemme ændringerne.

Du kan også indstille intensitet, hvilket må hænge sammen med, hvor meget kaffe der bruges. Jeg testede indstillinger af intensitet mellem 1-5 ved at afbryde inden brygningen og veje de kværnede tørre bønner. På niveau 4 bruger den mellem 9,4 og 11,3 gram. Nogle gange gav samme indstilling 1,2 grams forskel, og den højeste intensitet gav ikke altid mest kaffe. Vælg derfor en intensitet i midten af feltet, og prøv dig frem med mere vand, indtil kaffen smager perfekt.

Eletta iskaffe
De fire touch-knapper foran fungerer som filtre mellem de over 50 opskrifter. (Foto: Lasse Torp Hansen)

En app der gør kaffen bedre

Eletta Explore har indbygget Wi-Fi og kan bruges med DeLonghis app Coffee Link.  Den mest imponerende del af app’en er den såkaldte Bean Adapt Technology, der både udfordrer dine smagsløg og gør livet nemmere, hvis du elsker at prøve nye bønner af.

Kort fortalt giver du app’en information om typen, farven og ristningen af kaffebønnerne samt indstillingen af din kværn. Herefter brygger maskinen en espresso, som du får nogle spørgsmål til, efter at du har smagt på den. Alt efter din feedback ændrer maskinen forskellige indstillinger. Når espressoen sidder i skabet, kan du automatisk gemme alle de indstillinger, maskinen har brugt.

Forskellige bønner har brug for forskellige temperaturer og kaffe/vand-ratioer, og det er meget nemmere at ændre én indstilling i app’en. Det er også spændende at blive udfordret i at smage en espresso til.

App’en fungerer til flere af DeLonghis maskiner og er ikke unik til Eletta Explore. Den kræver tilmelding med e-mail og har det med at logge dig af, så vælg et kodeord, du kan huske!

Coffee Link skal (langsommeligt) parres med maskinen, hver gang den bruges, og kan herefter også hjælpe dig med at betjene maskinen fra din telefon. Sidstnævnte giver dog ikke helt mening, da Eletta Explore kører varmt vand igennem maskineriet, når du tænder den. Du kan derfor ikke have en kop stående klar, hvilket lidt underminerer hele pointen med at lave espresso fra mobilen.

Delonghi Eletta rengøring
Det er lidt et puslespil at rengøre maskinen, og drypbakken fylder meget hurtigt op. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Byggekvalitet og design

DeLonghi Eletta Explore er ikke nogen smuk maskine, og den er meget plastdomineret. Ud over touchskærmen er alle berøringspunkter på maskinen enten i plast eller tyndt metal. Det giver ikke en premium-følelse, og maskiner som f.eks. Jura 8 pynter langt mere i køkkenet.

Der er ikke kælet for detaljerne, men funktionerne er i orden, og maskinen virker holdbar. Rørene, hvor kaffen kommer ud, kan hæves og sænkes, og du kan trække vandbeholderen ud forfra i maskinen, hvilket gør det nemt at tanke den op, hvis maskinen er placeret i et hjørne. Den bruger ca. 50 sekunder på at varme op, før den er klar. Der løber en del vand igennem under opvarmningen, så hav gerne et kop stående under, så du slipper for at tømme drypbakken hele tiden.

Begge mælkekander er lavet af solide stykker plast, der nemt kan skilles af og fyres i opvaskemaskinen. Det kan de fleste dele af Eletta Explore, men underdelen, hvor drypbakken og kaffegrumset bor, er mere besværlige at rengøre, simpelthen på grund af størrelsen.

Selve bryggemekanismen kan tages ud fra bag vandtanken og gøres ren. En undervurderet og vigtig egenskab. Automatiske maskiner skal bøvle med at flytte både tør og våd kaffe rundt i et kompliceret maskineri, så rengøring er essentiel, hvis maskinen skal holde i mange år.

Procedurer som afkalkning og installation af brittafilteret klares via touchskærmen, som pædagogisk guider dig gennem processen.

Espressomaskine kopholder
Der er gjort plads til to kopper oven på maskinen, men den varmer dem ikke op. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Udstyr og varianter

Maskinen fås i 3 udstyrsvariationer, der afspejles af farven foran. Titanium, sølv og mørkegrå. Førstnævnte koster ca. 800 kroner mere, og der følger rejsekrus med. De to sidste modeller har ens pris, men til den mørkegrå medfølger en stor kaffekande, hvilket er praktisk, da de fleste kander ikke passer ind under maskinen. Med alle modeller får du desuden de to mælkekander, et brittafilter til brug med hårdt vand, en teststrip til at teste dit vands hårdhed og en kaffeske.  Køber du direkte fra producenten får du også deres ‘Explorer Kit’, som indeholder forskellige bønner, 3 slags plantemælk, en opskriftsbog og 4 glas.

Konklusion

DeLonghi Eletta Explore er en espressomaskine i den lave del af mellemprislejet, med et iskoldt es i ærmet. Den gør alt det, du forventer, og laver vigtigst af alt velsmagende og velekstraheret kaffe. Det gælder også, hvis du foretrækker cold brew eller iskaffe. Kompromiserne begrænser sig til udseende, byggekvalitet og det faktum, at man er nødt til at have to mælkekander i køleskabet, hvis man drikker både varm og kold kaffe regelmæssigt. Du kan have det sjovt med Bean Adapt Technology og lære en del om at smage espresso til. Hvis man elsker kølig kaffe, er Eletta Explore en nem anbefaling.

Karakter
DeLonghi Eletta Explore
Premium
Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

2 kommentarer til “DeLonghi Eletta Explore”

  1. Tak for en virkelig god anmeldelse. Den var virkelig brugbar for mig, som overvejer at købe denne maskine.
    Jeg forstår simpelthen bare ikke det med, at den kolde mælkekande kun kan tage skummetmælk. Hvorfor? Og hvordan ved den hvad der er i kanden?

    1. Lasse Torp Hansen

      Skønt du kunne lide anmeldelsen! I forhold til mælkekanden, så gør maskinen (og manualen) et stort nummer ud af at fortælle, at man kun bør bruge skummemælk. Dog kun i kanden til kold mælk. Jeg forestiller mig, at den sagtes kan skumme alt slags mælk, men at der er større risiko for, at den stopper til, hvorfor den advarer mod det. Jeg vil desuden generelt anbefale altid at rense mælkekanderne i en opvaskemaskine, så de ikke bliver stoppede. Varmt vand og sæbe er ikke lige så effektivt. Håber det hjælper 🙂

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Smart overvågning i 4K og farver

Et effektivt farvel til snavs og dyrehår

Ny topmodel fra Sage imponerer

Let at installere og drevet af sollys

Prisvenlig pizzaovn til både inde og ude

Du må ikke have for travlt

Højere opløsning og billedhastighed er et hit

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?